Når man forestiller sig dyrkning på vådlagte arealer, er der sikkert mange, der ser en oversvømmet rismark i Kina for deres indre øje.

Under danske forhold vil det dog noget anderledes ud. Her ser vi ind i bølgende rørskove, vippende dunhammere og højmoser, hvor man skånsomt høster frisk spagnum uden at skade økosystemet.

Den type arealer kan måske blive en større del af det danske landskab, når det gradvis bliver vådere.

Med indgåelsen af aftalen om Grøn Trepart blev det politisk besluttet, at 140.000 hektar opdyrkede kulstofrige lavbundsjorder og randarealer skulle tages ud af drift og vådlægges.

I dag drænes langt størstedelen af vores lavbunds- og tørvearealer før de dyrkes. Det har en række negative effekter, heriblandt udledning af drivhusgassen CO₂.

Hvis man ikke ønsker at tage vådlagte arealer ud af drift, kan man i stedet bruge dem til dyrkning.

Dyrkningen af vådlagte arealer kaldes paludikultur, men den måde at drive landbrug på er i dag ikke særligt udbredt i Danmark.

Men hvor stort er potentialet for paludikultur i Danmark?

Miljø-, klima- og biodiversitetseffekter

I et nyt notat fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug har styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø bedt forskere fra Institut for Agroøkologi beskrive potentialet ved og effekterne af paludikultur.

I notatet er forskerne blevet bedt om at opliste, hvilke landbrugsarealer, der ville egne sig til paludikulturdyrkning, hvilke afgrøder der ville egne sig til at blive dyrket under danske forhold, og vurdere miljø- klima- og biodiversitetseffekterne af disse.

Forskerne er blevet bedt om at sammenligne effekterne af paludikultur med almindelig landbrugsdrift. De har altså ikke sammenlignet effekterne af paludikultur med effekterne af naturarealer.

Notatet er en del af den forskningsbaserede myndighedsrådgivning, som Aarhus Universitet udfører for Ministeriet for Grøn Trepart og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Jordtype og klimaeffekter

I Danmark findes der omkring 488.000 hektar lavbundsjord, som tidligere er blevet drænet for at kunne bruges til landbrug. Hele dette areal kunne i princippet omlægges til paludikultur.

Omlægningen kan være en effektiv måde at mindske udledningen af drivhusgasser på, men effekten afhænger i høj grad af, hvor meget kulstof jorden indeholder.

De mest kulstofrige jorde – tørvejord – udgør omkring 117.000 hektar. Her vil klimaeffekten af en omlægning være størst.

Hvis man stopper med at dræne disse jorde og i stedet lader dem blive våde igen, kan man reducere udledningen af drivhusgasser markant.

På marker med almindelig afgrødedrift kan man spare omkring 40 ton CO₂-ækvivalenter pr. hektar om året, mens græsmarker giver en besparelse på cirka 27 ton. Forskellen skyldes, at tørvejord med afgrøder i forvejen udleder mere end græsmarker.

Hvis der omlægges til paludikultur kan man enten tilføre gødning eller lade være.  

Hvis man tilfører kvælstofgødning til de våde marker, vil en del af det blive omdannet til lattergas – en kraftig drivhusgas – hvilket har en negativ klimaeffekt og derfor trækker lidt ned i det samlede klimaregnskab.

Når det gælder lavbundsjorde med lavere kulstofindhold – de såkaldt mineralske jorde – er billedet mere uklart. Her vurderes det, at vådlægning ikke nødvendigvis giver en positiv klimaeffekt, fordi den øgede udledning af metan fra de våde jorde kan opveje den CO₂-besparelse, man ellers får når kulstof bindes i planter der omdannes til tørv.

For jorde med et kulstofindhold mellem 3 og 6 procent er der stor usikkerhed, fordi man mangler konkrete målinger af CO₂-udledningen fra disse jorde i drænet tilstand.

Sphagnum og tagrør

Som en del af notatet har forskerne lavet en liste over afgrøder, der kan dyrkes på vådlagte arealer.

Hvilken plantearter der egner sig bedst, afhænger primært af grundvandsniveau og -dynamik, mængden af tilgængelige næringsstoffer og jordens reaktionstal.

Poul Erik Lærke, der er en af forfatterne bag rapporten, peger på sphagnum og tagrør, som de to afgrøder, der har størst potentiale.

”Det er de afgrøder, der er mest oplagt at dyrke, fordi de har størst kommerciel interesse. Sphagnum anvender vi allerede, men det udvindes på en uhensigtsmæssig måde, og tagrør importerer vi fra andre lande,” forklarer han.

Sphagnum er en type tørvemos, der vokser i moser. Sphagnum er særligt populær som voksemedium i gartnerier, på grund sin særlige evne til at holde på vand.

I dag udvindes sphagnum oftest ved at grave blokke af tørv op fra en drænet mose eller ved at fræse de øverste 2-3 centimeter ned i en tørvemose og høste dem. Begge metoder udleder store mængder CO₂ og ødelægger mosens økosystem, og kritikken af brugen af sphagnum er derfor steget de seneste år.

Men dyrkes de eftertragtede sphagnummosser derimod på vådlagte arealer, kan man høste de øverste 8-10 centimeter, så der efterlades levende sphagnum der kan fortsætte væksten og optage ny CO₂ fra luften.  

”Det er en mere bæredygtig måde at dyrke sphagnum på, fordi du i stedet for at fjerne al væksten bare skraber det øverste lag af, så der efterlades levedygtigt sphagnummos,” siger forskeren.

Det samme gør sig gældende for tagrør, der bruges som tag på stråtækte huse.

Langt størstedelen af de tagrør, der bruges i Danmark i dag, importeres fra andre lande. Derfor giver det mening at erstatte importen med en lokal produktion.

Biodiversitet

Paludikultur rummer et stort potentiale for at fremme biodiversiteten i det danske landskab.

Når tidligere drænede landbrugsjorder gøres våde igen, skabes der nye levesteder for en lang række arter, som ellers har haft trange kår i det moderne landbrug.

Særligt padder, fugle og insekter nyder godt af de fugtige forhold, og hvis paludikultur placeres i nærheden af eksisterende vådområder, kan der opstå biologiske korridorer, som gør det lettere for arter at sprede sig og udvide deres levesteder.

En vigtig faktor for biodiversiteten er valget af afgrøder. Tagrør er eksempelvis en nøgleart i mange naturlige vådområder og danner grundlag for komplekse fødenet, hvor både planteædende insekter, deres fjender og fugle, der lever af insekterne, indgår.

Studier har vist, at hundredvis af insektarter er knyttet til tagrør, og at planten fungerer som både fødekilde og levested. Også sphagnum-mosser har vist sig at kunne fremme biodiversiteten, især når de får lov at udvikle sig over tid og skabe forhold, der minder om naturlige højmoser.

For at bevare og styrke biodiversiteten i paludikultur er det afgørende, hvordan markerne plejes og høstes. En ensartet og intensiv høst kan fjerne æg, larver og vilde planter, før de når at sprede sig.

Derfor anbefales det at høste i etaper og efterlade striber af vegetation, som kan fungere som refugier for dyre- og planteliv. Ligeledes bør brugen af sprøjtemidler undgås, da de har en negativ effekt på både insekter og de fugle og planter, der er afhængige af dem.

Gødning har generelt mindre betydning for biodiversiteten i selve paludikulturen, men kan skade vandlevende arter, hvis næringsstoffer udvaskes til nærliggende vandmiljøer.

Miljø

Paludikultur kan have markante miljømæssige fordele – men også visse udfordringer.

En af de mest positive effekter er, at udledningen af nitrat til vandmiljøet reduceres. Det skyldes, at bakterier i den våde jord omdanner nitrat til kvælstofgas (N₂), som forsvinder op i atmosfæren.

Samtidig kan vådlægning føre til, at fosfor – som tidligere har været bundet i jorden – frigives, når ilten forsvinder. Det øger risikoen for, at fosfor udvaskes til søer og vandløb, hvor det kan bidrage til algeopblomstring.

Der er også en vis risiko for, at opløst organisk stof fra jorden slipper ud i vandmiljøet. Hvor stor denne risiko er, afhænger blandt andet af jordens indhold af næringsstoffer og hvordan området tilføres vand fra oplandet.

Ved at skifte fra traditionelle, årlige afgrøder til flerårige planter, som typisk bruges i paludikultur, kan man mindske udledningen af både kvælstof og fosfor. Når planterne høstes og fjernes fra marken, følger både kvælstof og fosfor med, hvilket gradvist kan nedbringe jordens næringsstofindhold.

Gødskning i paludikultur skal håndteres med omtanke. Hvis der bruges for meget kvælstof, kan det øge risikoen for udvaskning – især hvis markerne oversvømmes og næringsstofferne løber direkte ud i vandmiljøet.

Til gengæld har forsøg vist, at små mængder kvælstof og kalium kan øge plantevæksten så meget, at der netto fjernes flere næringsstoffer med høsten, end der tilføres. Det gælder især for arter som rørgræs og strandsvingel.

For at beskytte miljøet anbefales det, at man undgår at gødske med fosfor, især i områder hvor jorden allerede er rig på dette næringsstof – som det ofte er tilfældet i ådale.

Der bør heller ikke tilføres flere næringsstoffer, end der fjernes med afgrøden. I nogle tilfælde kan det være en fordel at udnytte næringsrigt drænvand fra oplandet som en naturlig gødningskilde, hvilket både kan forbedre udbyttet og mindske tabet til vandmiljøet.

Mere viden

Der er stadigvæk mange ukendte faktorer, der skal styr på, før paludikultur kan udrulles i stor skala i Danmark, forklarer Poul Erik Lærke.

“Der er især behov for nye lette maskiner, der kan færdes på blød tørvejord, hvilket ikke er tilfældet for de store landbrugsmaskiner, man bruger i dag. De vil simpelthen sidde fast,” forklarer han.

Læs hele rapporten her.

---

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.

For mere information se deklarering i databladet i følgende: "Produktion af paludikulturafgrøder på landbrugsarealer i Danmark"

Kontakt

Seniorforsker Poul Erik Lærke poule.laerke@agro.au.dk