Stress hos dyr er et hit som kursus
Forskerstuderende fra ind- og udland er blandt deltagerne, som har tilmeldt sig et nyt ph.d.-kursus om dyrs stressreaktioner. Arrangørerne glæder sig over den store interesse, selvom det betyder, at flere deltagere må afvises i første omgang.<br />
Interessen for at få et indblik i, hvordan og især hvorfor dyr reagerer under stressende situationer, er stor. I hvert fald er tilmeldingerne til et helt nyt ph.d.-kursus, som er udviklet af to forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, strømmet ind i så stort et omfang, at flere er blevet afvist.
En af arrangørerne, seniorforsker Mette S. Herskin, ærgrer sig over, at flere må gå forgæves, men glæder sig samtidig over den store interesse for kurset.
- Vi har arbejdet hårdt på at lave et godt kursus og har blandt andet fået nogle dygtige gæsteforelæsere til at undervise. Det er meget tilfredsstillende med den store interesse for emnet, og vi overvejer nu om kurset skal gentages, forklarer hun. Deltagerantallet var sat til maksimalt 30, og da ansøgningsfristen var udløbet, havde 36 forskerstuderende fra flere europæiske lande tilmeldt sig.
Stress i en større sammenhæng
Forskerne fra gruppen for adfærd og stressbiologi på Institut for Husdyrsundhed, Velfærd og Ernæring ser frem til at give de studerende en mulighed for at gå i dybden med de mekanismer, der styrer stressreaktioner. Som det også kan ses på deltagerlisten, så er det langt fra kun forskere, der arbejder med dyrevelfærd, som kan have glæde af en større forståelse af stressreaktioner hos dyr.
Flere forskningsgrene har ikke tradition for at se stress hos dyr i en større sammenhæng, da forskerne forståeligt nok fokuserer på den kropsdel eller celletype, de studerer, forklarer Mette S. Herskin, der i en årrække har arbejdet med dyrs stressreaktioner.
Sammen med sin kollega, seniorforsker Jens Malmkvist, der er medarrangør af kurset, glæder hun sig meget til at tage imod kursisterne i midten af januar.
- De forskerstuderende har forskellige baggrunde og tilgange til stress, hvilket nok skal danne grundlag for nogle spændende diskussioner. Der er for eksempel. folk med arbejdsområder som kæledyrs adfærd, stress hos arktiske dyr som følge af global opvarmning, mennesker med traumatiske oplevelser, dyremodeller for humane sygdomme, og husdyrs velfærd, fortæller Mette S. Herskin.
Yderligere kurser på vej
Mette og Jens forventer at udbyde flere ph.d-kurser med fokus på andre emner relateret til stress hos dyr.
- Da vi planlagde dette kursus om stress hos dyr, så vi det som det første i en række, der alle omhandler nye tendenser inden for stressbiologi, og som holdes med et mellemrum på to til tre år. Det er det, vi vil arbejde på, fortæller hun.
For Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet er det glædeligt, at et af fakultetets første ph.d.-kurser nogensinde er blevet så efterspurgt.
- Vi glæder os rigtig meget over, at interessen er stor for de ph.d.-kurser, som vi har sat i søen, siger Bo Kjelde, administrator for ph.d.-skolen SAFE, fakultetets ph.d.-skole, som formelt har eksisteret i godt et år, og som har været med til at finansiere ph.d.-kurset.
Kurset er desuden støttet af forskeruddannelsesprogrammet SNAK og den tværfakultære stressgruppe ved Aarhus Universitet.
Yderligere oplysninger:
Seniorforsker Mette S. Herskin, telefon 8999 1328, mail: mettes.herskin@agrsci.dk eller seniorforsker Jens Malmkvist, telefon 8999 1314, mail: jens.malmkvist@agrsci.dk
Detaljer om ph.d.-kurset kan ses på: www.stressbiology.agrproject.dk
Yderligere oplysninger om ph.d.-skolen SAFE
Tekst: Søren Tobberup Hansen