Aarhus Universitets segl

Danmark satser på ny forskning til at fremme bæredygtig fødevareomstilling

Nyt forskningsprojekt skal finde de afgørende greb, der kan skubbe vores fødevarevaner i en mere bæredygtig retning. Støttet af Novo Nordisk Fonden og i tæt samarbejde mellem forbrugere og eksperter vil projektet afdække ’tipping points’ for en grønnere kost.

Foto: Colourbox

Aarhus Universitet lancerer nu forskningsprojektet "PlantTip" med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Målet er at accelerere Danmarks overgang til mere bæredygtige fødevarevaner ved at identificere samfundsmæssige ’tipping points’ i forbrugernes fødevareadfærd. Projektet, der er støttet med næsten 10 mio. kroner, har til formål at levere konkrete strategier til politikere og erhvervsliv for at opnå en grønnere fødevareomstilling i stor skala.

“Adfærdsændringer mod mere plantebaserede og varierede kostvaner har et stort potentiale til at forbedre miljøpåvirkningen af vores kostvaner – men kun hvis det sker i stor skala. Forskning viser, at det kræver langt flere og samarbejdende handlinger fra aktører i fødevaresystemet for at komme dertil,” siger professor Jessica Aschemann-Witzel.

Hun er centerleder på MAPP Centre ved Aarhus Universitet og står for at koordinere projektet.

Nytænkende metode

PlantTip benytter en banebrydende tilgang kaldet agent-baseret modellering (ABM), hvor en simuleret model for realistisk forbrugeradfærd udvikles i samarbejde mellem eksperter og interessenter.

“Agent-baseret modellering (ABM) er en computersimuleringsmetode, der beregner resultater på system-niveau som følge af adfærd og valg på individ-niveau. Det gør ABM særlig nyttig til empirisk eksperimentering med adfærdsinterventioner og måling af, hvilke tiltag der mest effektivt kan accelerere os mod mere bæredygtig fødevareadfærd på nationalt niveau,” siger adjunkt Arthur Hjorth, som leder modelleringen på Aarhus Universitet.

For at få indsigt i, hvordan ændringer i fødevaremiljøet påvirker adfærden, gennemføres forbrugereksperimenter af Meike Janssen fra Copenhagen Business School, der fremhæver metodens unikke karakter:

“Det er en innovativ tilgang at udvikle agent-baserede modeller baseret på data fra forskningseksperimenter med social adfærd. Vi kombinerer mikrodata for at give et makroperspektiv,” siger hun.

Tæt på målgruppen

Flere samarbejdspartnere er med i projektet, heriblandt Democracy X. Deres opgave er at engagere borgere og civilsamfund for at sikre et bredt demokratisk fundament for projektets anbefalinger og fremme dialog om bæredygtige valg.

"Ved at involvere borgere og civilsamfund tidligt i processen sikrer vi, at den samfundsmæssige overgang til mere bæredygtige fødevarevaner skabes i fællesskab med dem, det påvirker mest. Denne deltagelsesbaserede tilgang styrker projektets demokratiske fundament og fremmer større samfundsmæssig opbakning til langsigtede forandringer,” siger Rune Baastrup, direktør for Democracy X.

PlantTip-projektet vil munde ud i anbefalinger til, hvordan man kan kombinere politiske tiltag, markedsføringsstrategier, forbrugerinnovationer og sociale dynamikker for at fremme samfundsmæssige tipping points på fødevareområdet. Dermed bidrager projektet til en accelereret og målrettet overgang til mere bæredygtige fødevarevaner.

 

Supplerende oplysninger
Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:
Projektnavn PlantTip: Modelling societal transitions and tipping points for the green transition of food consumption 
Projektperiode  2025-2028 
Finansiering 9,8 millioner kroner, Novo Nordisk Fonden
Samarbejdspartnere MAPP Centre ved Aarhus Universitet (koordinator), CBS, Democracy X, ETH Zürich og Stockholm Resilience Centre