Vidensyntese om skuldersår hos søer
Der er en udtalt mangel på viden om en række faktorer relateret til skuldersår. Det viser en vidensyntese, som en række forskere ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Århus Universitet, har udarbejdet.
Skuldersår hos søer er et velfærdsmæssigt problem. Skuldersårene afspejler, at belastning fra omgivelserne overstiger dyrenes evne til normal tilpasning. Imidlertid er der udtalt mangel på viden om en række faktorer relateret til skuldersår. Denne mangel er problematisk i forhold til både lovgivning, retspraksis og i forhold til bestræbelserne på at reducere forekomsten.
Regeringen og Dansk Folkeparti indgik i maj 2007 en aftale om en indsats i forhold til skuldersår. Som første del af denne indsats har forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet gennemgået litteratur vedrørende skuldersår hos svin. En vidensyntese foreligger nu.
Den sammenfatter den eksisterende viden om sår og skader på søers skuldre, herunder tryksår, slagskader, overfladiske rifter samt ar. Rapporten er den første af sin art omkring dette emne og er tilgængelig via DJF?s hjemmeside (www.agrsci.dk). Forskerne fortsætter nu med at undersøge forekomst og årsager til skuldersår under forskellige produktionsforhold.
Rapportens hovedpunkter og konklusioner er: Søer opstaldet under intensive forhold kan udvikle sår på skuldrene ? sår som af dyreværnsmæssige årsager er forbudt i Danmark, når de overstiger en vis dybde. Skuldersår opstår især i de perioder af soens liv, hvor hun har smågrise (i farestalden). Sårene heler formodentlig igen i løbet af få uger efter, at grisene er fravænnede og soen flyttet til andet staldafsnit. Rapporten konkluderer, at der på nuværende tidspunkt er udtalt mangel på viden om en række faktorer relateret til skuldersår ? f.eks. sikker viden om hvilke produktionsfaktorer, der forårsager sårene, sårenes udviklingshastighed, den mulige smertepåvirkning fra sårene samt den korrekte behandling. Samlet set er dette problematisk i forhold til både lovgivning, retspraksis samt den ønskede reduktion i antallet af skuldersår.
Vidensyntesen kan ses her.
Yderligere oplysninger:
Projektleder, Seniorforsker Marianne Bonde, Institut for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring, telefon: 8999 1347, e-mail: Marianne.Bonde@agrsci.dk