Aarhus Universitets segl

Økologer skal selv dyrke og høste fremtidens gødning

De økologiske landbrugsorganisationer ønsker på sigt at udfase brugen af konventionel husdyrgødning i den økologiske produktion. Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at økologer med fordel kan erstatte husdyrgødning med såkaldt mobil grøngødning og stadig få samme effekt.

Ved Årslev på Fyn har AUs forskere undersøgt forskellige arter af grøngødningsplanter til produktion af mobil grøngødning. Foto: Jørn Nygaard Sørensen

Danskerne køber flere og flere økologiske grøntsager og frugter. Faktisk steg salget af økologiske varer fra dette sortiment 28 pct. fra 2014 til 2015. Men der skal nye boller på suppen, hvis de økologiske planteavlere i fremtiden skal producere varer nok til at modsvare den voksende efterspørgsel.

Udfordringen hedder gødning. Som situationen er nu, er det svært for økologiske planteavlere at få tilstrækkelig økologisk husdyrgødning, og de har derfor fået dispensation til at bruge en vis mængde konventionel husdyrgødning i produktionen. Men det er et udbredt ønske blandt økologer, at det på sigt får en ende.

Derfor har en række forskere på Aarhus Universitet arbejdet på at udvikle alternative gødskningsmetoder til økologisk landbrug, og i et netop afsluttet projekt har de vist, at man som alternativ til husdyrgødning i højere grad kan anvende mobil grøngødning – uden at det går ud over udbyttet. 

Læs mere om de konkrete projektresultater i artiklen: Dyrk bælgplanter og få mere kvælstof til rådighed

Flyt gødningen

Grøngødning er en flere hundrede år gammel måde at recirkulere næringsstoffer på og indebærer i traditionel forstand, at landmanden dyrker bælgplanter som eksempelvis rød- eller hvidkløver i sin mark. Det forklarer projektleder og seniorforsker ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, Jørn Nygaard Sørensen:

- Om efteråret eller foråret pløjer man bælgplanterne ned i jorden med det primære formål at lade dem virke som gødning for en efterfølgende hovedafgrøde. Det nye er, at vi har vist, at man i stedet for at pløje bælgplanterne ned i jorden, kan høste dem og bruge dem på en anden mark, hvor der eksempelvis dyrkes blomkål eller porrer, siger Jørn Nygaard Sørensen, der sammenligner metoden med, at en almindelig haveejer slår sit græs for så efterfølgende at lægge det afslåede græs over i urtehaven.

Høst flere gange og få bedre gødning

Den store fordel ved mobil grøngødning er, at man kan høste gentagende gange og få forskellige kvaliteter af gødning. Kvaliteten afhænger af forholdet mellem indholdet af kulstof og kvælstof. Hvis der er for meget kulstof i forhold til kvælstof i planten, vil det tage længere tid, før gødningen virker. Hvis der omvendt er meget kvælstof i forhold til kulstof, sker der en hurtig frigivelse af næringsstoffer.

- Når man dyrker grøntsager, er det afgørende, at gødningen virker hurtigt. Derfor giver det god mening at høste grøngødningen på et tidligt udviklingsstadie, der netop har et højt indhold af kvælstof i forhold til kulstof. Med mobil grøngødning kan man altså både høste flere gange og få bedre gødning, siger Jørn Nygaard Sørensen og pointerer, at der fortsat skal forskes i, hvordan grøngødning kan produceres mest hensigtsmæssigt.

Det vil formodentligt være fordelagtigt at dyrke grøngødningen på marginaljorde, blandt andet på foragre og langs markskel. Derudover skal det undersøges, hvordan økologerne kan erstatte fosfor som næringsstof, da grøngødning ikke er løsningen her.

- Afgrøderne har brug for at blive forsynet med næringsstoffer – og kun ved at sikre planterne optimalt forsyning i hele vækstperioden, er det muligt at optimere udbytte og kvalitet. Når vi om nogle år ikke længere kan bruge konventionel husdyrgødning, er det derfor helt afgørende, at økologiske planteavlere har adgang til nye alternativer, siger Jørn Nygaard Sørensen.


Yderligere information

Seniorforsker Jørn Nygaard Sørensen
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Mail: jornn.sorensen@food.au.dk
Telefon: 8715 8348

Projektet ”Maksimal produktion af økologisk kvælstof med mobil grøngødning” støttes af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, (GUDP) under Miljø- og Fødevareministeriet.

Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Økologisk Landsforening, GartneriRådgivningen A/S, Skiftekær Økologi Aps og Farmergødning I/S.

Læs mere om de konkrete projektresultater i artiklen: Dyrk bælgplanter og få mere kvælstof til rådighed