Aarhus Universitets segl

Blomster skal ikke gå til spilde

Omkring en fjerdedel af alle de potteplanter, der produceres i Danmark, når aldrig frem til forbrugerne på grund af spild fra producent til forbruger. Aarhus Universitet og gartnerierhvervet går sammen om at reducere det omfattende problem.

Smuk ser de ud, når de forlader gartneriet, men for mange potteplanter går til spilde, inden de når ud til forbrugerne. Foto: AU

Nænsom pasning og kontrollerede klimaforhold sørger for en god start for de potteplanter, som danske gartnere producerer til danske og udenlandske kunder. Men på vej fra producent til forbruger forsvinder omkring en fjerdedel af planterne som følge af spild.

 

Hvor går det galt, hvad går der galt, hvor slemt er det, og hvad kan der gøres for at modvirke problemet? Det vil forskere og gartnerierhvervet kortlægge i et nyt projekt, der støttes med midler fra Fødevareministeriets Grøn Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). Projektpartnerne har som mål at halvere spildet – hvilket svarer til omkring 375 mio. kr. i produktionsværdi.

 

Danmark producerer cirka 600 millioner potteplanter og småplanter om året, hvoraf 75 procent går til eksport. Produktionsværdien er omkring tre mia. kr. Det gør Danmark til verdens næststørste eksportør af prydplanter. Desværre går op imod 25 procent af planterne til spilde, efter de forlader væksthuset og før de når frem til forbrugeren. Mindre spild vil styrke prydeplantebranchens konkurrenceposition, forbedre producenternes økonomi og åbne nye markeder.    

 

Prydplanter skal behandles med omhu

Der er flere faktorer, der spilder ind, når det drejer sig om at sikre, at planterne kan holde sig ligeså sprudlende friske, som når de forlader deres vante omgivelser i væksthuset. Forskerne fra Aarhus Universitet vil kortlægge disse faktorer.

 

- Indledningsvis vil vi indsamle og analysere historiske data og erfaringer om spild mellem producent og forbruger for at kortægge årsagerne og få et overblik over, hvor skoen klemmer mest, forklarer forskergruppeleder Karen Koefoed Petersen fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet.

 

En af opgaverne bliver at måle koncentrationen af ethylen under transporten. Planter producerer og afgiver hormonet ethylen, der påvirker deres vækst, blomstring, modning og aldring. Nogle planter er forholdsvis følsomme over for ethylen, sådan at de kan blive gamle i en ung alder. Deres blomsterknopper kan falde af og planterne kan i værste fald visne og dø.

 

Forskerne vil foretage automatisk opsamling af luftprøver fra planternes miljø i transportvognen og udvikle en teknik, der kan analysere selv meget lave koncentrationer af ethylen. Disse målinger kan lægge grunden til, at forskerne kan vurdere effektiviteten af forskellige metoder til at beskytte planterne mod ethylen, f.eks. fjernelse af ethylen fra luften eller indpakning af planterne i materialer, som ethylen ikke kan trænge igennem.

 

Planterne hærdes

Det er også muligt at forbedre planternes chancer for at komme helskindet frem til forbrugerne allerede inden, de sættes i transportvognen. Når planterne dyrkes bliver de forkælet med optimale vækstforhold. Det kan derfor være en brat omvæltning  for dem at skulle transporteres i mørke under forhold hvor der kan være for fugtigt, for koldt eller for meget ethylen.

 

Derfor kan det være en fordel at ”træne” dem til et liv uden for væksthuset ved at hærde dem. Forskerne vil undersøge hvilke afhærdningsstrategier er bedst. Endelig vil de afprøve forskellige pakningsmetoder og -materialer og undersøge hvilke af dem giver planterne den bedste holdbarhed.

 

Det treårige projekt MinimalSpild er bevilget 6,3 mio. kr. fra Fødevareministeriets Grøn Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). Projektet ledes af Danske Prydplanter og er et samarbejde med Aarhus Universitet samt gartnerierne og virksomhederne Gartneriet Thoruplund, Alex Andersen Ølund, Flex Technic, GASA BØG, Gartneriet PKM, Rosa Danica, SOGO team, Hallum Trading m.fl.

 

Yderligere oplysninger: Forskergruppeleder Karen Koefoed Petersen, Institut for Fødevarer, KarenK.Petersen@agrsci.dk, telefon: 8715 8336