Aarhus Universitets segl

Dyrkningssystemer

FN estimerer, at Jorden i 2050 er befolket af mere end ni milliarder mennesker. En voksende befolkning koblet med generel økonomisk vækst betyder, at behovet for flere fødevarer og landbrugsprodukter vil vokse markant. Men hvordan øges fødevareproduktionen – uden at opdyrke mere jord og forarme natur og miljø?

Forskningsplatformen Dyrkningssystemer til sædskiftearealer, der er en del af den overordnede Biobase-platform, har arbejdet med netop denne problemstilling. 

Her har forskerne haft fokus på at optimere dyrkningssystemer med afgrøder, der kan bidrage til langt højere produktivitet end den, der forekommer på de danske marker i dag. Platformen blev etableret ud fra en hypotese om, at produktiviteten pr. arealenhed kan fordobles i forhold til kornafgrøder ved brug af dyrkningssystemer, der udnytter hele vækstsæsonen.

Indenfor platformen har forskerne undersøgt en række nye biomassesystemer, der sammenlignes med traditionelle sædskifter. Udbytte, kvalitet til bioraffinering, nitratudvaskning, kulstofindhold i jord, ukrudtsflora, sygdomme, skadedyr m.m. er registreret og er med til at danne et stærkt grundlag for rådgivning til myndigheder og generelle overordnede driftsmæssige beslutninger vedrørende biomasseproduktion.