Når borgere bidrager til videnskaben

Gangbroen strækker sig over vådområdet som en smal sti gennem landskabet. Omkring den glimter vandet mellem mosser og græs. En besøgende stopper op, får øje på et skilt og tager telefonen frem. Et hurtigt scan af en QR-kode afslører en enkel opgave: mål vandstanden, tag et billede af vegetationen, måske registrer jordens temperatur. Det tager kun få minutter. Alligevel kan observationen blive en del af en langt større fortælling om, hvordan Europa genopretter nogle af sine mest værdifulde økosystemer.

Det er citizen science i praksis.

Ifølge forskere i to store europæiske projekter, WET HORIZONS og NBS4Drought, kan denne tilgang være med til at løse en af de største udfordringer i miljøvidenskaben i dag: hvordan man overvåger naturen over lang tid.

Mere end forskerne

“Citizen science handler om borgere i videnskab,” siger Lorenzo Pugliese, specialkonsulent ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.

Men begrebet rækker langt ud over blot at bede frivillige om at indsamle data.

“Det er et samarbejde,” forklarer han. “Borgerne bidrager til videnskaben, men videnskaben giver også noget tilbage: viden, engagement og en stærkere følelse af tilknytning til et sted.”

Den udveksling bliver stadig vigtigere, efterhånden som forskere forsøger at forstå, hvordan økosystemer reagerer på genopretning. Vådområder, tørvemoser og andre naturbaserede løsninger udvikler sig langsomt. Deres genopretning kan tage årtier, mens de fleste forskningsprojekter kun varer få år. Forskere kan overvåge et område, mens projektet løber. Derefter ophører finansieringen ofte, og systematisk overvågning bliver vanskelig.

“Vi genopretter et område, overvåger det måske i fire år, og derefter ved vi ikke præcist, hvad der sker,” siger Lorenzo Pugliese. “Samtidig er det fysisk umuligt for forskere alene at overvåge hundredvis af steder over lange perioder. Her kan citizen science være med til at udfylde hullet.”

Udfordringen er særlig relevant for tørvemoser. De dækker kun omkring tre procent af Jordens overflade, men lagrer dobbelt så meget kulstof som alle verdens skove tilsammen. De understøtter sjælden biodiversitet og hjælper med at regulere vandbalance, hvilket reducerer både tørke og risikoen for oversvømmelser. Derfor er det afgørende at overvåge, om genopretningsprojekter virker.

Et levende laboratorium i Lille Vildmose

For WET HORIZONS tilbyder Lille Vildmose i Nordjylland et ideelt testområde. Området er et af Nordeuropas største højmoser og tiltrækker hvert år tusindvis af besøgende, mange af dem med interesse for natur og naturbeskyttelse.

“Vi vidste, at folk, der besøger Lille Vildmose, ofte ved en hel del om vådområder, planter og dyreliv,” siger Lorenzo Pugliese. “Så vi tænkte, at det var et godt sted at afprøve citizen science-aktiviteter.”

Forskerne etablerede målestationer både i besøgscentret og ude i landskabet. Her kan besøgende måle grundvandsstand med specialdesignede flydende målestokke, registrere jordtemperatur med simple termometre og uploade fotos af planter, dyr og omgivelser. Redskaberne er bevidst enkle.

“Vi forsøgte at skabe noget meget håndterbart og brugervenligt,” siger han. “Folk får instruktioner via QR-koder, foretager målingerne og indberetter dem online.”

Til forskernes overraskelse viste målestationen ude i landskabet sig at være mere populær end den inde i besøgscentret. Folk virkede mere motiverede for at deltage, når de stødte på aktiviteterne direkte i naturen.

Kan dataene bruges?

Potentialet i citizen science er tydeligt. Tusindvis af besøgende kan indsamle observationer, som ingen forskergruppe ville have råd til at indsamle alene. Men et afgørende spørgsmål står tilbage: kan dataene bruges?

Det spørgsmål blev centralt i WET HORIZONS-projektet.

I stedet for straks at bruge borgernes data til videnskabelige konklusioner valgte forskerne først at validere metoden. De installerede automatiske sensorer, som konstant målte vandstand og jordtemperatur. Disse professionelle målinger kunne derefter sammenlignes med de observationer, som besøgende indsendte.

“Vi ville både teste aktiviteterne og validere dataene,” siger Lorenzo Pugliese. “Hvis vi kan bevise, at metoden virker, kan vi bruge og skalere den andre steder.”

Behovet for validering afspejler en bredere udfordring inden for citizen science. Selvom frivilliges observationer rummer et enormt potentiale, mangler miljøforskningen stadig robuste rammer for at integrere sådanne data i overvågningsprogrammer. Ifølge Lorenzo Pugliese er det en af grundene til, at citizen science stadig undervurderes, trods stigende udbredelse.

“Jeg tror, det har potentiale til at påvirke politik,” siger han. “Men vi har brug for mere strukturerede tilgange og stærkere rammer for at vise, at dataene kan bruges pålideligt.”

Mere end data

Citizen science handler dog om mere end tal. Som forskerne har erfaret, afhænger et projekts succes lige så meget af kommunikation som af metode.

En oplevelse har især gjort indtryk på Lorenzo Pugliese. Under fejringen af Lille Vildmoses 20-års jubilæum mødte han en dansk gymnasielærer, som besøgte WET HORIZONS-standen. Hun læste projektets undervisningsmateriale og udforskede måleaktiviteterne. Reaktionen overraskede ham.

“Hun var utrolig begejstret for den måde, vi fortalte historien på,” fortæller han. “Hun mente, det ville engagere hendes elever.”

For Lorenzo Pugliese pegede mødet på noget afgørende:

“Kraften i at formidle en idé er det første skridt. Hvis man misser det skridt, mister man muligheden. Man mister en borger og dermed også en måling.”

Den indsigt stemmer overens med nyere forskning i citizen science. Selvom apps, smartphones og QR-koder gør det lettere at deltage, udspringer motivationen ofte af noget dybere: en tilknytning til landskabet, et ønske om at beskytte naturen og viljen til at bidrage til videnskab og samfund.

Fremtidens naturgenopretning

Citizen science er allerede ved at blive en fast del af europæiske miljøprojekter. I NBS4Drought, som undersøger, hvordan vådområder kan fungere som naturbaserede løsninger på stigende tørkerisiko, spiller borgerinddragelse igen en vigtig rolle. Det er en ny og effektiv måde at skabe effekt både i naturen og i samfundet.

Ifølge Lorenzo Pugliese vil fremtidens naturgenopretning sandsynligvis afhænge af tættere samarbejde mellem forskere og borgere. Ikke fordi frivillige kan erstatte forskere, men fordi de miljømæssige udfordringer i Europa er blevet for store til, at videnskaben kan løfte dem alene.

Mens EU arbejder mod ambitiøse mål for naturgenopretning, har forskere brug for bedre metoder til at forstå, hvordan økosystemer ændrer sig over år og årtier. Den viden kan komme fra satellitter, sensorer og feltarbejde, men også fra helt almindelige mennesker, der går gennem et vådområde, stopper ved en QR-kode og vælger at bruge et par minutter på at hjælpe videnskaben.

Mere information

Læs mere om projekterne her: Wet Horizons og NBS4Drought

Kontakt:
Specialkonsulent Lorenzo Pugliese, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: 93521064 eller mail: lorenzo.pugliese@agro.au.dk

Kommunikationsrådgiver Camilla Brodam Galacho, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: 93522136 eller mail: brodam@agro.au.dk