Aarhus Universitets segl

Årsberetning fra DCA er udkommet

DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrugs årsberetning for 2016 er netop udkommet – og giver læserne et indblik i det arbejde, der ligger til grund for den forskningsbaserede myndighedsbetjening.

Foto: Maria Randima Brauer Sørensen

Hvert år udfører fødevare- og jordbrugsforskere ved Aarhus Universitet en lang række opgaver for Miljø- og Fødevareministeriet. Det sker som led i aftalen om levering af forskningsbaseret myndighedsbetjening.

I DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrugs årsberetning for 2016 kan du få et indblik i, hvilke opgaver og aktiviteter der foregår på fødevare- og jordbrugsområdet på Aarhus Universitet, og læse mere om det arbejde, der ligger til grund for myndighedsrådgivningen.

Emnerne i årsberetningen spænder vidt og omfatter således alt lige fra cirkulær bioøkonomi og bedre brug af ressourcer til sammenhængen mellem klimaet og landbruget, dyrevelfærd- og sundhed og forbrugernes valgmuligheder i supermarkedet. Indholdet afspejler således både omfanget og bredden af det arbejde, der er forbundet med den forskningsbaserede myndighedsbetjening.

- Vores håb er, at årsberetningen vil skabe interesse og forståelse - både for forskningen og for myndighedsrådgivningen, og at læserne får et indblik i, hvordan indsatsen bidrager til at styrke grundlaget for, at der kan træffes vigtige samfundsmæssige beslutninger, siger direktør for DCA, Niels Halberg.

Download årsberetningen her

Rettelse:

I den trykte udgave af DCAs årsberetning for 2016 kan man på side 45 finde artiklen ”Trafiklys kan få os til købe klimavenligt”. Artiklen indledes med sætningen: ”Vidste du, at danske drivhustomater udleder næsten 25 gange mere CO2 end spanske tomater?”

De ”25 gange” er imidlertid baseret på ældre data, hvor en væsentlig del af energiforbruget i danske drivhuse blev fremstillet ved brug af olie. Tallet stammer fra Aalborg Universitet og er bl.a. gengivet i FoodCulture.dk, som udgives af Landbrug og Fødevarer.

Siden er der sket en kraftig teknologiudvikling, hvor en stadig større del af varmen baseres på naturgas og/eller vedvarende energi, og hvor overskud af el afsættes til el-nettet. Klimabelastningen for danske tomater og agurker er derfor faldet betydeligt.

For en opdateret oversigt over fødevarers klimaaftryk kan der henvises til denne tabel.


Yderligere oplysninger

Kontakt

Direktør for DCA, Niels Halberg

Email: niels.halberg@icrofs.org

Fastnet: 87 15 80 37

Mobil: 29 63 00 93