Aarhus Universitets segl

Hun samler landbrugets kompleksitet i modeller

Iris Vogeler har brugt hele sin karriere på at oversætte virkelighedens kompleksitet til modeller. Som nyudnævnt professor ved Aarhus Universitet vil hun bruge dem til at udvikle løsninger, der fungerer i praksis, og som samtidig tager højde for det store billede.

Foto: Iris Vogeler

Der er ikke nødvendigvis jord under Iris Vogelers negle, når hun møder på arbejde. I stedet bærer hun marker, bedrifter og landskaber i hovedet som systemer, der kan justeres, kobles sammen og forstås.

Som professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet arbejder hun med modeller, der er udviklet til at indfange virkelighedens kompleksitet: hvordan kvælstof, klima, kulstof, økonomi og landmændenes beslutninger spiller sammen. Ikke kun i teorien, men i praksis.

“Vi har ofte fokus på én ting ad gangen i snæver forstand,” siger hun. “Men i virkeligheden hænger alting sammen. Drejer du på én knap, bevæger resten af systemet sig også.”

Det holistiske perspektiv har fulgt hende gennem en lang og international forskningskarriere: fra studier i Tyskland over mange år i New Zealand og nu til Danmark. Her er modellerne igen i spil, denne gang i et landbrug under massivt pres for både at levere fødevarer og bidrage til løsninger på klima- og miljøudfordringer.

Fra hortikultur til systemtænkning

Iris Vogelers interesse for jord og planter begyndte i Tyskland, hvor hun voksede op og senere studerede hortikultur. Uddannelsen kombinerede jordbundslære, plantenæring og økonomi, men det var især processerne i jorden, der fascinerede hende.

En underviser introducerede hende tidligt for modellering, dengang i meget simple former.

“Sammenlignet med i dag var modellerne den gang primitive,” siger hun. “Men for mig åbnede de for en helt ny måde at forstå sammenhænge på. Pludselig kunne man eksperimentere med et system uden at være begrænset til én mark eller én vækstsæson.”

Som led i studierne gennemførte hun sit afsluttende projekt ved Massey University i New Zealand. Her arbejdede hun med modellering af næringsstoftransport i jord, i første omgang uden afgrøder. Opholdet blev afgørende. Hun blev nemlig opfordret til at fortsætte med en ph.d.

“Jeg kunne lide både forskningen og stedet,” siger hun. “Så jeg sagde ja.”

En karriere bygget op omkring modeller

Ph.d.-forløbet blev begyndelsen på en lang forskningskarriere i New Zealand først som postdoc og senere i faste stillinger i et forskningssystem, der opererer i krydsfeltet mellem universiteter og statslige forskningsinstitutioner.

Over tid bevægede hun sig fra junior- til seniorforsker, sideløbende med familieliv og perioder med deltidsarbejde. Det er erfaringer, der i dag også præger hendes syn på ledelse og mentoring.

Fagligt flyttede fokus sig gradvist fra hortikultur til græsbaserede produktionssystemer. Det hang blandt andet sammen med, at New Zealands største miljøudfordringer i høj grad er knyttet til mælke-, fåre- og oksekødsproduktion.

Det var her, hun begyndte at arbejde intensivt med APSIM-modellen, som er et avanceret simuleringsværktøj, der kobler afgrødevækst, jordprocesser, klima og drift.

“Jeg har brugt en stor del af min karriere på at videreudvikle modeller,” siger hun. “Enten ved at tilpasse dem til nye afgrøder eller ved at integrere nye processer, så de bliver mere realistiske.”

Fra New Zealand til Aarhus

Efter mange år på den anden side af kloden meldte ønsket om forandring sig både fagligt og personligt. Da hun i 2018 så et stillingsopslag fra Aarhus Universitet, ramte det præcist hendes ekspertise: modellering af dyrkningssystemer, miljøpåvirkninger og kvælstofkredsløb.

Hun søgte… og fik stillingen.

I dag bruger hun modeller som analytiske værktøjer til at forstå og vurdere komplekse problemstillinger som præcisionsgødskning, alternativ arealanvendelse, kulstoflagring i jorde og samspillet mellem klima, produktion og miljø.

Modeller er ikke facitbøger, understreger hun, men redskaber til at forbedre kvaliteten af beslutninger.

At finde løsninger ikke bare tal

Det, der driver Iris Vogeler, er ambitionen om at bidrage med løsninger, der faktisk kan bruges. Ikke perfekte svar, men bedre beslutningsgrundlag.

“Miljøudfordringerne er enorme ikke bare i Danmark, men globalt," siger hun. "Og vi er nødt til at tage højde for flere ting på én gang: udvaskning af kvælstof, drivhusgasser, kulstofbinding og økonomi.”

Hun er i øjeblikket involveret i projekter om udtagning af landbrugsjord og alternative arealanvendelser i sårbare områder: Hvilke tiltag giver de største klima- og miljøgevinster, og hvor? Og kan presset reduceres uden uforholdsmæssigt store økonomiske tab?

Samtidig deltager hun i europæiske projekter, der arbejder med at harmonisere metoder til kulstofregnskaber og kulstofkreditter, et felt præget af stor kompleksitet og betydelig usikkerhed.

“Det er ekstremt udfordrende,” siger hun. “Men også nødvendigt, hvis modeller og målinger skal kunne bruges i praksis og skabe tillid.”

Professor og faglig sparringspartner

For Iris Vogeler handler professorrollen ikke kun om publikationer og projekter, men også om mennesker. Hun lægger stor vægt på vejledning og samarbejde med ph.d.-studerende og postdocs.

“Jeg ser det som et fælles læringsrum,” siger hun. “Jeg bidrager med erfaring og systemforståelse, men yngre forskere er ofte langt hurtigere til programmering og nye teknologier. Vi lærer af hinanden.”

Mentoring er for hende en central del af professorrollen: at skabe tryghed i et komplekst fagfelt og hjælpe yngre forskere med at navigere i en verden, hvor modellering spiller en stadig større rolle både i forskning og politik.

Hvad fremtiden bringer

Ifølge Iris Vogeler peger fremtiden mod en endnu tættere integration mellem modeller og data især via satellitter, droner og andre former for remote sensing. Ikke for at kontrollere landbruget, men for at forstå det bedre.

“Landmænd har allerede rigeligt at forholde sig til,” siger hun. “Hvis vi kan hente mere information direkte fra observationer, kan modellerne blive bedre og løsningerne mere realistiske.”

Måske er det her, billedet af Iris Vogeler som forsker samler sig: en professor, der insisterer på helhed, tålmodighed og systemtænkning, og som bruger modeller ikke som abstraktioner, men som redskaber til at skabe reel forandring i et landbrug under pres.

Kontakt: 

Professor Iris Vogeler, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: 20755932 eller mail: iris.vogeler@agro.au.dk 

Kommunikationsrådgiver Camilla Brodam Galacho, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: 93522136 eller mail: brodam@agro.au.dk