Aarhus Universitets segl

Nye muligheder for udvikling af den cirkulære bioøkonomi

Forskningsplatforme i Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO) åbner nye muligheder for interdisciplinær forskning, erhvervssamarbejde og videnoverførsel. Og det er der er stor interesse for, viste et seminar på Aarhus Universitet Foulum.

Målet med CBIO seminaret var blandt andet at præsentere forskningsplatformene. Foto: Jette Ilkjær

Vi bruger langt flere ressourcer end jordkloden kan stille til rådighed. Ifølge organisationen Global Footprint Network forbruger vi globalt set, som om at der var 1,7 jordklode til rådighed. I Danmark har vi et forbrug, der ville kræve 3,6 jordkloder at dække.

Med stigende befolkningstilvækst bliver problemet kun større, og den nuværende lineære økonomi er ikke længere bæredygtig. I stedet er der behov for en cirkulær økonomi, hvor ressourcer recirkuleres, og deres værdi udnyttes så længe som muligt.

Stort potentiale for innovative virksomheder

En omstilling til en cirkulær økonomi behøver ikke nødvendigvis at være kostbar. For innovative virksomheder kan den cirkulære økonomi rumme et enormt forretningsmæssigt potentiale. Og flere danske landbrugs- og fødevarevirksomheder er allerede ganske langt i omstillingen fra lineær til cirkulær økonomi.

Overgangen fra lineær til cirkulær økonomi kræver imidlertid ny viden, og vidensbehovet er langt mere komplekst end tidligere. Virksomhederne har derfor ofte et forsknings- og vidensbehov, som går på tværs af traditionelle forskningsdiscipliner.

På den baggrund er der stor interesse for arbejdet i Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO), siger centerleder Uffe Jørgensen på baggrund af, at et delvist internt CBIO seminar kunne samle over hundrede deltagere.

-     CBIO er etableret med henblik på at skabe samarbejde mellem forskellige discipliner. Vi har etableret syv forskningsplatforme, som tilsammen dækker en stor del af bioøkononomien. Målet med arrangementet var bl.a. at præsentere forskningsplatformene og give deltagerne mulighed for at se, hvordan de kan drage fordel af den samlede bioøkonomiske forskning ved Aarhus Universitet, siger Uffe Jørgensen.

Professorat i bæredygtig mælkeproduktion

En af de virksomheder, som er længst fremme i omstillingen, er ARLA. Virksomheden har et tæt samarbejde med CBIO, og vil bl.a. finansiere et professorat i ”sustainable dairy production”.

-     Satsningen er et led i vores overordnede strategi for øget bæredygtighed, siger Anna Flysjö, som er Life Cycle Sustainability Manager ved Arla Foods og en af indlægsholderne på seminaret.

Der er stor fokus på mælkeproduktionens belastning af klima og miljø. Arlas strategi er derfor at reducere anvendelsen af fossile ressourcer ved at øge anvendelsen af vedvarende energi og øge recirkuleringen af bl.a. næringsstoffer.

-     Professoratet skal medvirke til, at omstillingen gennemføres effektivt og bæredygtigt, forklarer Anna Flysjö.

Danmark har kompetence til at blive internationalt førende

Danske virksomheder er allerede meget langt fremme, siger Lorie Hamelin, som også gav indlæg på CBIO seminaret. Lorie Hamelin er gæsteforsker ved CBIO og samtidig leder af det nye forskningsprojekt CAMBIOSCOPE, som skal arbejde med udvikling af samfundsstrategier for udfasning af fossile ressourcer. Projektet er finansieret af den franske præsident Emmanuel Macrons initiativ ”Make Our Planet Great Again”.

Lorie Hamelin mener, at førerpositionen bl.a. skyldes, at dansk forskning er forholdsvist langt fremme og skaber praktiske løsninger i et tæt samarbejde mellem virksomheder og forskningsmiljøer. Bl.a. har Aarhus Universitets netop afsluttede forskningsprogram BioBase og Innovationsfondens BioValue givet et væld af ny viden om mulighederne for øget produktivitet og cirkularitet samt nye produkter i landbrugs- og fødevareproduktionen.

Lorie Hamelin peger dog på, at det er en skam, at Danmark ikke udarbejder en national strategi for cirkulær bioøkonomi.

-     Bioøkonomi er i høj grad et europæisk koncept, men i flere lande er målsætningerne på det bioøkonomiske område i bedste fald en håndfuld gode ønsker. Danmark har viden og kompetence, der gør det muligt at udarbejde en operationel strategi, som ville kunne virke som inspiration for det øvrige Europa, siger hun. 


De syv forskningsplatforme i CBIO

·         Dyrkning og håndtering af grøn biomasse

·         Dyrkning og håndtering af marin biomasse

·         Bioraffinering, konvertering og recirkulering

·         Biobaserede materialer og bio-olier

·         Fodermidler og biprodukter

·         Fødevarer og ingredienser

·         Samfund, bæredygtighed og økonomi


Yderligere oplysninger

Uffe Jørgensen, centerleder CBIO

Email: uffe.jorgensen@agro.au.dk

Tlf:  87 15 77 29 /  21 33 78 31