Aarhus Universitets segl

Beregningsværktøj bidrager til ny kvælstofregulering

Den nye kvælstofregulering i landbruget markerer et paradigmeskifte ved at basere reguleringen på landmændenes konkrete kvælstofudledning fremfor generelle krav. Et element i dette er en udvaskningsberegner for kvælstof ud af rodzonen, som tager højde for lokale forhold som jordtype, klima og sædskifte, hvilket gør reguleringen både mere fagligt korrekt og effektiv.

Illustration: Lonnie Nielsen Storgaard

Hvert år ender kvælstof fra dansk landbrug i vandmiljøet, hvor det bidrager til iltsvind, algevækst og forringelse af biodiversiteten. For at komme problemet til livs har danske landmænd i årevis været underlagt en lang række generelle regler og krav.  

Nu er en ny reguleringsmodel på vej, og den tager et andet udgangspunkt: Landmændene skal nemlig reguleres på baggrund af den faktiske udledning fra deres marker. Der er fordele ved denne fremgangsmåde i forhold til den nuværende generelle regulering på bedriftsniveau, da indsatsen placeres, hvor den er mest effektiv, og hvor behovet er størst. Samtidig undgås indsatser, som har ingen eller begrænset effekt.

“Hvor landmanden tidligere blev reguleret på input, går vi nu over til at regulere på output: Hvad landmanden rent faktisk udleder. Det er et decideret paradigmeskift,” siger Jørgen Eriksen, der er professor og sektionsleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet og projektleder for arbejdet med beregneren for udvaskning fra de enkelte marker.

”Det er simpelthen en helt ny måde at tænke på. Det har været et stort ønske fra politisk hold at ændre reguleringen på denne måde, og det kan vi fra forskningens side kun bakke op om, fordi det på mange måder bliver en mere fagligt korrekt og effektiv regulering,” siger han.

Sædskifte som virkemiddel

Beregningsværktøjet, kaldet NUAR-beregneren, tager udgangspunkt i NLES5-modellen, som er baseret på et stort datagrundlag fra både forsøg og praksis. Ovenpå det lægges effekten af forskellige virkemidler som fx efterafgrøder, tidlig såning eller præcisionsgødskning. Og særligt én ting spiller en central rolle i den nye model: Sædskiftet.

“Sædskifte er et af de vigtigste elementer, når det kommer til udvaskning. Derfor er det blevet et egentligt virkemiddel i det nye værktøj. Det er noget, som længe har været ønsket, fordi det virker, og fordi det giver mulighed for at tilpasse sig de specifikke mål for kvælstofudledning,” siger Jørgen Eriksen.

NUAR-beregneren bygger på velkendte og dokumenterede sammenhænge og virkemidler, som allerede indgår i den nuværende regulering – med undtagelse af sædskifte. Det nye er, at disse virkemidler nu differentieres, så deres effekt afhænger af blandt andet klima, jordtype og sædskifte. For eksempel vil efterafgrøder have størst effekt i områder med høj basisudvaskning. Forholdet mellem de forskellige virkemidler på den enkelte mark følger dog de kendte principper fra de eksisterende omregningsfaktorer. På den måde bruges det velkendte på en ny og smartere måde.

En vigtig fordel ved NUAR-beregneren er, at den giver landmanden større handlefrihed. I stedet for at blive pålagt ét bestemt virkemiddel, kan man vælge mellem flere forskellige, så længe man når det samlede mål for kvælstofudledning. Men netop fordi målene er baseret på den enkelte mark og dens placering i landskabet, kan forskellene være store:

“Der vil være nogle, der oplever færre krav – og nogle, der oplever skrappere krav. Det afhænger af jordtype, klima, sædskifte og hvor vandet fra ens mark løber hen,” siger Jørgen Eriksen.

Data, dokumentation og dynamik

NUAR-beregneren bygger på allerede kendt og dokumenteret viden og eksisterende modeller, som nu kombineres på en ny måde. Det kommer dog til at kræve en del af både myndigheder og erhverv, da beregneren er relateret til markniveau, og en bedriftsnær regulering kræver i sagens natur mere data. Heldigvis registreres en stor del af disse nødvendige data allerede digitalt på bedrifterne i dag.

Der er dog stadig mange spørgsmål, som skal afklares – blandt andet hvordan modellen løbende skal opdateres i takt med ny viden, og hvordan man sikrer, at beregningerne stemmer overens på tværs af de systemer, som både forskere, styrelser og landmænd arbejder med.

“Det er vigtigt, at vi har nogle fælles platforme og klare procedurer. Det her er ikke støbt i beton. Vi skal kunne forbedre og justere, når ny forskning eller nye virkemidler kommer til,” siger Jørgen Eriksen.

Den nye kvælstofregulering forventes implementeret i 2027. Derfor arbejder både forskere og myndigheder på at gøre systemerne klar, så landmændene i god tid kan forberede sig og begynde at planlægge deres markbrug med den nye virkelighed for øje.

Præcise løsninger til fremtidens landbrug

Udvaskningsberegneren er et vigtigt element i mere præcis og effektiv kvælstofregulering, der tager højde for de specifikke forhold på hver enkelt mark. Ved at skifte fokus fra generel regulering til udledning baseret på markens unikke karakteristika, bliver det muligt at målrette indsatsen, hvor den har størst effekt.

“Det her handler om at sætte ind med indsatserne der, hvor de har størst effekt. Vi har stadig store reduktioner foran os, og NUAR-beregneren er ikke en tryllestav. Men det er et velegnet værktøj til at håndtere kvælstofudvaskning i landbruget,” siger Jørgen Eriksen.

Hvad er NUAR-beregneren?

NUAR står for: Ny Udledningsbaseret ArealRegulering

Hvem står bag: Beregneren er udviklet i et projekt ledet af forskere fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet og med deltagelse af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og SEGES Innovation.  

Hvad er det: Det er et værktøj, som beregner udvaskningen fra den enkelte mark.

Hvorfor er det nyt: Reguleringen i dag er på bedriftsniveau og generel. NUAR-beregneren giver mulighed for en mere bedriftsnær regulering på markniveau, hvor effekterne differentieres efter lokale forhold og management.

Fordele:

  • Mere præcis og effektiv regulering
  • Fleksibilitet for landmænd
  • Sædskifte bliver et virkemiddel
  • Mulighed for målrettet indsats dér, hvor effekten er størst

Udfordringer:

  • Kræver detaljerede data og stærke IT-systemer
  • Store forskelle i indsatskrav nogle landmænd vil blive ”hårdere” ramt end andre
  • Løbende opdatering og koordinering er nødvendig

Hvornår: Forventet implementering: 2027 (afventer politisk beslutning)

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:

Finansiering

Eventuelle eksterne bevillinger til forskningsprojektet nævnes.

NUAR-beregneren er udarbejdet i forskningsprojektet ”Ny udledningsbaseret arealregulering for kvælstof” finansieret af Landbrugsstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Samarbejdspartnere

Angiv eventuelle interne og eksterne samarbejdspartnere, der har bidraget til forskningsresultaternes tilblivelse.

Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet og Planter & Miljø, SEGES Innovation P/S har bidraget.

Interessekonflikter

Angiv eventuelle forhold omkring inhabilitet, patentansøgninger, interesseorganisationers og virksomheders medvirken i denne artikel.

Ingen kendte.

Læs mere

Link til videnskabelig artikel, DCA-rapport eller andet relevant materiale.

NUAR-slutnotat_24._maj_2024.pdf

Kontakt

Jørgen Eriksen, professor og sektionsleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Tlf.: 87 15 76 72

Mail: jorgen.eriksen@agro.au.dk