Nyt forskningsprojekt i plantesundhed hjælper den grønne omstilling på vej
Forskere fra Aarhus Universitet har fået en bevilling på godt og vel 11 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til et nyt projekt med titlen ”Temperatur induceret sygdomsresistens – TEMPRES”. Projektet skal understøtte den grønne omstilling i Danmark og EU ved at forske i planters resistens mod rustsygdomme, og hvordan resistensen påvirkes af temperatur.
Siger man grøn omstilling, så tænker de fleste på klimamålet med en reduktion af CO2-udledningen på 70% inden 2030. Men selvom klimagasser er det helt store samtaleemne, så indeholder den grønne omstilling mange flere problemstillinger og mål. For eksempel har Danmark og EU en ambition om, at det økologiske areal skal stige til 25% af det dyrkede areal, mens pesticidbelastningen skal reduceres med 50% inden 2030. Ifølge Mogens Støvring Hovmøller, der er professor i plantepatologi ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, er det i den forbindelse vigtigt med større fokus på planteforædlingens rolle i den grønne omstilling. Planteforædling er nøglen til udvikling af sorter med stabilt højt udbytte samt resistens mod de vigtigste plantesygdomme i vigtige afgrøder som fx hvede.
Sammen med to andre forskergrupper ved Aarhus Universitets center i Flakkebjerg har Mogens Støvring Hovmøller modtaget en bevilling på mere end 11 mio. kr. til et nyt projekt, som netop har fokus på plantesundhed, forædling og grøn omstilling.
”Der er en tendens til, at planteforædlingen bliver overset i debatten om den grønne omstilling. Fokus hos politikere og presse er, ganske naturligt, rettet mod målet om 70% reduktion af CO2. Derfor er det også ekstra glædeligt, at Danmark Frie Forskningsråd har givet os den her bevilling, så vi kan søge nye muligheder for at forbedre sygdomsresistens i hvede, som er den måske vigtigste afgrøde i den globale fødevareforsyning,” siger Mogens Støvring Hovmøller.
Samtænke patogen og miljø i forædlingen
I projektgruppen sidder forskere fra tre forskellige forskningssektioner ved Aarhus Universitet samt Nordic Seed A/S, der er en privat planteforædlingsvirksomhed med stærke forskningstraditioner indenfor planteforædling og sygdomsresistens.
”Nogle af de udfordringer, vi står overfor er, at faldende sygdomsresistens i planter i takt med, at patogenerne (red: sygdommene) tilpasser sig. Jo mere udbredt en sort er i dyrkningen, og jo større smittetrykket er generelt, jo større risiko er der for, at patogenerne tilpasser sig. Derfor er diversitet for sygdomsresistens meget vigtig i forhold til at forebygge sygdomsangreb i de afgrøder, vi dyrker,” forklarer Mogens Støvring Hovmøller.
”Forskning har vist, at effekten af sygdomsresistens i planter kan være stærkt påvirket af miljøet, for eksempel temperaturen. Derfor er man nødt til at samtænke både patogen og miljø, når man skal udvikle fremtidens afgrøder med effektiv sygdomsresistens,” forklarer adjunkt Chris Sørensen fra Institut for Agroøkologi, der var med til at formulere forskningsprojektet.
Helt nyt forskningsområde
Udviklingen af nye patogene sygdomsracer har traditionelt været årsagen til planternes mistede resistens, og der er konstant brug for at finde ny resistens blandt andet mod rustsvampe. Men det har vist sig, at rustsvampe, som ofte angriber hvede, hyppigere angriber afgrøderne i takt med mildere vintre som følge af klimaforandringer, mens den seneste forskning fra AU har vist, at kulde kan gøre hvedeplanter, der ellers er modtagelige, resistente overfor den alvorlige gulrustsygdom.
”Vi har fundet, at rustmodtagelige sorter af vinterhvede kan udvikle resistens efter en kuldeperiode. Fænomenet kaldes kuldeinduceret resistens og vores studier er de første til at vise en stærk effekt mod gulrust,” fortæller Chris Sørensen.
Og det er netop det, forskerne har fået bevillingen til at undersøge. Man har tidligere forædlet sorter med kuldeinduceret resistens mod en anden svamp, sneskimmel, men kulde-induceret resistens mod rust er ikke tidligere blevet undersøgt eller udnytte i vinterafgrøder, ligesom rustsvampens mulighed for tilpasning til en sådan resistens heller ikke tidligere er undersøgt.
Projektet, der har titlen ”Temperature induced disease resistance”, vil understøtte den grønne omstilling ved at undersøge følgende:
- genetisk grundlag for temperatur-induceret resistens overfor rust i vinterhvede
- udvikling af genetiske markører for målrettet udnyttelse af denne form for resistens i planteforædlingen
- risiko for tilpasning samt holdbarhed af temperatur-induceret rustresistens i hvede
I projektet er fokus på tre forskellige rustsygdomme: gulrust, brunrust og sortrust. Og projektgruppen har særdeles gode forudsætninger for arbejde, da Institut for Agroøkologi i Flakkebjerg huser ”Det Globale Rustcenter”, der tjener som et globalt knudepunkt for forskning i rustsygdomme.
Afgørende for bæredygtig grøn omstilling af landbruget
Det nye projekt fokuserer altså på en af de mindre kendte, men ikke mindre vigtige, sider af den grønne omstilling. Og resultaterne fra projektet forventes at kunne spille en stor rolle for den grønne omstilling i særdeleshed i forhold til Danmarks og EU's mål om at halvere brugen af pesticider, samt øge det økologiske dyrkningsareal.
”Det er ganske enkelte bydende nødvendigt, at vi får tænkt planteforædling ind i den her kontekst. Og derfor er det projekt meget vigtigt, og vi er glade for, at Danmarks Frie Forskningsråd har valgt at støtte vores projekt. Jeg tror, at det er de færreste, der gør sig klart, hvilken kæmpe opgave vi står overfor i den grønne omstilling. Vi skal måske to eller tre doble det økologiske areal i hele Europa på ganske få år, og samtidig skal pesticidbelastningen på det konventionelle areal reduceres markant. Så vi har brug for dette og lignende projekter, hvor vi via planteforædling kan udvikle nye sorter, som har bedre og mere holdbar resistens mod både kendte og nye sygdomme, som vi helt sikkert kommer til at kæmpe med i en verden med mere ekstremt vejr og klima”, siger Mogens Støvring Hovmøller.
Yderligere oplysninger | |
Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger: | |
Samarbejdspartnere | Aarhus Universitet og Nordic Seed A/S |
Finansiering | Projektet ”Temperature induced disease resistance” er finanseret af Danmarks Frie Forskningsfond med en bevilling på 11.391.279 kr. |
Læs mere | Projektet er organiseret som et partnerskab mellem Nordic Seed A/S og tre komplementerende forskergrupper ved Aarhus Universitet. Projektet bygger på kendte plantefysiologiske undersøgelser baseret på en unik samling af meget forskelligartede rustisolater fra hele verden. |
Kontakt | Professor Mogens Støvring Hovmøller, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 22283361 eller mail: mogens.hovmoller@agro.au.dk Adjunkt Chris Sørensen, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Mail: chris.sorensen@agro.au.dk Professor Torben Asp, Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning, Aarhus Universitet. Tlf.: +4587158243 eller mail: torben.asp@qgg.au.dk Lektor Kim Hebelstrup, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +4587158271 eller mail: kim.hebelstrup@agro.au.dk |