Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Virtuel konference: Hvordan filtreres kvælstof og fosfor fra landbrugsvand?

Kom med til en virtuelle konference, som er organiseret af NuReDrain. Her møder du en række spændende indlægsholdere fra blandt andet Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Ghent University og Rostock University. Med fokus på den nyeste viden vil de gøre dig klogere på, hvilke filtersystemer, der bedst kan forhindre kvælstof og fosfor i at blive udledt igennem dræn til vandløb og floder, samt hvilken positiv indvirkning filtersystemer kan have på vandkvalitet i et afvandingsområde. Og kan man mon genanvende de næringsstoffer, der bliver filtreret fra vandet?

NuReDrain virtuel konference d. 1. juni 2021.

Med partnere i Belgien, Danmark og Tyskland har Interreg Northsea regionsprojektet NuReDrain haft fokus på, hvordan man ved hjælp af filtersystemer kan mindske udvaskningen f næringsstoffer fra landbrugsjord. Nu vil projektets partnere præsentere deres resultater ved en virtuel konference d. 1. juni, som en del af the European Green Week 2021

Fortsat høje koncentrationer af kvælstof og fosfor i overfladevand

Selvom der er indført forebyggende foranstaltninger og politikker, er koncentrationen af kvælstof og fosfor i overfaldevandet på landbrugsjord stadig meget høj i regioner, der er præget af intensiv dyrket landbrugsjord. 

”Det forårsager opblomstringer af alger i vores vandløb og floder, ja endda i havet. Og det kan være skadelige for planter, dyr og også for os mennesker,” forklarer akademisk medarbejder Lorenzo Pugliese fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.  

NuReDrain – ”Nutrient Recovery from Drainage Water” har i løbet af de sidste par år genneført laboratorie- og markforsøg med forskellige filtre og filtermaterialer til opsamling af kvælstof og fosfor fra landbrugsvand. 

Forsøg i tre europæiske lande

Projektpartnerne har gennemført forsøg i Belgien, Danmark og Tyskland med en række forskellige filtre: 

  • Marker med tagrør
  • ”moving bed bioreactor”
  • fosforfiltre med jern- og aluminiumslamgranuler eller andre filtermaterialer 
  • ”zero valent iron” filter til at fjerne kvælstof og/eller fosfor 

”Nogle af vores undersøgelser, blandt andet dem, der blev foretaget af vores belgiske samarbejdspartnere, viste,  at vi i gennemsnit kunne opfange mellem 60-85% af næringsstofferne ved at bruge de her filtre,” fortæller Lorenzo Pugliese. 

Genanvendes som gødning

Ud over at teste og forbedre filtersystemerne undersøgte forskerne også mulighederne for at genbruge det genvunde fosfor som gødning. Det viste sig dog, at man ikke kunne genbruge de  mættede materialer direkte. Men ved hjælp af en kemisk behandling lykkedes det forskerne at gøre 40% af det adsorberede fosfor genanvendeligt, så det igen kunne frigives til marken.

Investerings- og driftomkostninger

En vigtig del af projektet, og et af emnerne for den afsluttende virtuelle konference er de beregnede investerings- og driftsomkostninger for de testede filtersystemer. Som en del af projektet, har forskerne nemlig sammenlignet omkostningseffektiviteten ved de forskellige filtre og sammenholdt dem med de nuværende mål for udvaskning fra markens overflade- og drænvand.  

Gratis deltagelse

Som en afslutning på projektet, arrangerer NuReDrain en virtuel konference, hvor alle europæiske interessenter og andre interesserede parter har en unik mulighed for at blive opdateret om de seneste forskningsresultater og hovedkonklusioner.

Konferencen, der er virtuel og derfor foregår online, er gratis at deltage i, men tilmelding er påkrævet. Du kan tilmelde dig her.

Læs mere om konferencen d. 1. juni 2021 her.

Supplerende oplysninger
Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:
Samarbejdspartnere:NuReDrain er et Interreg North Sea Region projekt med samarbejdspartnere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Ghent University, KU Leuven, Vito, Rostock University, InAgro, Landwitschaftskammer Niedersachsen, PCS – proefcentrum voor sierteelt, de Watergroep og Oldenburgische-Ostfriesische Wasserverband
Finansiering: Interreg North Sea Region
Om projektet: Planter har brug for kvælstof og fosfor for at gro, og gødning er fuld af netop den slags næringsstoffer. Derfor gøder landmanden sine marker og afgrøderne på dem. Den del af kvælstoffet og fosforet, der ikke bliver optaget af planter, bliver vasket ud til de nærliggende vandløb. Når næringsstofferne udvaskes til vandmiljøet  er der risiko for skadelig vækst af alger. I sidste ende vil den øgede plantevækst forårsage iltmangel i vandmiljøet. Ikke alene forårsager udvaskningen skader på vandmiljøet, men det kan også reducere kvaliteten af vores drikkevand. Derfor bruges der mange penge på at rense vandet grundigt, inden det kan drikkes af mennesker. NuReDrain projektet har testet innovative filtre, der kan opfange kvælstof og fosfor, inden det vaskes ud i vandmiljøet. I projektet har man lavet forsøg med forskelige typer af filtre, ligesom investerings- og driftsomkostninger er blevet beregnet. Sidst men ikke mindst, har projektpartnerne undersøgt, hvorvidt det er muligt at genanvende de opsamlede næringsstoffer på marken som gødning. 
Læs mere: Du kan læse mere om NuReDrain projektet her.
Kontakt:

Akademisk medarbejder Lorenzo Pugliese, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 87157846. E-mail: lorenzo.pugliese@agro.au.dk

Lektor Goswin Johann Heckrath, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf: +45 51435035. E-mail: goswin.heckrath@agro.au.dk