Aarhus Universitets segl

Invitation til debatmøde om fremtidens landbrug i Region Midtjylland

Debatmøde: Fremtidens landbrug i Region Midtjylland

Et debatmøde om fremtidens landbrug i Region Midtjylland omhandler muligheder og rammer for fremtidens produktion af fødevarer, bioenergi og biobaserede produkter. Debatmødet finder sted på AU Foulum 23. januar 2013 kl. 19.

En af mulighederne for landbruget i Region Midtjylland er at øge produktionen af biomasse til energi, materialer, kemiske råstoffer og andre produkter. Undersøgelser peger på, at det kan ske uden, at produktionen af fødevarer mindskes.

For det enkelte landbrug kan produktionen af biomasse blive en ny og supplerende indtægtskilde. For samfundet vil den vedvarende bioenergi mindske afhængigheden af fossil energi og reducere udledningen af klimagasser og miljøskadelige stoffer fra både landbrug og industri. Endvidere vil udviklingen af nye biobaserede produkter medvirke til at skabe industriel vækst og ikke mindst lokal udvikling.

På debatmødet giver forskere fra Aarhus Universitet i Foulum korte oplæg om mulighederne på området. Efterfølgende er der politisk diskussion om udviklingen af fremtidens landbrug i Region Midtjylland.

Mødet holdes onsdag den 23. januar kl. 19.00 på AU Foulum. Adressen er Blichers Allé 20, 8830 Tjele. Alle er velkomne - tilmelding er ikke nødvendig.

Programmet for arrangementet kan ses nedenfor:

Kl. 19.00 Velkomst ved centerleder Niels Halberg, AU Foulum (ordstyrer)

Korte oplæg (maks. 10 minutter) fra:

Seniorforsker Uffe Jørgensen: +10 mio. tons biomasse

Forskningsleder Anders Peter Adamsen: Raffinering af grønne biomasser

Seniorforsker Søren Krogh Jensen: Husdyrbruget i fremtidens biobaserede samfund

Seniorforsker Tommy Dalgaard: Rammevilkår for fremtidens landbrug

Projektleder Knud Tybirk: Forskning og innovation som grundlag for Grøn Vækst

Kl. 20.00 Kaffepause

Kl. 20.20 Korte indlæg fra politikere efterfulgt af debat og paneldiskussion:

Regionsformand Bent Hansen (S)
Regionsmedlem Olav Nørgaard (V)
Medlem af Folketinget Steen Gade (SF)
Regionsmedlem Ove Nørholm (C).