Aarhus Universitets segl

AU-forskere modtager Innovationsfondens Priser

Innovationfondens innovatørpris går i år til adjungeret professor Ole Green, mens seniorforsker Peter Løvendahl modtager Grand Solutions prisen for fremavl af klimavenlige køer.

Seniorforsker Peter Løvendahl (th) og Jan Lassen fik overrakt Grand Solutions Prisen af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind. Foto: Maiken Kestner

Innovationsfonden har for anden gang uddelt priser til enestående dansk forskning, der kan konverteres til konkrete resultater til gavn for borgere, virksomheder og miljø i Danmark.

Blandt årets prismodtagere er seniorforsker Peter Løvendahl fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet og Ole Green, som er adjungeret professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Mere klimavenlige køer skaffede pris

Innovationsfonden uddeler tre priser i 2018. Grand Solutions prisen går til tre forskere, som har fremavlet køer, der udleder mindre metan.

Peter Løvendahl modtager prisen sammen med chief scientific officer Henrik Bjørn Nielsen fra DTU og Jan Lassen, som er projektleder fra kvægavlsforeningen Viking Genetics. 

Prisvinderne modtager 1 mio. kr. til forskningsaktiviteter inden for deres felt.


Læs mere om Peter Løvendahl og Grand Solutions Prisen her


Innovatør, professor og direktør

Ole Green er foruden at være adjungeret professor også direktør i sit firma Agrointelli, og er en af de førende pionerer inden for præcisionssprøjtning til landbruget.

Han udvikler blandt andet selvkørende landbrugsmaskiner, og hans innovationer samt skabelsen af nye danske arbejdspladser har sikret ham årets innovationspris fra Innovationsfonden.


Foruden de to nævnte priser blev Erhvervsforsker Prisen uddelt til tre erhvervsforskere fra Innovationsfondens talentprogram.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind overrakte Innovationsfondens Priser til det årlige prisarrangement, som fandt sted på Papirøen i København den 26. januar 2018.


Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside