Aarhus Universitets segl

Proteiner baseret på dansk biomasse

Et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet vil afdække potentialet med udnyttelse af grønne biomasser til fremstilling af protein, der skal anvendes som højkvalitetsfoder og fødevarer.

Forskere ved Aarhus Universitet leder et projekt, der har til hensigt at udvinde proteiner fra grøn biomasse. Proteinerne er blandt andet tænkt som erstatning for den store import af soja, som i dag anvendes som proteinkilde for mange produktionsdyr i landbruget. Foto: Jesper Rais

Biomasser som rød- og hvidkløver, lucerne og almindelig rajgræs indgår som vigtige brikker i et nyt forskningsprojekt ved Aarhus Universitet, hvor ambitionen er at efterkomme den stigende efterspørgsel på flere animalske fødevarer.

Det vil kræve flere proteiner, og de bliver for dansk landbrugs vedkommende fortrinsvist hentet fra Sydamerika via sojabønner. Den import er fra flere sider kritiseret, og derfor arbejder blandt andet det aarhusianske forskningsprojekt med at fremstille egnede alternativer til den populære soja, der anvendes som proteinkilde for landbrugets dyr.

Projektet, der har modtaget 17 mio. kr. fra forskningsinitiativet BioBase, der koordineres af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, har som mål blandt andet at optimere udvindingen af protein og andre højværdistoffer fra biomasser og græsser - herunder foretage kemiske, biokemiske og biologiske evalueringer af proteinfraktioner og sidestrømme fremstillet i laboratorie- og pilotskala. Endvidere skal projektets partnere, der tæller forskere for en række institutter på Aarhus Universitet, afdække mulighederne for at inkorporere protein fremstillet af grøn biomasse til erstatning for animalsk baseret protein som fødevarer.

- Forskningsplatformen vil tjene som afsæt for fremtidige store nationale og internationale projektsamarbejder inden for bioraffinering af grøn biomasse og vil også kunne anvendes i forhold til andre biomasser, fremhæver professor Knud Erik Bach Knudsen fra Institut for Husdyrvidenskab, der er leder for projektet.

I projektet skal blandt andet opbygges en teknologiplatform med proteinekstraktion og udnyttelse af sidestrømme fra processen.

Pilotanlægget, som opbygges i projektet, vil producere to hovedstrømme, dels en væskefraktion (grønsaft), der indeholder opløste proteiner, kulhydrater, mineraler mv., og dels en fraktion, hvor hovedparten er fibre (grønpiller).

Fra væskefraktionen vil forskerne udvinde proteiner og andre produkter ved at udfælde proteiner med varme og/eller justering af pH. Fraktionen tørres efterfølgende til et lagerfast produkt. Den faste fraktion afvandes og tørres til en grønpille, der kan anvendes til foder til kvæg eller søer eller som råvare i et centralt bioraffinaderi.

- Den anvendte råvare, der er frisk grøn biomasse, høstes på et tidligt udviklingstrin og er derfor kun lidt lignificeret. Derfor vil grønpillen være forholdsvis let forgærbar. I forhold til udgangsmaterialet vil proteinindholdet være cirka halveret, hvilket vil resultere i et fiberrigt energifoder, der vil være sammenligneligt med roepiller og citruskvas, men det vil have et højere indhold af protein. Et sådant foder er interessant som vom-venligt tilskudsfoder til malkekøer, som energigivende og mæthedsfremmende foder til søer og eventuelt som tilnærmet fuldfoder til ammekøer, får, heste osv., forklarer Knud Erik Bach Knudsen.

En anden del af projektet vil foretager vurderinger af den fiberrige del, der kommer ud af processen med proteinekstraktion.

- Vi skal undersøge den fiberrige sidestrøm, når vi foretager proteinekstraktionen. Den vil blive undersøgt ved hjælp af kemiske metoder, og vi vil foretage in-vitro-fordøjelighed til én- og flermavede dyr specielt med henblik på vurdering af potentialet for anvendelse til kvæg og søer, forklarer Knud Erik Bach Knudsen.  

En af projektets arbejdspakker går ud på at vurdere holdbarheden af proteiner fra grøn biomasse og de produkter, som er iblandet proteiner fra den grønne biomasse. Endvidere skal proteinerne evalueres i forhold til den ernæringsmæssige værdi for enmavede dyr og mennesker. Det sker ved hjælp af rotter og ileum-istulerede grise.

Yderligere oplysninger: Professor Knud Erik Bach Knudsen, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 87158063, e-mail: knuderik.bachknudsen@agrsci.dk

Fakta: Projektet ”Højkvalitetsprotein fra grøn biomasse – Grøn protein” er en af fire forskningsplatforme under forskningsinitiativet Biobase, som DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug koordinerer.

Projektet løber frem til udgangen af 2017. Foruden Institut for Husdyrvidenskab deltager Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Molekylærbiologi og Genetik i projektet.