Aarhus Universitets segl

Husdyrforsker fra Aarhus Universitet i Det Dyreetiske Råd

Seniorforsker Mette Vaarst er udpeget til endnu en treårige periode som medlem af Det Dyreetiske Råd.

Seniorforsker Mette Vaarst fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet er udpeget af den tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) som medlem af Det Dyreetiske Råd fra juli 2013 og tre år frem. Det sker på baggrund af en udtalelse fra dyreværnsorganisationerne. Mette Vaarst har allerede været medlem af rådet i tre år og er glad for at kunne fortsætte arbejdet.

 

- Vores opgave i Det Dyreetiske Råd er, sådan som jeg ser det, at rejse nødvendig og grundlæggende etiske debat om blandt andet den måde vi holder og omgås dyr på, og også sætte det i perspektiv til andre komplekse globale problemstillinger. Vores måde at håndtere antibiotika på i landbruget kan være et relevant eksempel, for det kan have konsekvenser for både dyr, miljø og mennesker. Det er langt videre end at arbejde mere ’dyrevelfærd’, som er et begreb, der forstås på rigtig mange måder af forskellige grupper af mennesker i samfundet, siger Mette Vaarst.

 

Den dyrlægeuddannede Mette Vaarst har lige siden sin studietid på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole været stærkt optaget af dyrenes sundhed og velfærd samt relationerne mellem dyr, mennesker og miljø. Både gennem sin forskning på Aarhus Universitet og i sit virke som bestyrelsesmedlem af Dyrenes Beskyttelse og Det Dyreetiske Råd arbejder Mette Vaarst for, at ikke mindst landbrugets dyr skal have et liv som er værd at leve.  

 

- Vi har et fælles ansvar for at skabe gode vilkår for vore husdyr, og få det til at hænge sammen med nødvendige hensyn til klima, miljø og vores samfund som mennesker. Det ansvar har vi uanset om vi er forskere, rådgivere, politikere eller hvad – vi er jo alle sammen borgere og forbrugere, siger Mette Vaarst og fortsætter:

 

- Jeg håber, at vi i Det Dyreetiske Råd vil samle os om at debattere landbrugets dyr i den kommende periode, for jeg synes, at der er behov for at se på etiske spørgsmål blandt andet i forhold til den industrialisering, som er sket i husdyrbruget især gennem de seneste årtier.

 

I sin forskning på Aarhus Universitet beskæftiger Mette Vaarst sig overvejende med økologi i bredeste forstand, herunder beskrivelse af dyrevelfærd og udvikling af metoder til vurdering af og dialog om dyrenes sundhed, sygdomme og velfærd med særlig vægt på de økologiske principper og værdier såsom naturlighed, harmoni og menneskelig omsorg for dyrene.

 

Fakta om Det Dyreetiske Råd:

Opgaven for Det Dyreetiske Råd, som hører under Fødevareministeriet, er at følge udviklingen inden for dyreværn ud fra en etisk vurdering. Rådet kan enten på eget initiativ eller på fødevareministerens begæring afgive udtalelser om dyreværn. Rådet udtaler sig typisk om overordnede emner og går ikke ind i enkeltsager. Aktuelt arbejder Det Dyreetiske Råd med en udtalelse om lystfiskeri.

 

Rådet består af 12 medlemmer, som kommer fra blandt andet dyreværnsorganisationer, landbrugsorganisationer og Forbrugerrådet. Sammensætningen af Det Dyreetiske Råd er som følger:

 

Vicedirektør Bengt Holst (formand)

Naturvejleder Jes Aagaard

Professor, dyrlæge Pia Haubro Andersen

TV-vært og naturformidler Sebastian Klein

Kontorchef Karen Lorenzen, Fødevareministeriet

Lektor, filosof Thomas Søbirk Petersen

Dyrlæge Anne Sørensen

Biolog Peter Mollerup. Udpeget efter udtalelse fra dyreværnsorganisationerne

Dyrlæge Mette Vaarst. Udpeget efter udtalelse fra dyreværnsorganisationerne 

Gårdejer Britt Brøchner-Nielsen. Udpeget efter udtalelse fra Landbrugsorganisationerne

Proprietær Per Bach Laursen. Udpeget efter udtalelse fra Landbrugsorganisationerne

Agronom Dorte Rebbe Schou. Udpeget efter udtalelse fra Forbrugerrådet

 

Alle er udpeget med virkning fra den 1. juli 2013 for en periode af tre år. 

 

Læs mere om Det Dyreetiske Råd her.

 

Yderligere oplysninger: Seniorforsker Mette Vaarst, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7924, mobil: 2290 1344, e-mail: Mette.Vaarst@agrsci.dk