Aarhus Universitets segl

Støtte til agrifood-teknologiske virksomheder i startup-fasen

Som en del af EIT Foods Seedbed-program, som Aarhus Universitet er en del af, er det nu muligt for nye startup-virksomheder inden for agrifood-teknologi at modtage træning, mentorordning og støtte på 10000 euro til kundeundersøgelser.

Har du en ny startup inden for agrifood-teknologi, der kan transformere fødevaresystemet? Så kan EIT Foods Seedbed-program være noget for dig.

Programmet støtter innovative iværksættere med idéer, der har potentiale til at forandre det agrifood-teknologiske område. Det kan for eksempel være inden for bæredygtige emballage, bioteknologi, robotteknologi og automatisering, smart farming, agroteknologi og big data.

- Programmet gør det muligt at teste markedet direkte med potentielle kunder og få indsigt i, hvordan man kommer fra forretningsplan til virksomhed. Det sker ved hjælp af en fem dage lang bootcamp i slutningen af maj, hvor der undervises i kundeorienterede metoder, der kan understøtte udviklingen af forretningsplaner, fortæller Charlotte Bay Hansen, der er koordinator for programmet og manager af Food eHub ved Institut for Fødevarer, og fortsætter:

- Deltagerne vil nyde godt af en mentorordning med førende eksperter i agrifood-sektoren, der har specialiseret viden om at skabe innovation i fødevaresektoren. Derudover vil man modtage en støtte på 10000 euro til at validere forretningsidéen med potentielle kunder. Så det er en enestående mulighed for iværksættere på fødevareområdet, og vi håber, at det vil tiltrække mange iværksætterspirer.

Interesserede startup-virksomheder skal søge inden 15. marts via linket her. 

OM EIT FOOD 

EIT FOOD er Europas førende fødevareinnovationsinitiativ, som har til formål at skabe en bæredygtig og fremtidssikker fødevaresektor. Initiativet består af et konsortium med nøgleaktører fra branchen, nystartede virksomheder, forskningscentre og universiteter fra hele Europa. EIT Food er et af otte innovations communities oprettet af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT), et uafhængigt EU-organ, der blev oprettet i 2008 for at drive innovation og iværksætteri i hele Europa. 


Yderligere oplysninger

Du kan læse mere om EIT Foods Seedbed-program her.  

Læs mere om Aarhus Universitets deltagelse i EIT Food:

Aarhus Universitet ny partner i stort europæisk innovationsnetværk på fødevareområdet

Kontakt:

Charlotte Bay Hansen
Manager for Food eHub
Institut for Fødevarer
E-mail: charlotte@food.au.dk
Telefon: 93508925