Aarhus Universitets segl

DCA skal have ny direktør

Aarhus Universitet begynder snarest muligt rekrutteringen af en ny direktør til DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Landbrug. Det sker, fordi direktør Niels Halberg har aftalt med Faculty of Technical Sciences, at han den 1. januar 2025 forlader stillingen som direktør på DCA og træder ind i en stilling som seniorforsker ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.

Foto: DCA's fotodatabase

Niels Halberg har været direktør for DCA siden 2013.

”Niels Halberg har ydet en uvurderlig indsats med at styrke den forskningsbaserede myndighedsrådgivning og har også ført DCA frem til en unik position internationalt. Jeg er glad for, vi kan beholde Niels på universitetet, og at han fortsat kan arbejde med internationalt samarbejde fra sin nye position”, siger prodekan Ole Hertel, Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet.

DCA er ramme om samarbejdet mellem forskningsmiljøerne på jordbrugs- og fødevareområdet på Aarhus Universitet og har kontrakt med Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om forskningsbaseret myndighedsrådgivning inden for planteproduktion, husdyrproduktion samt fødevarekvalitet og forbrugeradfærd til ministeriet og tilknyttede styrelser.

”Der er mere end nogensinde brug for, at der er solid forskning bag de beslutninger, politikere og myndigheder træffer på klimaområdet. Her spiller DCA en nøglerolle. Vi skal finde en ny direktør, der kan fortsætte dette arbejde", siger Ole Hertel.

Processen med at rekruttere en ny direktør begynder hurtigst muligt. Der vil blive konstitueret en midlertidig ledelse, indtil en ny direktør kan tage over.