Aarhus Universitets segl

Soil Monitoring Law vedtaget i Europa-Parlamentet

Torsdag 23. oktober vedtog Europa-Parlamentet den længe ventede europæiske lov om jordbundsovervågning - the Soil Monitoring Law. Loven forpligter EU's medlemslande til at overvåge jordens sundhed, at hjælpe jordejere til at forbedre jordens sundhed, minimere tab af arealer med sund jord samt at håndtere forurenede områder.

Ordfører på Soil Monitoring Law, Martin Hojsík, var synligt begejstret efter afstemningen i Europa-Parlamentet 23. oktober 2025. Foto: Europa-Parlamentets Multimedia Centre

“Uden sunde jorde er der ingen fremtid, og uden viden om deres tilstand kan vi ikke beskytte dem. Jeg er meget glad for, at alle medlemslande endelig får bedre kendskab til deres jordes sundhed, og at landmænd vil blive hjulpet til at beskytte og forbedre den.”

Sådan udtalte den slovenske ordfører og medlem af Europa-Parlamentet, Martin Hojsík, torsdag i en pressemeddelelse. Umiddelbart forinden havde hans kollegaer i Europa-Parlamentet vedtaget loven om jordbundsovervågning the Soil Monitoring Law, der forpligter EU's medlemslande til at overvåge og vurdere deres jordes sundhed. En afstemning, der affødte stor begejstring hos det slovenske parlamentsmedlem.

Loven træder i kraft 20 dage efter, den er offentliggjort i the EU Official Journal. Herefter har medlemsstaterne 3 år til at implementere lovgivningen. 

Forpligter EU-lande til at vurdere jorden

Det overordnede mål er at opnå sunde europæiske jorde inden 2050 i overensstemmelse med EU’s ambition om “nul forurening”. Loven skal også skabe en mere sammenhængende og harmoniseret EU-ramme for jordovervågning.

I grove træk forpligter loven EU's medlemslande til at overvåge jordens sundhed, hjælpe jordejere til at forbedre jordens sundhed, minimere tab af arealer med sund jord samt at håndtere forurenede områder.

Overvågningen skal ske ved hjælp af fælles jordbeskrivere – der karakteriserer de fysiske, kemiske og biologiske aspekter af jordens sundhed for hver jordtype – og en EU-metode til udtagning af prøver.

Støtten til jordejere kan bestå i uafhængig rådgivning, uddannelsesaktiviteter og kapacitetsopbygning samt fremme af forskning og innovation og initiativer til at øge bevidstheden om fordelene ved jordens modstandskraft.

Offentlig liste over forurenede områder

Håndteringen af forurenede områder skal indebære, at hvert medlemsland udarbejder en offentlig liste over potentielt forurenede områder inden for 10 år efter lovens ikrafttræden og håndterer enhver uacceptabel risiko for menneskers sundhed og miljøet.

Desuden vil en vejledende liste over nye stoffer, der kan udgøre en betydelig risiko for jordens sundhed, menneskers sundhed eller miljøet, og som der mangler data om, blive udarbejdet 18 måneder efter, at loven træder i kraft. Denne liste vil omfatte relevante PFAS-stoffer og pesticider.

DCA har lavet en pdf, som opsummerer de grundlæggende elementer i the Soil Monitoring Law. Hent pdf’en her:

PÅ ENGELSK

PÅ DANSK

Vil du vide mere om the Soil Monitoring Law, kan du finde Europa-Parlamentets pressemeddelelse på engelsk her!