Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Teknologi til smagsgenkendelse på vej til markedet. Er din startup-virksomhed den næste?

Hvordan ved vi, om vores mad stadig smager godt, eller om den er gået hen og blevet dårlig? Startup-virksomheden BettaSensing har skabt en innovativ teknologi til smagsgenkendelse i fødevareindustrien. Sidste år deltog virksomheden i EIT Food’s iværksætterprogram Seedbed, som i Danmark har til huse hos Institut for Fødevarer (AU FOOD) ved Aarhus Universitet. Seedbed har nu åbent for nye ansøgninger.

18.03.2021 | Lise Bundgaard

BettaSensing er i gang med at udvikle en teknologi, der kan aflæse smagens ”fingeraftryk”. Foto: Mathilde Kræmer.

Har du en ny startup inden for agrifood-teknologi, der kan transformere fødevaresystemet? Så kan EIT Foods Seedbed-program være noget for dig.

Programmet støtter innovative iværksættere med idéer, der har potentiale til at forandre det agrifood-teknologiske område. Det kan for eksempel være inden for bæredygtige emballager, bioteknologi, robotteknologi og automatisering, smart farming, agroteknologi og big data.

- Programmet gør det muligt at teste markedet direkte med potentielle kunder og få indsigt i, hvordan man kommer fra forretningsplan til virksomhed. Vi tager imod ansøgninger fra spinout- og startup-virksomheder i deep tech-branchen fra Norge, Sverige, Danmark, Holland, Finland, Grønland og Færøerne senest den 10. april, fortæller Charlotte Bay Hansen, der er EIT Food Seedbed Hub Manager hos AU FOOD.

Deltagerne vil nyde godt af en mentorordning med førende eksperter i agrifood-sektoren, der har specialiseret viden om at skabe innovation i fødevaresektoren. Derudover vil man modtage en støtte på 6000 euro til at validere forretningsidéen med potentielle kunder.

- Det er en enestående mulighed, som vi håber vil tiltrække mange iværksætterspirer. For os på AU FOOD, er det en god mulighed for at bygge bro mellem vores forskere, iværksættere og industri, og det at have en hub på AU er en naturlig forlængelse af den støtte til startup-virksomheder, som vi har leveret til studenteriværksættere siden 2018 (Food eHub). Det er vores vision at styrke økosystemet i regionen til gavn for endnu flere iværksættere, der kan sætte præg på samfundet. Vi har brug for flere deep tech-iværksættere i agri-food-sektoren, der kan tage udfordringer op, siger Charlotte Bay Hansen.   

Teknologi, der kan læse smagens ”fingeraftryk”

Sidste år deltog virksomheden BettaSensing i EIT Food’s Seedbed-program med deres teknologiske innovation – et værktøj til smagsgenkendelse, der kan være meget brugbar i fødevareindustrien. BettaSensing er en spinout-virksomhed fra et såkaldt Grand Solution-projekt - et samarbejde mellem Aarhus Universitet, DTU og Carlsberg, finansieret af Innovationsfonden. Entreprenørfællesskabet The Kitchen spillede en vigtig rolle i programmet ved at støte BettaSensing i samarbejde med AU FOOD.

Medstifter af BettaSensing, analytisk kemiker og ph.d., Noga Gal, forklarer virksomhedens innovative idé:

- Forskningen inden for andre kunstige sanser er nået langt, men vi er bagefter, når det kommer til smagsgenkendelse. Denne form for teknologi kan være meget nyttig på mange områder i fødevareindustrien. Hos BettaSensing udvikler vi engangssmagsdetektorer uden giftige kemikalier, som kan analyseres i felten uden hjælp fra eksperter ellers dyrt udstyr, siger hun og tilføjer:

- Vi har udviklet en software, som ved hjælp af machine learning-modeller kan identificere specifikke smagsprofiler - eller smagens fingeraftryk. Disse smagsprofiler kan enten bruges til at producere nye smagsoplevelser eller til kvalitetskontrol. Der er mange forskellige muligheder med denne teknologi, og BettaSensing kan derfor gå i mange retninger. Lige nu arbejder vi på, hvordan vi kan opskalere og skabe big data, og vi er i dialog med forskellige investorer og virksomheder om at forstå behovene på markedet med henblik på at få lavet vores allerførste pilotundersøgelse.

Tættere på markedet

I 2020 deltog BettaSensing i EIT Foods Seedbed-program i Aarhus, og dette blev begyndelsen på en ny æra for virksomheden:

- Før vi blev en del af Seedbed-programmet, havde vi en idé om at skabe en spinout-virksomhed, men programmet gav os et skub, så vi fik omsat idé til handling. Allerede i ansøgningsprocessen fik vi værdifuld støtte fra Seedbed Incubator ved Institut for Fødevarer - vi fandt et navn, et logo, og vi fik sat gang i sagerne, siger Noga Gal.

BettaSensing er nu tættere på markedet:

- Vi lærte, hvordan vi ændrer vores virksomhedspræsentation fra et akademisk pitch til et industri-orienteret pitch. Vi har haft mange kurser i, hvordan man tilpasser sig til markedet, hvordan man skaber et value proposition og virkelig får forklaret kunderne, hvad vores produkt kan gøre for dem, og hvilke udfordringer vi kan hjælpe dem med at løse. Det var også en stort hjælp at møde de andre iværksættere i Seedbed-programmet og at lære fra deres oplevelser. Det var virkelig startskuddet til at omsætte dét, der hidtil bare var en idé til noget konkret.

BettaSensing er lige nu kandidat til EIT Food’s Startup Launch Grant på 60000 euro. Hvis dette lykkes, vil finansieringen bidrage til at få etableret virksomheden yderligere.

Har din virksomhed også potentiale til at transformere fødevaresystemet?
Ansøg om at deltage i EIT Food’s Seedbed-program her – deadline: 10. april 


Yderligere oplysninger

Læs mere om EIT Food her

Læs mere EIT Food’s Seedbed-program her 

Læs mere om Aarhus Universitets deltagelse i EIT Food her

Se video-præsentation af BettaSensing her

Læs mere om Innovationsfondens Grand Solutions-program her

BettaSensing har ligeledes deltaget i Aarhus Universitets entreprenørfællesskab The Kitchen.
Besøg The Kitchens hjemmeside her.

Kontakt

Charlotte Bay Hansen, EIT Food Seedbed Hub Manager, AU FOOD - charlotte@food.au.dk - Telefon: 93508925

Noga Gal, PhD, medstifter af BettaSensing, e-mail: noga@inano.au.dk, telefon: +45 30849599

DCA