Oxidativt stress hos højtydende søer påvirker soens mælkeydelse og grisenes vækst

Gennem årtier har griseproduktionen avlet efter, at hver so skulle producere flere smågrise. Det er lykkedes.

Det betyder, at soens krop skal yde mere end nogensinde – især i ugerne omkring faring, hvor både fostrenes vækst og produktionen af råmælk og mælk stiller store krav til hendes stofskifte.

Et nyt studie fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab viser, hvor stor denne belastning egentlig er.

Hvad er oxidativt stress?

Kroppens celler danner hele tiden såkaldte frie radikaler som en naturlig del af stofskiftet. Under normale omstændigheder bliver de neutraliseret af kroppens eget antioxidative forsvarssystem.

Men når produktionen af frie radikaler bliver for høj – eller forsvaret er for svagt – opstår der oxidativt stress, og de frie radikaler kan i stedet skade celler, væv og organer.

Adjunkt Takele Feyera fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet bruger et hverdagsbillede til at forklare det:

"Man kan forestille sig en fri radikal som en gnist, og en antioxidant som en brandmand. Når der kun er få gnister, er der ikke noget problem, for brandmanden kan holde styr på det. Men hvis der er for mange gnister og for få brandmænd, fører det til skader. Det er det, vi kalder oxidativt stress," siger han.

Det er denne balance, som Takele Feyera og hans kolleger har undersøgt hos 24 søer i transitions- og diegivningsperioden – fra tre dage før faring til 17 dage inde i diegivningen.

Et paradoks i fodringen

Forskerne tog blodprøver af søerne på fem tidspunkter og målte tre indikatorer: malondialdehyd (MDA), som viser graden af oxidativt stress, kreatinkinase, som er tegn på muskelskader, og haptoglobin, som er tegn på inflammation.

Resultaterne viste, at alle tre markører toppede på samme tidspunkt – på tredjedagen af diegivningen.

Det tyder på, at soens krop er under det største pres lige efter faring, når mælkeproduktionen for alvor kommer i gang. Ifølge Feyera afspejler det et grundlæggende misforhold i den måde, søer bliver fodret på i de sidste uger af drægtigheden i dag:

"Når søerne når de sidste 14 dage af drægtigheden – det, vi kalder transitionsperioden – sker der et meget dynamisk skift i fostrenes vækst. Men paradokset er, at vi fodrer søerne på samme niveau fra midten til slutningen af drægtigheden, selvom næringsbehovet ændrer sig meget," siger Takele Feyera.

Store kuld øger presset

Studiet viste også to klare sammenhænge. Jo større kuldet er, jo højere er soens niveau af oxidativt stress. Og jo mere oxidativt stress, jo mindre mælk producerer hun.

Søer med lavere MDA-niveauer producerede mere mælk – dem med højere niveauer producerede mindre. Feyera peger på et konkret eksempel for at illustrere, hvorfor store kuld belaster soen så meget:

"Hos danske søer kan man have en so, der føder 9 grise, og en, der føder 37. Hvis man giver dem begge de samme tre kilo foder, kan man se ubalancen – soen med det store kuld får ganske enkelt ikke det, hun har brug for fra foderet, og hun må kompensere for underskuddet fra sin egen krop. Det disponerer hende for oxidativt stress," forklarer Takele Feyera.

Ingen fast grænseværdi – endnu

Der findes i dag ingen fastsat grænseværdi for, hvornår oxidativt stress hos søer bliver et problem, hvilket gør det svært at vide, hvornår der er behov for at gribe ind for at minimere den reelle bekymring.

"Der er ingen angivet grænseværdi – intet klart niveau, der siger: over dette niveau er høj oxidativt risiko, under dette niveau er lav oxidativt risiko. Der er en mangel af viden på dette område," siger Takele Feyera.

Forskerne understreger også, at det aktuelle studie er gennemført på et forholdsvis lille antal søer, og at der er behov for mere forskning, før resultaterne kan omsættes til konkrete grænseværdier.

Fodertilskud gav tungere grise – men ikke mindre stress

Feyera og hans kolleger undersøgte, om et fodertilskud i form af et planteekstrakt lavet af Scutellaria baicalensis, som er kendt for sine antioxidative egenskaber, kunne dæmpe oxidativt stress hos søer. Projektet blev gennemført i samarbejde med den virksomhed, der leverer fodertilskuddet.

Fodertilskuddet viste lovende, positive effekter: grisene blev født tungere, og søerne havde en tendens til at producere mere mælk og have en bedre kuldoverlevelse.

Men fodertilskuddet reducerede ikke søernes niveauer af oxidativt stress eller inflammation signifikant sammenlignet med de søer, der ikke fik tilskuddet – et resultat, der ikke overraskede forskeren:

"Det overraskede mig ikke, for forskningsresultater ender ikke altid, som man forventer. Vi gav kun tilskuddet fra den sidste uge af drægtigheden, og der fandtes ingen eksisterende anbefaling for den rigtige dosis – så vi måtte prøve os frem. For landmanden tror jeg ikke, at en statistisk signifikant forskel er det vigtigste. Hvis de fravænner én ekstra gris, eller en gris der vejer et kilo mere, er det en fordel for dem," siger Takele Feyera.

Timing er afgørende

Ifølge Feyera er det klareste praktiske budskab fra studiet timing.

Oxidativt stress stiger gradvist i den sene drægtighed, topper tidligt i diegivningen og falder først, når diegivningen er godt etableret. Det betyder, at forebyggende tiltag bør sættes i gang senest i den sidste uge af drægtigheden. 

Alligevel er det langt fra almindelig praksis i dag:

"På baggrund af et tidligere samarbejde offentliggjorde SEGES Innovation en anbefaling om, at landmænd bør opjustere fodringsniveauet i de sidste uger af drægtigheden for at hjælpe søerne med at fare hurtigere og få flere grise til at overleve fødslen. En tilsvarende anbefaling kunne potentielt udvikles for fodertilskud med antioxidative egenskaber, hvis der er tilstrækkelig evidens for deres fordele. Men generelt er der ikke ret mange landmænd, der ændrer meget," siger Takele Feyera.

Håb om bedre dosering og teknologi

Forskerne håber nu at kunne fortsætte med at undersøge, hvordan oxidativt stress hos søer kan forebygges og håndteres.

Ifølge Feyera er et oplagt næste skridt at teste flere doser og kilder af plantetilskuddet for at fastslå, om den positive effekt på mælkeydelse og grisenes fødselsvægt er reel – og for at forstå mekanismen bag den:

"Jeg vil gerne lave et dosis-respons-studie for at se, om det her virkelig er en reel effekt – eller noget, der er sket ved en tilfældighed. Vi er ikke kun fokuseret på produktionstal; vi vil forstå mekanismen bag effekten," siger Takele Feyera.

En anden udfordring er, at forskerne ganske enkelt ikke ved, hvor mange grise en so bærer, før hun har født, hvilket gør det svært at målrette fodringen præcist i løbet af drægtigheden:

"Det er en af de mest udfordrende dele af arbejdet med drægtige søer – vi scanner og kan se, at der er fostre inde i livmoderen, men vi ved aldrig præcis hvor mange. Hvis AI-teknologi og computersyn kunne udvikle teknikker til at tælle antallet af voksende fostre, ville det være et stort gennembrud for både forskere og besætningsledelse," siger Takele Feyera.