Aarhus Universitets segl

Sunde rapsblade bliver en del af din salat i fremtiden

Den gule raps, der vokser på de danske marker, bruges normalt til olie og dyrefoder. Udvikling af nye hvidblomstrede rapssorter åbner for, at vi snart vil kunne spise de sunde blade som salat. Rapssalatens sunde plantestoffer og smag kortlægges i et nyt forskningsprojekt i samarbejde mellem Aarhus Universitet og virksomheden Knold & Top ApS. Resultaterne er vigtige for udviklingen af nye sunde salatprodukter til produktion i Danmark og i udlandet.

Blade fra hvide rapsplanter kan blive den nye sunde sort i salatskålen. Foto: Knold og Top

Når lyset vender tilbage og lærken atter synger, vil du måske være heldig at støde på en rapsmark med hvide blomster på din vej rundt i Danmark. Denne hvide raps er udviklet og forædlet af den lille virksomhed Knold & Top. Planteforædler og forretningsfører Erik Tybirk fortæller:

- Ud over at være god til miljøvenlig olieproduktion har det vist sig, at blade fra den hvide raps kan spises af mennesker. Disse blade har en mild og nøddeagtig smag, der gør den velegnet til for eksempel salater, i modsætning til blade fra den gule raps, der får de fleste til at vrænge ansigt på grund af dens meget bitre smag. Bladene fra den hvide raps indeholder desuden nogle af de sunde plantestoffer, der også findes i kål.

I det treårige projekt skal erhvervspostdoc Marie Grønbæk undersøge præcis, hvilke og hvor højt et indhold af sunde plantestoffer, der er i den salat, der forhåbentlig snart vil være at finde i grøntafdelingerne rundt om i landets dagligvarebutikker. Samtidig skal det undersøges, om der kan udvikles et helsekostprodukt ud fra de sunde plantestoffer i rapsbladene.

- Vi ved fra tidligere forskning, at de plantestoffer, der findes i kål og raps, kan have en sundhedsfremmende effekt og en betydning for grønsagens smag. I projektet vil vi afdække de dybere sammenhænge mellem den nye raps’ dyrkningsmæssige egenskaber og dannelsen af de sunde plantestoffer, og hvad de betyder for både den nøddeagtige og den bitre smag, uddyber Marie Grønbæk.

Den hvidblomstrede raps fra Knold & Top har stort potentiale som fødevareprodukt, bl.a. som baby leaves, da den vokser hurtigt og giver flere blade sammenlignet med andre baby leaf-salater. Den dyrkes allerede i Californien og Arizona. Projektet har et samlet budget på 2,9 mio. kr., hvoraf Innovationsfonden bidrager med 1,7 mio. kr. Projektet er også støttet af Future Food Innovation, som er en del af Region Midtjyllands fødevaresatsning.

Yderligere oplysninger:

Erhvervspostdoc Marie Grønbæk, Institut for Fødevarer, e-mail: gronbaek@food.au.dk, telefon: 8715 8327

Forskergruppeleder Hanne L. Kristensen, Institut for Fødevarer, e-mail: hanne.kristensen@food.au.dk, telefon: 8715 8354

Erik Tybirk, Knold & Top ApS, e-mail: info@knoldogtop.com, telefon: 8655 6501