Ca. 1,6 milliarder dyr transporteres hvert år i EU. Fra daggamle kyllinger til drægtige køer varierer de i størrelse, følsomhed overfor transportstress og behov under transport. 

Den nuværende lovgivning om dyrevelfærd under transport er næsten 20 år gammel og afspejler hverken nutidens forhold eller den nyeste videnskabelige viden. Eksperterne frygter, at det samme kan siges om dele af det nye lovforslag på området. 

Forslaget blev fremlagt i 2023 og har til formål at “sikre et højere niveau af dyrevelfærd ved at bringe kravene tættere på den nyeste videnskabelige viden” og “reducere problemer med dyrevelfærd forbundet med lange transporter og gentagne af- og pålæsninger.” 

Men tre førende eksperter på området advarer nu om, at der er potentielle problemer med at nå begge disse målsætninger. De tre eksperter er professor Mette S. Herskin fra Aarhus Universitet, Marien Gerritzen, seniorforsker ved Wageningen Universitet i Holland og Inga Wilk, dyrlæge og forsker i dyrevelfærd ved Friedrich-Loeffler-Instituttet i Tyskland. 

Hvornår starter en transport? 

Eksperternes kritik handler både om manglende videnskabelig dokumentation og uklarheder i formuleringerne – for eksempel i definitionen af transportens varighed. 

For svin og kvæg tæller læsning og aflæsning allerede i dag med i den officielle transporttid. Men for fjerkræ (såsom æglæggere, slagtekyllinger, kalkuner) og kaniner, der transporteres i bure inde i køretøjerne, gælder andre regler. 

“For fjerkræ og kaniner er transporttiden i det nye forslag 12 timer i stedet for ni, som det er for de andre dyr. Men det er uklart fra teksten, om transporten formelt starter, når dyrene sættes i burene, eller først når det første bur placeres på lastbilen,” forklarer Marien Gerritzen, seniorforsker ved Wageningen Universitet. 

Det betyder, at dyrene i princippet kan blive indfanget, sat i bure og stå udenfor stalden i længere tid – uden at transporten officielt er begyndt. 

Et endnu tydeligere eksempel er transport til søs. I det nuværende forslag tælles tiden fra det tidspunkt, det sidste dyr læsses på skibet, til det første dyr aflæstes i ankomsthavnen ikke som en del af transporttiden. 

“En sørejse betragtes altså ikke som transport. Nogle dyr sejles fra Europa til Nordafrika eller endnu længere væk. Og hvis man ikke betragter skibet som transportmiddel, kan man forlænge rejsen betydeligt,” siger Inga Wilk, dyrlæge og forsker i dyrevelfærd ved Friedrich-Loeffler-Institut. 

Marien Gerritzen tilføjer: 

“Det lyder som en misforståelse af EFSA’s anbefalinger.” 

Hvornår er en pause en reel pause? 

Et andet problem i forslaget handler om pauser under transporten. 

Forslaget skelner mellem korte pauser på én time, hvor dyrene bliver i køretøjet, og længere pauser på 24 timer, hvor dyrene aflæsses i såkaldte hvilestalde (også kaldet kontrolposter) og senere læsses på køretøj igen. 

De korte pauser findes allerede i gældende lovgivning for ikke-fravænnede kalve, men ifølge det nye forslag vil kravet udvides til også at gælde de fleste grise- og kvægtransporter over 10 timer. 

Ifølge Mette S. Herskin, professor i dyrevelfærd ved Aarhus Universitet, stemmer denne del af lovforslaget ikke overens med EFSA’s anbefalinger: 

“Jeg stiller spørgsmålstegn ved effekten af disse én-times pauser. Så vidt jeg ved, er der ikke dokumentation for, at de gavner dyrene. EFSA har tydeligt konkluderet, at hvis pauser skal være meningsfulde for dyrenes velfærd, så skal dyrene læsses af køretøjet og have mulighed for f.eks. at æde og hvile.  

Hun tilføjer: 

“Det er ikke dokumenteret, at dyrene kan drikke og hvile tilstrækkeligt i en pause i et stillestående køretøj. Derfor ved vi ikke, hvor lang en sådan pause bør være, eller hvordan den skal tilrettelægges for at have en effekt på dyrevelfærden.” 

Hun er bekymret for, at flere obligatoriske én-times pauser kan ende med blot at forlænge transporttiden uden at forbedre dyrevelfærden: 

“De korte pauser ser gode ud på papiret, men jeg tvivler på, at de reelt gavner dyrene. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at de forlænger tiden i køretøjet og at temperaturer i et holdende køretøj hurtigt vil begynde at stige,” siger hun, og understreger, at der mangler viden om, hvordan både korte og lange pauser faktisk fungerer i praksis: 

“Vi ved ikke, hvad der kræves i forhold til tid, faciliteter og håndtering for at sikre reel hvile og afhjælpe transportens konsekvenser for dyrevelfærden.” 

Temperatur og luftfugtighed 

Et tredje kritikpunkt handler om temperaturregulering. 

“Ud fra det nuværende forslag er det svært at se, om temperaturtiltagene vil forbedre dyrevelfærden. Teksten er meget begrænset,” siger Marien Gerritzen. 

Forslaget fastsætter en maksimal temperatur, som gælder for alle dyrearter og aldersgrupper – men det er problematisk, forklarer forskerne. 

De forskellige dyrearter og aldersgrupper har forskellig varmeproduktion, og det samme gør sig gældende for er dyrenes følsomhed over for varme- og kuldestress. Luftfugtigheden i køretøjet spiller også en vigtig rolle. 

“En løsning kunne være at bruge et temperatur-fugtighedsindeks, da begge faktorer påvirker risikoen for varmestress. Det ville hjælpe, hvis der fandtes en standardberegning og grænseværdier for de forskellige dyrekategorier,” siger Gerritzen. 

Men også før sådanne initiativer vil have effekt på dyrenes velfærd, er der brug for mere viden om hvordan temperaturforhold i køretøjer og dyrenes oplevede ubehag hænger sammen, tilføjer Mette S. Herskin. 

Ifølge forslaget skal kun vejrudsigter ved afgang, ankomst og eventuelle kontrolposter/hvilestalde tages i betragtning ved planlægning. 

“Men vi ved, at temperaturen inde i køretøjet kan afvige markant fra udetemperaturen – især hvis køretøjet holder stille, f.eks. i trafik,” siger Inga Wilk. 

Hun anbefaler derfor et sensorbaseret temperaturovervågningssystem: 

“Det giver mening at have et sensorbaseret temperaturovervågningssystem i køretøjet. Som allerede foreslået i gældende regler bør temperaturen i rummene med dyr måles flere steder, og chaufføren skal advares ved afvigelser,” siger hun. 

Mere plads 

Forskerne fremhæver også en potentiel forbedring i det nuværende forslag, nemlig afsnittet om pladsforhold. 

“Når det gælder pladsforhold, følger forslaget EFSA’s retningslinjer, så det er en forbedring,” siger Marien Gerritzen. 

Men der er også udfordringer på dette område, forklarer han – især hvis dyrene skal fodres eller have vand under transporten, som det beskrives i forbindelse med de korte pauser. 

“I sådanne situationer har dyrene brug for ekstra plads, og det bør defineres, hvor meget plads de har behov for, og hvilke forhold der skal være til stede: Hvor mange drikkepunkter, hvor de skal placeres osv. Der er behov for flere definitioner af, hvordan lastbilerne skal være indrettede og hvordan det skal håndteres,” siger han. 

Uvidenskabeligt kompromis 

Alle tre forskere understreger, at transport er en belastning for dyr, men at omfanget af belastningen kan variere meget.  

De fleste velfærdsmæssige konsekvenser ved transport kan derfor ikke helt undgås – men de kan afbødes. 

I den nuværende samfundsdebat om dyretransport er der et stærkt pres for kortere rejser. 

“Hvis vi fortsat skal transportere dyr i fremtiden, er det umuligt at undgå, at det har negative konsekvenser for dyrevelfærden. Det er dog vigtigt at huske, at disse konsekvenser kan variere fra milde til alvorlige afhængigt af transportforholdene,” siger Mette S. Herskin og tilføjer: 

“Det er ikke i sig selv en dårlig idé at sigte mod kortere transporter.  Men hvis man søger at løse dette ved at tilføje ekstra pauser (i et stillestående køretøj eller ved aflæsning i f.eks. samlestalde) – så risikerer vi at modarbejde formålet med den nye lovgivning, fordi der ikke er dokumentation for, at det forbedrer dyrevelfærden – snarere tværtimod.” 

“Som med så mange andre emner, er dette ikke simpelt. I en global verden, hvor socioøkonomiske faktorer spiller en stor rolle, tror jeg, der er en risiko for, at hvis vi bare siger ‘kortere, kortere, kortere’, så risikerer vi at misse pointen, fordi antallet af slagterier for eksempel falder og slagterierne bliver mere specialiserede, og så vil der stadig være brug for at flytte dyrene” siger Mette S. Herskin og afslutter: 

“Nogle dele af det nye forslag følger EFSA’s videnskabelige anbefalinger til at forbedre dyrevelfærden – men andre gør ikke. Der kan være mange grunde til det, men hvis det videnskabelige grundlag for en foreslået ændring mangler, er det svært at sige, om det i sidste ende vil gavne dyrene. Og det er vel meningen med det hele?” 

Kontakt:
Professor Mette Herskin
mettes.herskin@anivet.au.dk