Aarhus Universitets segl

Gik du glip af webinaret om forbrugeradfærd, madspild og klima?

Så har du nu mulighed for at se eller gense det spændende webinar, hvor forskere fra Aarhus Universitet præsenterede ny viden om, hvordan vi som forbrugere – og gennem de professionelle køkkener – kan være med til at mindske madspild og fremme sundere og mere klimavenlige madvalg.

Illustration: Lonnie Nielsen Storgaard

Webinaret blev afholdt af DCA i samarbejde med Fødevarestyrelsen og bygger på to nye rapporter, som er udarbejdet for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som en del af den forskningsbaserede myndighedsrådgivning.

Se optagelsen af webinaret her.

Madspildsværktøjer til hverdagen

Første oplæg på webinaret havde titlen “Evaluation of tools to reduce food waste at the household level” og blev præsenteret af videnskabelig assistent Mark Bundgaard Henriksen. Rapporten bag oplægget er udarbejdet af seniorforsker Violeta Stancu, professor Liisa Lähteenmäki og Mark Bundgaard Henriksen fra MAPP Centret ved Aarhus Universitet.

Her blev tre madspildsværktøjer udviklet af Fødevarestyrelsen – Bonusmåltid, Køleskabsskilte og Madminder – evalueret med henblik på deres effekt i børnefamilier. Resultaterne viser, at især Bonusmåltid og Køleskabsskilte blev vurderet som relevante, brugervenlige og nemme at bruge i en travl hverdag. Blandt de familier, der aktivt benyttede værktøjerne, blev der rapporteret mindre madspild og øget opmærksomhed på at udnytte rester.

Værktøjerne satte desuden gang i samtaler og refleksioner i hjemmet – et vigtigt første skridt mod ændrede vaner. Selvom de målte effekter er beskedne, peger både kvalitative og kvantitative data på, at denne type lavpraktiske løsninger rummer potentiale og bør videreudvikles og udbredes.

Se præsentationen fra webinaret her.

Læs hele rapporten.

De professionelle køkkener i fokus

Andet oplæg tog udgangspunkt i rapporten “Kan de professionelle køkkener være vejen til mere sund og mindre klimabelastende mad til danskerne?” og blev præsenteret af videnskabelig assistent Nicoline Frederikke Frøstrup, der har udarbejdet rapporten i samarbejde med lektor Ulla Kidmose fra Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet.

Undersøgelsen blev gennemført på baggrund af data fra 12 kantiner og 621 gæster og viser, at kantiner og institutionskøkkener kan spille en rolle ud over at servere mad. 20-47 % af deltagerne oplevede, at måltiderne og budskaberne fra kantinen påvirkede deres og familiens madvaner derhjemme. Mange lod sig inspirere af retter med sæsonvarer, mere grønt, bælgfrugter og danske råvarer – og benyttede sig af muligheden for at tage mad eller opskrifter med hjem.

I gennemsnit tog deltagerne næsten fire nye vaner med sig hjem fra forløbet. Det tyder på, at de professionelle køkkener kan fungere som en god platform for at fremme sundere og mere klimavenlige madvalg på tværs af befolkningen.

Se præsentationen fra webinaret her.

Læs hele rapporten.

 

28. august 2025: Webinar om forbrugeradfærd, hybridprodukter og børn og unges madvaner

På webinaret præsenterer forskere fra MAPP Centret, Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet ny viden om fødevarekvalitet og forbrugeradfærd i relation til bl.a. børn og unges madvaner, hybridprodukter og sundere og mindre klimabelastende mad til den danske befolkning.

Tilmeld dig her.