Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Grøn protein

Som følge af den voksende globale befolkning og dertil voksende velstand stiger efterspørgsel på animalske fødevarer. At producere flere dyr, vil kræve mere foderprotein – og for dansk landbrugs vedkommende bliver dette foder fortrinsvis hentet fra Sydamerika i form af soja.

Forskningsplatformen Grøn Protein har arbejdet på at fremstille egnede alternativer til den populære, men også meget kritiserede soja.

Platformen, der er en del af den overordnede Biobase-platform, har haft som mål blandt andet at optimere udvindingen af protein og andre højværdistoffer fra biomasser og græs - herunder foretage kemiske, biokemiske og biologiske evalueringer af proteinfraktioner og sidestrømme fremstillet i laboratorie- og pilotskala. Forskerne har afdækket mulighederne for at erstatte animalsk baseret protein i fødevarer med protein fremstillet af grøn biomasse.

I tilknytning til platformen er der opbygget et pilotanlæg, hvor der ud fra biomasse produceres to hovedstrømme - dels en væskefraktion og dels en fraktion, hvor hovedparten er fibre.

Fra væskefraktionen kan forskerne udvinde proteiner og andre produkter ved hjælp af varme og/eller justering af pH. Fraktionen tørres efterfølgende til et lagerfast produkt, der kan bruges som proteinfoder til slagtesvin.  

Den fiberrige fraktion afvandes og tørres til en grønpille. Denne pille er interessant som vom-venligt tilskudsfoder til malkekøer eller som energigivende og mæthedsfremmende foder til søer.

Forskerne har også vurderet holdbarheden af proteiner fra grøn biomasse og samtidig evalueret disse i forhold til den ernæringsmæssige værdi for enmavede dyr og mennesker. Det er sket ved hjælp af rotter.

Forskningsplatformen har haft som mål at tjene som afsæt for fremtidige store nationale og internationale projektsamarbejder inden for bioraffinering af grøn biomasse.