Mælkeproteiner skal forebygge mangel på vitamin D
Vitamin D mangel er på vores breddegrader et massivt problem i vinterhalvåret. Selv med en varieret kost er det svært at få dækket sit vitamin D behov. Et nyt projekt, DFORT, vil med en investering på 13 millioner kroner fra Innovationsfonden forbedre optaget af vitamin D fra berigede fødevarer ved at stabilisere vitaminet med mælkeproteiner.
- Vitamin D-mangel er et udbredt problem, og der er mere og mere, der tyder på, at vitamin D har stor betydning for vores sundhed, forklarer professor Lars Rejnmark, fra Aarhus Universitetshospital.
En måde at overkomme problemet på er ved at berige fødevarer med vitamin D.
- Både i vort naboland Sverige og i flere andre lande er det obligatorisk at berige mælk med vitamin D, fortæller Senior Research Manager Henrik Andersen fra Arla Foods Ingredients.
Tilsætning af vitamin D til fødevarer er dog ikke en helt enkel proces. Vitamin D er fedtopløseligt og nedbrydes hurtigt i fødevarer, hvor det ikke forekommer naturligt. Samtidigt har vi mennesker svært ved at optage vitamin D fra kosten, vitaminets biotilgængelighed er ikke optimal.
I et nyt 4,5-årigt projekt, DFORT, vil forskere forbedre optaget af vitamin D fra berigede fødevarer ved at stabilisere vitaminet med mælkeproteiner. Projektet, der har et samlet budget på 15 mio. kr., er støttet med 13 mio. kr. fra Innovationsfonden.
Forskerne i projektet vil udvikle strategier og teknologi, der kan forbedre stabiliteten af vitamin D i både fedtholdige og ikke-fedtholdige fødevarematricer og drikke og samtidigt øge vitaminets biotilgængelighed. Målet er at skabe grundlag for en bedre og mere mangfoldig vitaminberigelse af fødevarer.
På Aarhus Universitet vil professor Daniel Otzen fra iNANO sammen med sin gruppe undersøge, hvordan udvalgte mælkeproteiner kan indkapsle vitamin D og dermed beskytte vitaminet mod nedbrydning. De komplekser af mælkeproteiner, der viser størst potentiale til at stabilisere vitamin D, vil Institut for Fødevarer efterfølgende teste i fødevarer under forarbejdning, lagring og under lys- og varmepåvirkning.
- Det er nemlig de faktorer, der har størst betydning for stabiliteten af vitamin D, udtaler postdoc Morten Rahr Clausen fra Aarhus Universitet.
Når forskerne har kortlagt, hvilken kombination af mælkeproteiner der er bedst til at beskytte vitamin D i en fødevarematrix, vil vitaminets biotilgængelighed blive undersøgt i et længerevarende humant interventionsstudie. Det forventes, at det kompleksbunde vitamin D i mindre grad end ellers vil blive nedbrudt i mavens sure miljø, således at mere vitamin kan optages. I interventionsstudiet vil man introducere fænotypiske undersøgelser, såkaldt metabolomics, som Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet har specialiseret sig i.
- Disse undersøgelser skal være med til at kortlægge årsagerne til, at vi responderer forskelligt på vitamin D supplement. En sådan viden vil gøre det lettere at udvikle en effektiv berigelsesstrategi, forklarer projektleder Hanne Christine Bertram.
Projektet er interdisciplinært med deltagelse af forskere fra Aarhus Universitetshospital, iNANO og Institut for Fødevarer fra Aarhus Universitet, Leida Universitet i Spanien, Groningen Universitet i Holland samt virksomhederne Arla Foods Amba, Arla Foods Ingredients, DSM og Rynkeby.
Yderligere oplysninger:
Seniorforsker Hanne Christine Bertram, Institut for Fødevarer, e-mail: hannec.bertram@food.au.dk, telefon: 8715 8353