Aarhus Universitets segl

Når sundt smager godt

Selvom børn er glade for søde sager, kan de sagtens vænne sig til at være glade for sunde fødevarer. Det kræver bare, at man forstår at servere produkterne og måltiderne på en måde, der appellerer til børnene.

Børn kan vænnes til at spise sunde fødevarer ved at bruge nogle enkle kneb, såsom ændring af farven, formen eller serveringen af produktet eller måltidet. Foto: Nina Eggers

Det kan være svært at lokke børn til at spise grønsager og drikke mælk i stedet for at guffe i sig af usunde søde og fede produkter. Sundt falder nemlig ikke altid i ungernes smag. Det hjælper ikke at fortælle børnene, hvor vigtigt det er at spise sundt, og tvangsfodring er heller ikke vejen at gå. Hvad gør man så?

 

Forskere fra Aarhus Universitet har set på sagen og fundet, at sundt sagtens kan falde i børns smag. Det kræver blot, at man drejer på de rigtige knapper i forbindelse med madens sammensætning og servering.

 

En af måderne, hvorpå man kan give sund mad mere børneappel, er ved at gøre maden mere kompleks. For at gøre en fødevare mere kompleks kan man for eksempel ændre på dens sammensætning af farver, hvordan den serveres eller tilsætte noget ekstra til den.   

 

- Ved at ændre på madens kompleksitet kan man ændre børnenes opfattelse og præference for sunde fødevarer, siger ph.d. Heidi Kildegaard fra Aarhus Universitet, som netop har afsluttet sit ph.d.-projekt om emnet. Hun fandt blandt andet, at gør man yoghurt mere kompleks ved at tilsætte frugt, fibre eller naturlige smagsforstærkere eller ændrer på farven, falder det i god smag hos børnene. Tilsætningen har to fordele: børnene spiser et sundt fermenteret mejeriprodukt, og de får ekstra frugt samt fibre i sig.   

 

Form og farve er vigtige

Forskerne udførte en lang række forsøg for at undersøge betydningen af fødevarers sammensætning, smag og udseende på, hvad børn foretrækker.

 

Det var børn i aldersgruppen 9-14 år, der deltog i undersøgelserne, og de fødevarer, som børnene skulle tage stilling til, var blandt andet yoghurt, smoothies, æblejuice, saft, brød, frugt og grøntsager. 

 

Forskerne fandt, at for børn betyder udseende, form og farver en hel del. Når børn eksempelvis vælger yoghurt ud fra dets udseende, foretrækker de et produkt med farve og uden synlige stykker frugt. Skal de have æbler, synes de, at det er lækkert, når æblerne er skåret i mindre stykker, og at der måske endda er flere forskellige farver at vælge i mellem på tallerkenen. Vælger de derimod ud fra smag, skal yoghurten helst have meget frugt tilsat, hvilket understreger vigtigheden af, at forældrene søger for, at børnene smager på maden.

 

I undersøgelserne så Heidi Kildegaard også på, hvad børn synes om surt og sødt. Generelt betragtet er børn ikke vilde med noget, der er for surt, men der er en vis gruppe af børn, som godt kan lide drikkevarer med sur smag. I den anden ende af skalaen viste det sig, at børn er glade for den søde smag, men at der er en øvre grænse for, hvor sødt sagerne må være.

 

- Det viser, at der ingen grund er til at pumpe fødevarer med sukker. Faktisk er der nogle børn, der foretrækker den sure smag, siger Heidi Kildegaard.

 

Sundhed i smug

Lidt list må man også bruge. Hvis en sund fødevare er kedelig eller har en smag, som børn ikke synes så godt om, kan man dække over det ved at tilsætte noget andet. Man maskerer simpelthen det kedelige med noget, som børn synes er appetitligt.

 

Eksempelvis fandt Heidi Kildegaard, at et øget frugtindhold i yoghurt kan maskere en reduktion af fedtprocenten, og at rød farve i saften kan distrahere fra opfattelsen af, at saften er sur. Gør man en yoghurt mere cremet, kan man slippe af sted med en lavere fedtprocent og mindre sukker i produktet.

 

Som en del af projektet undersøgte forskerne også, om man kan vænne børn til at spise sundere og mere varieret ved at vænne dem til de gode vaner. Det kan man godt, men det skal ske i etaper.

 

- Man kan ikke bare give det samme simple produkt igen og igen, men vores resultater viser, at der er nogle værktøjer, man kan bruge. Man kan gøre fødevaren kompleks eller bruge maskering. På den måde vænner børnene sig til de sunde fødevarer hen ad vejen, siger Heidi Kildegaard.

 

Arbejdet blev udført i samarbejde med MAPP - Centre for research on customer relations in the food sector ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

 

Yderligere oplysninger: Ph.d. Heidi Kildegaard, Institut for Fødevarer, e-mail: heidi.kildegaard@agrsci.dk, telefon: 8715 4879

 

Tekst: Janne Hansen, e-mail: janne.hansen@agrsci.dk