Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nyansættelser skal styrke forskning i bæredygtig emballering

Med ansættelsen af to nye og højtspecialiserede tenure tracks vil Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet styrke sit strategiske fokus på forskning i innovative, bæredygtige emballeringsløsninger.

12.05.2020 | Lise Bundgaard

Foto: Colourbox

Institut for Fødevarer har i foråret ansat to nye og højtspecialiserede tenure tracks, Mario M. Martinez og Ilke Uysal Unalan, der - med adskillige års international erfaring fra førende forskningsinstitutioner - skal bidrage til at styrke forskningen i innovativ, bæredygtig emballering.

De er begge tilknyttet forskningsgruppen Fødevarekemi- og Teknologi, som især arbejder med råvarers og fødevarers kvalitetsforskelle i relation til produktion samt i forbindelse med processering, emballering og opbevaring af fødevarer.

- Vi har strategisk fokus på forskning i innovative emballeringsløsninger, der kan forhindre madspild og bidrage til en bæredygtig udvikling i fødevareindustrien. Med ansættelsen af Mario M. Martinez og Ilke Uysal Unalan får vi et endnu stærkere forskningsmiljø på dette område, fortæller Lars Wiking, der er leder af forskningsgruppen Fødevarekemi- og Teknologi.

Specialister i bæredygtige løsninger

Mario M. Martinez og Ilke Uysal Unalan blev begge ansat på Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet i april 2020 – og begge i rollen som tenure track adjunkter.

Mario M. Martinez’ kommer fra en tenure track-stilling som adjunkt på Guelph Universitet i Canada, mens Ilke Uysal Unalan kommer fra en postdoc-stilling på ETH Zurich, som er det nationale teknologiske institut i Schweiz, hvor hun har været beskæftiget på laboratoriet for fødevarer og bløde materialer

Mario M. Martinez’ forskning fokuserer på at karakterisere kulhydratpolymerer og deres modifikation gennem procesforstærkende teknologier:

- I fremtidens bioøkonomi skal vi minimere vores afhængighed af fossile brændstoffer til fordel for kulhydratbaserede materialer og grønne teknologier. Min forskning handler om at omdanne affald fra landbruget til biopolymerisk råmateriale, der kan bruges til at skabe bæredygtige emballeringsløsninger til nye fødevarer, fortæller Mario M. Martinez.

Ilke Uysal Unalan forskning vedrører hovedsagligt udviklingen af grønne, bæredygtige emballeringsløsninger, som bruger nanoteknologi og/eller aktive emballager med det formål at forlænge holdbarheden for forskellige fødevareprodukter. Derudover beskæftiger hun sig med polymerers bionedbrydelighed og komposteringsevne, og grundlæggende forståelse for frigørelsesmekanisme i (bio)polymerers matrix ved direkte og indirekte teknikker.

- Der er efterspørgsel efter mere bæredygtige fødevareemballager, som er fleksible, transparente og multifunktionelle, og som kan sikre lang holdbarhed. Min forskning sigter efter at imødekomme denne efterspørgsel, især ved at styrke den del af det videnskabelige grundlag for fødevareemballering, der vedrører bæredygtige materialer, siger Ilke Uysal Unalan.

Tværfaglig innovation

Selv om Mario M. Martinez og Ilke Uysal Unalan er en del af forskningsgruppen Fødevarekemi- og Teknolog, kommer de til at arbejde på tværs af instituttets fem forskningsgrupper:

- Vores forskning i emballering på Institut for Fødevarer omfatter kvalitetsparametre inden for både sensorik, mikrobiologi og oxidation. Samtidig skal forskningen tage hensyn til omgivende samfund, hvor der efterspørges sunde fødevareløsninger, der er nemme at gå til. Der er mange forskningsmæssige aspekter af emballering, og det er afgørende, at vi samarbejder på tværs af faggrupper for at nå frem til de bedste løsninger, siger Lars Wiking.


Kontakt

Lektor Lars Wiking
Forskergruppeleder, Fødevarekemi- og Teknologi
lars.wiking@food.au.dk
Mobil: 22124179

Food, DCA