Aarhus Universitets segl

Fra biomasse til brændstof

HTL-teknologien, der under højt tryk og temperatur omdanner våd biomasse til bio-olie, kan blive et regulært kvantespring i kampen for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer. 

I regi af platformen Produktion af bio-olie med HTL-teknologi har forskerne designet og opbygget et pilotanlæg til hydrotermisk forvæskning (hydrothermal liquefaction – HTL) af biomasse med henblik på at producere flydende brændstof, der kan iblandes eller erstatte motorbrændstoffer.

HTL-anlægget blev indviet i Foulum i maj 2015.

Selve processen i anlægget bygger på forskning udført ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, og design af anlægget tager udgangspunkt i et eksperimentelt anlæg, som i forvejen eksisterer på Institut for Kemi. Pilotanlægget er designet med henblik på efterfølgende mulighed for opskalering til demonstrations- og fuldskala.

På anlægget er det muligt at gennemføre forskning i omdannelse af en lang række lignocelluloseholdige biprodukter og energiafgrøder fra landbrug og industri.