Aarhus Universitets segl

Et løft til forskning og udvikling i bioraffinering

En slags rugekasse til udvikling og afprøvning af nyt inden for bioraffinering og raffineringsprocesser etableres på Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet. COWIfonden støtter opbygningen af det multifunktionelle udstyr.

Aarhus Universitet styrker sin platform inden for bioraffinering. Foto: Colourbox

Procesudstyr til bioraffinering opbygges og udvikles på Aarhus Universitets faciliteter i et nyt samarbejde med Alfa Laval Copenhagen A/S med støtte fra COWIfonden. Projektet omfatter en teknologisk platform i forsøgsskala, der skal fungere som basis for forsknings- og udviklingsprojekter samt undervisning.

 

Projektets hovedformål er at etablere en facilitet, som integrerer forskellige processer og udstyr, der kan omdanne biomasse og bioaffald til et bredt spektrum af biobaserede produkter (fødevarer, foderstoffer, kemikalier, materialer) og bioenergi (biobrændsel). Opbygningen af platformen begyndte 1. juli 2013 og forventes færdig inden for et år. Det er tanken, at udstyret udbygges yderligere med specialelementer og processer senere hen.

 

Souschef Morten Dam Rasmussen fra Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet glæder sig over de muligheder, som det nye multifunktionelt udstyr giver.

 

- Danmark har brug for forskning, veluddannede ingeniører og et stærkt samarbejde mellem universiteter og industrien. For at understøtte dette skal der investeres i teknologiske platforme. Det er vigtigt for en samfundsmæssig bæredygtig økonomisk og miljømæssig udvikling at investere i bioraffinering af biomasse og frembringelse af nye værdikæder fra bioaffald, siger han.

 

Bioraffinering og procesteknologi

Etableringen af bioraffineringsindustrien afhænger af to afgørende faktorer: en facilitet til bioraffinering og procesteknologi. Projektet har til formål at etablere en helt ny teknologisk platform. Platformen vil have flere funktioner så den kan fungere som god katalysator for forskellige enkeltoperationer til forskellige formål og som en rugekasse for ny teknologi.

 

Platformen vil fungere som et integreret bioraffineringssystem, der effektivt kan konvertere et bredt spektrum af biomasse og bioaffald og fremstille forskellige produkter lige fra foder til kommercielt levedygtigt biobrændsel og bioprodukter. Forarbejdningssystemet skal med andre ord kunne udføre biokonvertering, bioreaktion, destillation, ekstraktion, krystallisering og andre processer på grundlag af faste eller flydende biomasser.

 

Der skal kunne reguleres på en lang række af parametre såsom højt tryk, høj temperatur og høj vakuum. Sensorer sikrer en automatisk overvågning. Platformen vil derfor være ideel til afprøvning af nye videnskabelige ideer, understøttelse af grundlæggende udvikling af ny bioteknologi og test af innovative processer som nye værktøjer til bioraffinering.

 

Platformen skal desuden fungere som et uddannelsesværktøj, der forbinder teori om

bioraffinering med praksis for kandidat- og bachelorstuderende. Endnu en funktion bliver at

uddanne unge, talentfulde forskere ved at udvikle en platform til afprøvning af ideer eller udførelse af arbejdsopgaver. Desuden vil platformen give mulighed for yderligere samarbejde mellem Aarhus Universitet og industrien, specielt med små og mellemstore virksomheder. Platformen etableres i nye lokaler på Hangøvej i Aarhus, hvor sektionen for Kemi og bioteknologi samles til oktober.

 

Læs mere om COWIfonden, der støtter projektet med 300.000 kr., her.

 

Yderligere oplysninger: Souschef Morten Dam Rasmussen, Institut for Ingeniørvidenskab, e-mail: MortenD.Rasmussen@agrsci.dk, telefon: 2515 2755