Se fremtidens teknologier i marken: Åbent hus i Value4Farm den 4. juni
Hvordan kan solceller, græs og gylle blive til både fødevarer og grøn energi, og spille bedre sammen på bedriften? Det kan du få svar på til et åbent hus-arrangement hos Value4Farm den 4. juni ved AU Viborg.

Tre teknologier, der kan ændre måden, vi bruger vores arealer på, bliver demonstreret i praksis, når forskningsprojektet Value4Farm inviterer til åbent hus. Her kan du som landmand, rådgiver eller energiplanlægger se løsningerne tæt på – direkte i marken og møde forskerne bag.
Fra mark til energiforsyning
Value4Farm arbejder med tre teknologiplatforme, der hver for sig, og i samspil, kan bidrage til et mere bæredygtigt og robust landbrugssystem:
- Agrivoltaics kombinerer solceller og afgrøder på samme areal. Det giver mulighed for både energiproduktion og fødevareproduktion på én og samme mark.
- Grøn bioraffinering forvandler græs til proteinfoder, gødning og andre biobaserede produkter med potentiale til at erstatte importeret soja og kunstgødning.
- Biometanisering omdanner restprodukter fra bioraffinering og husdyrgødning til grøn gas.
"Vi tror på, at fremtidens energiløsninger og landbrug skal udvikles sammen ikke hver for sig. Det kræver, at teknologierne fungerer i praksis, og derfor er vi glade for at kunne vise dem frem i marken," siger projektleder Uffe Jørgensen fra Aarhus Universitet.
Mød forskerne bag
Til åbent hus-arrangementet vil en række eksperter være til stede og dele deres viden. Du kan blandt andre møde:
- Uffe Jørgensen, Aarhus Universitet
- Maryam Rahimi Jahangirlou, Aarhus Universitet
- Kamau Lindhardt, Aarhus Universitet
- Morten Ambye-Jensen, Aarhus Universitet
- Michael Vedel Wegener Kofoed, Aarhus Universitet
Arrangementet afholdes i samarbejde med Green Valleys' seminar om biodiversitet ved græsdyrkning, så der er god mulighed for at få en inspirerende eftermiddag med både viden, netværk og demonstrationer i praksis.
Tid og sted
Onsdag den 4. juni 2025 kl. 15.00–17.30
AU Viborg, Blichers Allé 20, 8830 Tjele
Se programmet for dagen her.
Tilmelding her: https://events.au.dk/openhousegreenvalleysogvalue4farm
Læs mere om Value4Farm på www.value4farm.eu