Aarhus Universitets segl

Rapport viser gode resultater ved brug af trådløse sensorer til overvågning af kornlagre

Trådløse sensorer er gode og pålidelige til at overvåge kornlagre, fremgår det af teknisk rapport fra Aarhus Universitet, som har testet sensorerne, der de seneste år er kommet på markedet.

Trådløse sensorer udviklet af firmaet Webstech er testet i en teknisk rapport fra Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet. Sensorerne betegnes som et godt alternativ til traditionelle systemer med faste målesensorer placeret i lageret. Foto: Webstech

Kendskab til temperatur og fugtighed i korn og frø er afgørende for at sikre afgrøderne og mindske svind, når de er på lager. Denne viden er samtidig nødvendig for at styre tørringsanlægget optimalt.

De senere år har såkaldte integrerede trådløse sensorer, der er spredt ud i afgrøderne på lageret og kan måde temperatur og luftfugtighed, vundet frem. Blandt andet derfor har Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet udarbejdet en teknisk rapport, der beskriver test med SensSeed-sensorerne, som er udviklet af firmaet Webstech.

Og konklusionen efter en række test af sensorerne er klar:

- Systemet har fungeret uden problemer. Trådløse sensorbolde kan således være et godt alternativ til traditionelle systemer med faste målesensorer placeret i lageret og forbundet med kabler til en kontrolboks, forklarer Erik Fløjgaard Kristensen, akademisk medarbejder på Institut for Ingeniørvidenskab.

Han har blandt andet været med til at teste sensorboldenes evne til at måle temperatur og den relative fugtighed, blandt andet mens der blev blæst luft ind i det testede korn. Her viste forsøg, at der som minimum skulle være tre timers stilstand før de registrerede data kunne anvendes til at bestemme kornets tilstand og eventuelt til styring af tørringsanlæg eller beluftningsventilatorer.

I andre forsøg blev flere sensorer placeret i et planlager med fremavlsbyg med 17,5 procents fugtighed i efteråret faldende til 14,0 procent medio januar. En anden sensor var placeret i et planlag med maltbyg med en vandprocent på 14,1 procent. Efter beluftning og nedkøling hen over efteråret var vandindholdet faldet til 12,7 procent medio januar. Måleresultaterne for temperatur og relativ luftfugtighed blev testet, og forskerne konstaterede, at der var en klar sammenhæng mellem måleresultaterne fra sensorboldene og den faktiske ændring af kornets kvalitet.  

Rapporten ”Overvågning af kornlagre med integrerede trådløse sensorer”, Mechanical Engineering, Technical Report ME-TR-8 kan findes her.

Yderligere oplysninger: Akademisk medarbejder Erik Fløjgaard Kristensen, Institut for Ingeniørvidenskab, telefon: 8715 7659, e-mail: erikf.kristensen@eng.au.dk