Selvom naturlige vådområder kun udgør 6% af det samlede globale landareal, så udgør de en væsentlig del af verdens økosystemer. Over de seneste 200 år er antallet af vådområder halveret på verdensplan. I Danmark er mere end 90% af vådområderne forsvundet, mens det tilsvarende tal for Sverige er 65%. 

”Tab af vådområder er problematisk. De har en vigtig rolle som økosystem, da de tjener som levested for flora og fauna, mindsker udledning af kvælstof, fjerner forurening og så videre,” fortæller postdoc Morten Graversgaard fra Institut for Agroøkologi. 

Sammenligner Danmark og Sverige

For nyligt publicerede han sammen med kollegaer fra Danmark og Sverige en artikel, der giver en historisk gennemgang af vådområdeprogrammer i henholdsvis Danmark og Sverige. 

”Det er først indenfor de seneste 35 år, man fra politisk side sådan rigtig har fået øjnene op for vigtigheden i de her vådområder. Derfor har vi også fra politisk side i Danmark oplevet en række høje og optimistiske mål i forhold til at udnytte vådområder som en hurtig vej til at reducere udledning af kvælstof. Desværre kan vi også påvise, at hver gang der er sat politiske mål for, hvor mange vådområder, der skal implementeres, og hvor meget kvælstof der skal reduceres, så nås disse mål ikke, hverken i Sverige eller Danmark. Det viser, at der er behov for mere realisme i politikudviklingen og/eller nye værktøjer til implementeringen af vådområder” fortæller Morten Graversgaard. 

Den historiske gennemgang viser, at der i Danmark har været et stort fokus på netop kvælstofeffekterne og tab heraf. Sverige, som startede tidligere end Danmark, har haft et mere multifunktionelt fokus i deres vådområdeprogrammer, men har ikke haft samme klare overvågningsprogram af kvælstofeffekter som i Danmark. 

”Vores analyse viser en klar forskel på de to landes vådområdeprogrammer. Danmark overser de multifunktionelle muligheder, der er i etableringen af vådområder, mens Sverige ikke opgør kvælstofeffekterne. En anden forskel er at man i Danmark har fokuseret på implementering af store områder på op til 2000 ha, mens man i Sverige har fokuseret på at vådlægge de lettere tilgængelige områder, hvorfor de nu står over for en udfordring i den videre implementering,” forklarer Morten Graversgaard. 

I Sverige har man arbejdet med at implementere mange mindre områder, det vi kalder minivådområder, ved at fokusere på de områder, der enten er let tilgængelige eller områder med de mest samarbejdsvillige parter. Derfor står de nu overfor at skulle implementere større vådområder, hvor de måske vil møde større modstand, eller som er svært tilgængelige. 

Ni anbefalinger

Ifølge forskerne har udviklingen skiftet fokus fra en lokal landskabsstrategi understøttet af den nationale regering til en bredere EU-tilgang, hvor støtte gennem EU landdistriktsprogram i højere grad udnyttes. Dette giver mulighed for forskellige indsatser i forskellige områder, ligesom det lukker op for bedre tilpassede politikker og samarbejder. Men der er ifølge forskerne stadig behov for en videre udvikling af strategierne for implementering af nye, vedligeholdelse af nuværende eller genoprettelse af gamle vådområder.  

”Vores resultater viser, at det kræver mere rådgivning og støtte fra statslige, regionale og lokale myndigheder, såvel som fra landbrugsorganisationer at sikre en mere vellykket og omkostningseffektiv implementering af vådområder” fortæller Morten Graversgaard. 

Derfor præsenterer forskerne ni anbefalinger til, hvordan man løser nogle af de begrænsningerne, der kan opstå, når man skal implementere flere vådområder i fremtiden: 

1. Øg rådgivning, information og støtte til lodsejere
2. Involver lodsejere tidligere i processen
3. Invester på lang sigt, det tager lang tid at implementere vådområder, hvis de skal være gode
4. Fortsæt restaurering af nuværende vådområder
5. Kvantificer vådområdernes forskellige økosystemtjenester og målret til fremtidig implementering
6. Inkluder forskellige økonomi- og kompensationstyper i implementeringen. Der skal være incitamenter for at få et stort omfang, når der er tale om frivillige ordninger. 
7. Overvåg og samstem forvaltningen af vådområder og de tilhørende natur- miljø- og klimapolitikker
8. Brug en mere afbalanceret blanding af politiske værktøjer i implementeringen af nye vådområder
9. Brug flere kræfter på at finde de mest optimale steder til implementering af vådområder i landskabet

”Generelt er der behov for mere rådgivning og støtte fra staten, regionale og lokale deltagere, ligesom det også er vigtigt, at landbrugsorganisationerne kommer på banen. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt samarbejdet mellem de politiske organer og lodsejere er. Derudover er politikere og beslutningstagere nødt til at acceptere, at det tager lang tid fra nye politiske mål for implementering af vådområder til, at man kan se resultatet af en genopretning eller implementering af nye vådområder,” fortæller Morten Graversgaard.