Der er noget næsten stædigt over forskere, der bliver ved med at måle, også når det er koldt, vådt og mørkt. Når andre pakker udstyret væk og venter på foråret, går Claire Treat den anden vej. Hun måler videre. For ifølge hende er det netop dér i overgangene, i vinteren, i muddersæsonen vi overser noget afgørende. 

”Mange måler kun, når det er rart,” siger hun og smiler. ”Men naturen holder jo ikke pause, bare fordi det er ubehageligt for os.” 

I dag er hun professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, men vejen hertil har været lang og snoet: fra vådområder i New Hampshire til permafrost i Alaska, fra finske moser til pandemilukket forskning i Tyskland. Det er en karriere, der har bevæget sig geografisk, men været bemærkelsesværdigt konsekvent i sit fokus: kulstof, vand og de landskaber, hvor de to mødes. 

Fra grønne bakker til drivhusgasser 

Keene, New Hampshire, hvor Claire Treat voksede op, ligner ifølge hende selv Danmark bare med større bakker. Et grønt, postglacialt landskab med floder, søer og skove. Det var her, interessen for naturvidenskab tog form, næret af dygtige lærere i kemi og fysik. Alligevel var det først på universitetet, at hun for alvor forstod, at forskning kunne blive en levevej. 

”Jeg troede ærligt talt, at man skulle være ingeniør for at få et job,” fortæller hun. ”Så da en underviser sagde til mig, at jeg kunne blive forsker, var det som om, hele mit studie blev lagt om.” 

Hun studerede på Mount Holyoke College, et kvindekollegium i USA, hvor læringsmiljøet, som hun selv forklarer det, gav plads til at finde sin stemme uden kønnet støj. En af hendes undervisere arbejdede med vådområder, og det blev startskuddet på et forskningsspor, der siden har fulgt hende gennem hele karrieren. 

Alaska, permafrost og tø 

Efter studierne trak eventyret. En vinter som liftoperatør i Colorado blev afløst af et job som forskningstekniker ved Michigan State University og sommerforsøg i Alaska. Her, blandt tundra og frossen jord, opstod fascinationen af permafrost: den jord, der i tusindvis af år har været bundfrossen, men som nu tør i takt med klimaforandringerne. 

I sin ph.d. samlede hun jordkerner fra permafrost-områder og undersøgte, hvordan optøning påvirker udledningen af drivhusgasser. Hvad sker der med kulstof og kvælstof, når landskabet kollapser, oversvømmes eller forvandles til nye vådområder? 

”Det ændrer alt,” siger hun. ”Vegetationen, hydrologien, drivhusgasudledningen. Hele systemet bliver et andet.” 

Europa og erkendelsen af vinterens betydning 

Et forskningsophold i Tyskland blev begyndelsen på Claire Treats europæiske eventyr. Et postdoc ophold i Finland cementerede forbindelsen til Europa både fagligt og personligt. Her arbejdede hun med tørvemosers rolle i den globale kulstofcyklus og var medforfatter på et stort studie, der viste, hvordan tørvedannelse over 130.000 år har været tæt koblet til klimaets temperatur og fugtighed. 

Men det var også her, hun gjorde en observation, der siden er blevet et af hendes vigtigste bidrag: At en betydelig del af metan-emissionerne sker uden for vækstsæsonen. 

”Omkring 20 procent af de årlige metan-udledninger kommer i den kolde del af året,” forklarer hun. ”Det er bare ikke dér, vi traditionelt har målt.” 

Det blev omdrejningspunktet for hendes ERC Starting Grant og senere hendes forskningsgruppe i Potsdam, en gruppe, der ironisk nok blev etableret midt under den første coronanedlukning. 

”At flytte land, starte en gruppe og ikke kunne møde sine kolleger fysisk, det er nok det sværeste, jeg har prøvet,” siger hun. 

Tættere på handling 

I dag er fokus rykket lidt længere sydpå. Fra Arktis til Danmark. Fra det fjerne til det anvendte. 

Hos Institut for Agroøkologi arbejder Claire Treat nu med lavbundsjorde, vådområder og genopretning af organiske jorde. Hvordan kan vi reducere metan-udledninger og samtidig øge kulstoflagringen? Og kan vådområder fungere som filtre, der forbedrer vandkvaliteten i et intensivt landbrugsland som Danmark? 

”Jeg havde brug for at komme tættere på steder, hvor forskningen kan gøre en konkret forskel,” siger hun. ”Her er forbindelsen mellem forskning, politik og mennesker meget direkte, og det er enormt motiverende.” 

Professor og ansvar for næste generation 

Netop ansvaret for andre fylder mere og mere i hendes arbejde. Som professor ser Claire Treat mentoring og undervisning som en integreret del af forskningen ikke som et tillæg. 

”At være forsker er ikke kun at producere viden,” siger hun. ”Det er også at skabe rum, hvor andre kan vokse fagligt og menneskeligt.” 

Hun engagerer sig aktivt i mentoring af ph.d.-studerende og yngre forskere og er optaget af de udfordringer, der følger med en forskerkarriere: usikkerhed, præstationspres og følelsen af, at ens identitet er tæt knyttet til resultater og publikationer. 

”Mange unge forskere kæmper med at finde fodfæste,” siger hun. ”Hvis man kan hjælpe dem med at navigere i det, fagligt og personligt, så er det noget af det mest meningsfulde, man kan gøre.” 

Hun har tidligere arbejdet med unge gennem outreach-projekter og ser uddannelse som en langsigtet investering ikke bare i forskning, men i samfundets beslutningstagere. 

Skiløb, vand og et sted at lande 

Privat elsker hun stadig at stå på ski, også selvom Danmark ikke ligefrem er kendt for skisport. Men drømmen er klar: Et hus ved vandet, hvor arbejdsliv, fritid og kærligheden til naturen kan mødes. 

”Jeg er virkelig glad for at være her,” siger hun. ”Jeg har ikke haft et job, jeg har været så glad for, i virkelig lang tid.” 

Og måske er det netop dér, portrættet afrundes: Hos en professor, der stadig måler videre, men nu med drømmen om udsigt til både hav, handling og en fremtid, der kan formes.