Aarhus Universitets segl

Grise spiser franskbrød i en god sags tjeneste

For lidt fiber og for mange kalorier er fristende men skidt for sundheden. Resultatet kan blive overvægt og sygdom. Snart skal grise spise franskbrød for at hjælpe forskere med at udvikle fødevarer, der er bedre for vores sundhed.<br />

Den moderne vestlige diæt består af for mange tomme kalorier og for lidt fiber. Forskere undersøger, om der kan udvikles nye, sunde fødevarer, der ikke går på kompromis med folks smag for moderne mad. Foto: Marianne Asp Mortensen
Den moderne vestlige diæt består af for mange tomme kalorier og for lidt fiber. Forskere undersøger, om der kan udvikles nye, sunde fødevarer, der ikke går på kompromis med folks smag for moderne mad. Foto: Marianne Asp Mortensen

 

 

 

 

At spise sundt: Vi ved vi burde, men har somme tider svært ved at føre det ud i livet. Den typiske vestlige diæt med masser af fedt, sukker og stivelse men for få fibre fører i stigende grad til problemer med overvægt, fedme og type II diabetes. Nu vil forskere undersøge, om de kan ændre kulhydraterne i fødevarer, så maden bliver sundere.

 

Ét af problemerne med den moderne, vestlige mad er, at den består af raffinerede kulhydrater. Madvarer som franskbrød, pizzabunde, rundstykker, pitabrød og burgerboller er alle lavet af fintformalet, forarbejdet hvedemel, hvor kulhydraterne er lette at fordøje og optage. De bliver hurtigt omsat til glukose og får blodsukkerniveauet til at ryge i vejret ? for derefter at falde hurtigt igen. I praksis betyder det, at man hurtigt bliver mæt, hurtigt bliver sulten igen og fristes til at spise noget mere.

 

Én vej at gå er at fortælle befolkningen at de skal droppe de mindre sunde, forarbejdede fødevarer. En anden mulighed er at justere på fødevarernes indhold og sammensætning af kulhydrater, så de ikke optages så hurtigt i kroppen uden at det går ud over den gode smagsoplevelse? og det er det, som forskere fra blandt andet Aarhus Universitet nu arbejder på.

 

- Ved at designe kulhydraterne i måltidet håber vi på at kunne reducere den hastighed, hvormed glukose optages og forbedre reguleringen af blodsukkerniveauet, siger forskningsprofessor og leder af projektet Knud Erik Bach Knudsen fra Institut for Husdyrbiologi og -sundhed ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

 

Hvidt brød med lidt ekstra godt

Projektet går ude på at undersøge forskellige typer af kulhydrater i relation til type II diabetes. Forskerne vil kigge nærmere på, hvordan nogle typer af kulhydrater kan påvirke hastigheden og optagelsen af glukose fra mavetarmkanalen ved at fodre grise og mennesker med forskellige fibre og stivelse.

 

Ét af de stoffer, som forskerne vil arbejde med, er betaglukan. Det er en type kulhydrat, der findes i fiberdelen af blandt andet havre, og som i andre undersøgelser har en positiv effekt på kolesterol- og blodsukkerniveauet. Forskerne vil også arbejde med arabinoxylan udvundet fra rug og hvede. Arabinoxylan udgør hovedparten af de fibre, der er i rug og hvede men fjernes helt eller delvist når hvede forarbejdes til mel. Forskerne vil desuden modificere forskellige typer af stivelse for at gøre optagelsen af glukose til blodet mere langsomt.

 

I princippet kan de forskellige typer af kulhydrat tilsættes mange typer af fødevarer, for eksempel morgenmadsprodukter. I forsøget bliver det franskbrød med tilsatte kulhydrater, som både grise, rotter og mennesker skal indtage.

 

- Vi vil undersøge, om optagelseshastigheden kan påvirkes, hvordan den påvirkes, og hvordan diæten påvirker kroppen på kort og lang sigt. I sidste ende håber vi på at kunne skabe nye sunde fødevareingredienser, forklarer Knud Erik Bach Knudsen.

 

Det fireårige projekt udføres i samarbejde med Århus Universitetshospital, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og de tre ingrediens- og fødevarevirksomheder Novozymes, Biovelop og Lantmännen Food R&D. Det støttes af midler fra det Strategiske Forskningsråd og Nordforsk.

 

 

Tekst: Janne Hansen