Aarhus Universitets segl

Forskningsminister på besøg i AU Foulum

Basale forskningsaktiviteter og samarbejde med industrien var i fokus, da uddannelses- og forskningsminister Søren Pind besøgte Aarhus Universitets afdeling i Foulum.

Det har vakt uddannelses- og forskningsministerens interesse, at jordbrugs- og fødevareforskningen ved Aarhus Universitet hvert år bevæger sig op ad de internationale ranglister. Foto: Aarhus Universitet

Omkring en tredjedel af aktiviteterne ved DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug er finansieret via aftalen om myndighedsbetjening mellem Aarhus Universitet og Miljø- og Fødevareministeriet. Det betyder, at to tredjedele af forskningsfinansieringen kommer fra andre kilder. Det kan blandet andet være fra fonde under Forskningsministeriet, fra EU-fonde og fra samarbejde med virksomheder og erhvervsorganisationer.

Torsdag den 9. november var uddannelses- og forskningsminister Søren Pind på besøg på AU Foulum med henblik på at blive orienteret om de basale forskningsaktiviteter inden for jordbrug, fødevarer og bioøkonomi.

Blandt andet har det vakt interesse, at jordbrugs- og fødevareforskningen ved Aarhus Universitet hvert år bevæger sig op ad de internationale rankinglister. På den seneste rankingliste ligger DCA-institutterne som nr. 1 i Danmark, nr. 2 i Norden, nr. 3. i Europa og nr. 8 i verden.

Indledningsvist hørte forskningsministeren om forskning i energiforsyningssystemer, herunder eksempler på hvorledes Aarhus Universitet samarbejder om forskning og udvikling af bæredygtige energisystemer med Haldor Topsøe, Apple og andre virksomheder.

Dernæst fik ministeren eksempler på forskning, som viser hvorledes bæredygtighed, teknologi og intelligente løsninger kan gå hånd i hånd i fremtidens jordbrug. Det er blandt andet forventningen, at forskning inden for ”machine learning” og ”artificial intelligence” i de kommende år vil revolutionere måden, vi dyrker jorden på.

Besøget blev rundet af med eksempler på fødevareforskning, der skaber det forståelsesmæssige grundlag for at forbedre kvaliteten af fødevarer og andre produkter.

Se en video fra besøget med Søren Pind. (På Twitter)