Aarhus Universitets segl

Sundere kulhydrater med slukkede gener

For første gang er det lykkedes forskere at producere en afgrøde, der kun indeholder sundt kulhydrat. Letfordøjelig stivelse, som er den mindre sunde udgave af kulhydrat, undgik forskerne ved at slukke for en række bestemte gener i kornet ved hjælp af en nyudviklet metode.

Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en metode, som for første gang nogensinde gør det muligt at producere byg, der kun indeholder den sunde form for kulhydrat. Foto: Janne Hansen, AU

Vi har brug for protein, fedt og kulhydrat – det kan vi ikke komme udenom. Men er det lige meget, hvilke former for disse næringsstoffer vi spiser? Nej, det er det ikke. Når det drejer sig om kulhydrat er der forskel på, hvor letfordøjelig kulhydrattypen er - og derved hvor sund den er. Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en metode, som for første gang nogensinde gør det muligt at producere byg, der kun indeholder den sunde form for kulhydrat.  

 

Den mest almindelige form for kulhydrat i vores mad er stivelse, som udgør størstedelen af brød, pasta og kartofler. Det er imidlertid ikke alle former for stivelse, der er lige sunde. Den letfordøjelige type indeholder fortrinsvis amylopektin. Den bliver hurtigt nedbrudt i tyndtarmen og optaget i kroppen som blodsukker. For høje mængder af blodsukker kan blandt andet føre til fedme og sukkersyge.

 

Den mindre fordøjelige type stivelse indeholder fortrinsvis amylose. Den smutter i højere grad forbi tyndtarmen og kommer til tyktarmen. Her bliver den i stedet fordøjet af tarmens bakterier, som har gavnlige sundhedseffekter.  

 

Det sundeste kulhydrat

Udfordringen for forskerne bestod i at undersøge, om de kunne skabe en plante indeholdende stivelse med et meget højt indhold af amylose, samtidig med at det ikke gik ud over planteudbyttet. Som modelplante i forsøget brugte de byg, som er en vigtig afgrøde til både mad og foder.

 

- Vi var interesseret i at se, hvor meget amylose, vi kunne få. Der er ikke tidligere fundet planter, der danner stivelse med ren amylose, siger projektforsker Kim Hebelstrup fra Aarhus Universitet, der sammen med sine forskerkollegaer fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet derfor for første gang nogensinde skabte en plante indeholdende ren amylose.

 

Nyskabelsen skete ved hjælp af genetiske og biotekniske metoder, der gjorde det muligt at slukke for bestemte gener i byggen. Metoden er også en nyskabelse og gjorde, at forskerne kunne slukke for flere gener på en gang i stedet for bare et gen ad gangen, som hidtil har været praksis. 

 

Nye, sunde fødevarer

For at afprøve, at den amylose-rige stivelse rent faktisk er svær at nedbryde, tilsatte forskerne enzymer til den i laboratorieforsøg. At den var svært fordøjelig holdt stik i disse undersøgelser. Det næste trin vil være at lave ernæringsundersøgelser – og at udvide brugen af metoden til andre afgrøder.  

 

- Den viden, vi har skabt, kan bruges på lignende planter f.eks. hvede, majs og ris, som er nogle af verdens vigtigste fødevarekilder, siger Kim Hebelstrup.

 

En nærmere beskrivelse af metoden, som forskerne udviklede, kan læses i en artikel, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift BMC Plant Biology her.

 

Projektet var støttet af midler fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion, Fødevareministeriet og Videnskabsministeriet. Forskningen var et samarbejde mellem Aarhus Universitet og lektor Andreas Blennow fra Københavns Universitet.

 

Yderligere oplysninger: Projektforsker Kim Hebelstrup, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, e-mail: kim.hebelstrup@agrsci.dk, telefon: 8715 8271