Aarhus Universitets segl

Kalves smerter som følge af afhorning kan lindres

Der er velfærdsmæssige fordele for kalve, hvis de ved afhorning får både lokalbedøvelse og smertelindring i form af NSAID frem for udelukkende lokalbedøvelse.

Kalve bliver afhornet, så de ikke skader hinanden og mennesker. Foto: Jesper Rais
I Danmark bliver kalve afhornet ved hjælp af brændjern, inden kalvene fylder tre måneder. Foto: Bodil Højlund Nielsen

I Europa afhorner over 75 procent af kommercielle mælkeproducenter deres kalve. Det sker blandt andet for at undgå, at dyrene skader hinanden og mennesker. 

Landmænd rundt om i verden bruger forskellige metoder til afhorning af deres dyr. I Danmark er det kun tilladt mælkeproducenter at afhorne kalve, der er under tre måneder gamle; der skal bruges brændjern, og dyrlægen skal forud herfor give en lokalbedøvelse (nerveblokade), som fjerner smerten ved selve indgrebet.

Mange undersøgelser har imidlertid vist, at afhorning ikke kun gør ondt under selve indgrebet, men også i timer eller dage derefter og derfor har en negativ effekt på dyrenes velfærd. 

Spørgsmålet er, om yderligere smertebehandling kan være til fordel for kalvenes velfærd, når kalvene afhornes med brændjern. Det har Fødevarestyrelsen bedt DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet om at undersøge

Forskere fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet har derfor gennemgået litteraturen på området for at sammenligne brugen af lokalbedøvelse alene med brugen af en kombination af lokalbedøvelse og smertestillende medicin (såkaldt NSAID - nonsteroidal anti-inflammatory drugs). Sidstnævnte er en gruppe stoffer, der reducerer smerte, feber og inflammation, og som hos mennesker for eksempel anvendes til hovedpine eller ledsmerter. 

NSAID fremmer kalvenes velfærd

På grundlag af litteraturgennemgangen konkluderer forskerne, at der er en velfærdsmæssig fordel ved at anvende en kombination af lokalbedøvelse og NSAID frem for udelukkende lokalbedøvelse, og at denne form for behandling ikke vil påføre dyrene velfærdsmæssige ulemper. 

Forskerne inddrager en række indikatorer baseret på tre forskellige syn på dyrevelfærd i deres vurdering af kalvenes velfærd efter afhorning, nemlig dyrenes basale sundhed og produktion, dyrenes mulighed for at leve et naturligt liv, og dyrenes følelsesmæssige tilstand (affektive tilstand), dvs. om de føler f.eks. smerte, frygt, eller tillid. 

Forskerne konkluderer i rapporten, at supplering af lokalbedøvelsen med NSAID giver en bedre smertedækning i de første timer og dage efter indgrebet. Brugen af NSAID i kombination med lokalbedøvelse reducerer altså de umiddelbare velfærdsmæssige ulemper, som afhorning medfører for kalven i tiden under og lige efter indgrebet. 

Der er behov for mere viden om smerten ved afhorning

Dog kan der være yderligere effekt i at få undersøgt præcist, hvilke NSAID, hvilke doseringer og administrationsveje, der fungerer bedst i forbindelse med afhorning, skriver forskerne i deres rapport til Fødevarestyrelsen.

Sådanne undersøgelser kunne med fordel inddrage specifikke smerteprotokoller samt adfærdsstudier af kalvene i tiden efter afhorning for at få et bredere billede af de velfærdsmæssige effekter af et givent behandlingsregime. 

Desuden ved man endnu ikke præcist hvor længe, kalvene har smerter efter afhorning. Såret efter brændingen heler kun langsomt. Undersøgelser tyder på, at kalvene oplever smerterelaterede ændringer i følsomheden i området omkring de fjernede hornanlæg i flere måneder efter afhorning. Man ved fra humanmedicin, at disse ændringer af følsomheden er vanskelige at håndtere medicinsk. 

Derfor er en af rapportens vigtige budskaber også, at selv hvis NSAID anvendes optimalt, vil afhorning imidlertid vedblive at være et problem for kalvenes velfærd – uanset hvilket af de tre dyrevelfærdssyn der anlægges. Argumenter herfor er blandt andet de langvarige smerterelaterede ændringer i følsomheden og derudover det oplagt unaturlige i at fjerne kropsdele på dyr for bedre at kunne holde dem under de givne produktionsforhold. 


Yderligere oplysninger

Besvarelsen til Fødevarestyrelsen er beskrevet i rapporten ”Længerevarende smertestillende behandling af kalve i forbindelse med afhorning”.

Læs også den videnskabelige artikel “Welfare Effects of the Use of a Combination of Local Anesthesia and NSAID for Disbudding Analgesia in Dairy Calves – Reviewed Across Different Welfare Concerns”. 

Kontakt
Seniorforsker Mette S. Herskin
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet
Email: mettes.herskin@anis.au.dk
Telefon: 8715 7945
Mobil: 5050 2969 

Postdoc Bodil Højlund Nielsen
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet
Email: bodilh.nielsen@anis.au.dk
Telefon: 3036 5711