Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mange udfordringer ved udtagning af lavbundsjord

Vådlægning af lavbundjorde med et højt indhold af organisk kulstof er et vigtigt led i at reducere de danske CO2-emissioner. Det er imidlertid et stort behov for viden, som kan optimere klimaeffekten og reducere uønskede effekter på vandmiljø og biodiversitet.

19.02.2020 | Claus Bo Andreasen

Foto: Colourbox.

Dræning og dyrkning af jord med et højt indhold af organisk kulstof er en betydelig kilde til udledning af klimagasser. AU har opgjort, at der i Danmark dyrkes omkring 98.000 ha med et kulstofindhold på mellem 6-12 procent og omkring 73.000 ha er egentlig tørvejord med et organisk kulstofindhold på over 12 procent. I alt er der således omkring 171.000 ha med et højt indhold af organisk kulstof.

I de nationale emissionsopgørelse anslås det, at det samlede areal med dyrkede organiske jorder (171.000 ha) udleder 5,7 mio. ton CO2 om året, svarende til knap 40% af landbrugets samlede udslip af drivhusgasser.

Udledningerne skyldes, at jorden iltes i forbindelse med dræning og dyrkning, hvorefter det organiske kulstof hastigt nedbrydes til CO2 af mikroorganismer i jorden. Det reducerer jordens indhold af kulstof, og samtidig bliver tørvetykkelsen mindre.

Der er selvsagt stor interesse for at begrænse udledningerne af klimagasser fra de dyrkede organiske jorde, og dette kan gøres på vandløbsnære lavbundsarealer ved at vådgøre jorderne, dvs. ved at hæve vandstanden, således at medbrydningen af det organiske stof bremses på grund af mindre iltadgang.

Der er dog også mange andre forhold, der kan spille ind, når disse arealer vådlægges. På den ene side kan nogle af disse nye vådområder komme til at fungere som kvælstoffiltre, der kan være med til at løse en del af landbrugets udledninger af kvælstof til vandmiljøet.

Nye naturområder vil også kunne være med til sikre noget mere sammenhængende dansk natur. På den anden side kan vådlægning også øge udledningerne af fosfor til vandmiljøet og udledninger af metan, som er en kraftig klimagas.

Det handler altså om at lave denne udtagning og vådlægning klogt, så fordele for miljø og klima fremmes og ulemper begrænses.

Risiko for udledning af fosfor

Etablering af områder med høj vandstand kan som nævnt medvirke til at reducere udledningen kvælstof til vandmiljøet. Det sker som følge af, at mindre ilt i jorden favoriserer omsætningen af nitrat ved denitrifikation, hvor nitratkvælstof omdannes til uskadeligt frit kvælstof. Det kræver dog, at kvælstof fra de omliggende marker udledes til vådområdet og ikke direkte ud i vandløbet.

Til gengæld kan vådlægningen øge udledningen af fosfor til vandmiljøet. De organiske jorde har ofte et højt indhold af jernbundet fosfor, som kan blive frigivet når iltadgangen bliver lavere ved vådlægning.

Forskerne peger derfor på, at der er behov for en bedre karakterisering af de forhold, som har betydning for frigivelse og tilbageholdelse af fosfor på forskellige lavbundsjorde. Herudover er der behov for at udvikle afværgeforanstaltninger på de arealer, hvor øget fosforudledning vurderes at blive et problem.

Øget udledning af metan

Vådlægning af organisk jord indebærer også en risiko for øget udledning af metan, som er en potent drivhusgas. Udenlandske undersøgelser viser, at udledningerne kan være så store at der kan gå adskillige år, før der opnås en reel klimaeffekt. Metanudledningen vil dog afhænge af, hvorvidt jorden er fuld vandmættet, og hvordan de lokale jordbundsforhold påvirker dannelsen og omsætningen af metan.

I danske undersøgelser er det vist at bl.a. efterladt biomasse kan bidrage kraftigt til metanemission på vådlagte jorder. I den forbindelse kan fjernelse af biomasse ved en tilpasset, ekstensiv landbrugsdrift (paludikultur) måske være en mulighed for både at reducere emissionen, men også at sikre lysåbne naturtyper. Der er imidlertid et stort behov for viden om mulighederne for at begrænse emissionen af metan.

Karakterisering af de organiske jorde

Ud over vandstanden, så afhænger emissionerne fra de organiske jorde af faktorer, der knytter sig til jordens kulstofindhold, dybden af det kulstofrige jordlag og jordernes næringsstofindhold. Disse forhold er dynamiske og ændrer sig som følge af den aktuelle arealanvendelse.

I den forbindelse er der behov for øget viden om de sammenhænge, som styrer emissionen af drivhusgasser, herunder effekten af øget vandstand på jorde med forskelligt indhold af organisk kulstof, som for eksempel de to arealklasser med 6-12 % organisk kulstof og mere end 12 % organisk kulstof. Der er især meget dårlig viden om udledningerne fra jord med 6-12 % kulstof.

Et særligt dilemma er, at øget vandstand på et givet areal ofte vil påvirke det omkringliggende areal. Her kan der således komme uønskede effekter på arealets biodiversitet. I det hele taget vil der være endda meget stor forskel på, hvordan forskellige arealer håndteres optimalt.

Vigtigt at starte fra den rigtige ende

Forskerne understreger dog, at usikkerhederne ikke gør, at man skal afholde sig fra at begynde at udtage arealer af landbrugsdrift.  Det er blot vigtigt, at det gøres fra den ende, hvor der er størst sikkerhed for at udtagningen giver den bedste klimaeffekt, og i øvrigt ikke giver uønskede sideeffekter.

Hertil har vi allerede gode værktøjer og god viden, men det er vigtigt at udbygge vidensgrundlaget for at udtagning af disse jorder kan medvirke til at løse væsentlige dele af udfordringerne med klima, vandmiljø og natur.

 

Læs også

For lavt estimat for udbredelsen af kulstofrige landbrugsjorde

Flere muligheder for udtagning af lavbundsjorde

 

Yderligere oplysninger

Konstitueret institutleder, professor Jørgen Eivind Olesen, Institut for Agroøkologi

E-mail: jeo@agro.au.dk, Mobil: +4540821659

DCA, Agro