Aarhus Universitets segl

Ny samarbejdsaftale mellem kvægbrugserhvervet og Aarhus universitet

En ny aftale mellem kvægbrugserhvervet og Aarhus Universitet skal optimere anvendelsen af faciliteter til kvægforskningen.

Kvægbrugets Forsøgscenter (billedet) og AUs kvægforskningsfaciliteter bliver fra 1. januar 2014 samlet i én enhed, som får navnet Danmarks Kvægforskningscenter.

Aarhus Universitet (AU) og Kvægbrugets Forsøgscenter (KFC) har indgået en ny samarbejdsaftale om drift og udførelse af forsøg og forskningsopgaver. Den ny aftale indebærer, at KFC og universitetets kvægforskningsfaciliteter fra den 1. januar 2014 samles i én enhed, som får navnet ”Danmarks Kvægforskningscenter” (DKC).

Det overordnede formål med aftalen er dels at sikre den bedst mulige udnyttelse af de ressourcer som anvendes til kvægforskning, dels at styrke kvægforskningsmiljøet ved Foulum. Forskning på kvægbrugsområdet er meget omkostningstungt; da der er store driftsomkostninger forbundet med den praktiske udførelse af forsøgsopgaverne.

- Både i kvægbrugserhvervet og på universitetet har vi har gennem et stykke tid undersøgt mulighederne for rationaliseringer på området. Vi er kommet til den fælles konklusion, at en sammenlægning af KFC og AU’s kvægstalde kan give både personalemæssige og driftsmæssige fordele, siger institutleder Klaus Lønne Ingvartsen, Institut for Husdyrvidenskab.

Han peger på, at sammenlægningen vil give nye muligheder for medarbejderne i form af mulighed for specialisering, rationalisering af arbejdsgange og færre spidsbelastninger. Samlet set skal dette give bedre arbejdsmiljø og øget kvalitet i løsningen af opgaverne.

Klaus Lønne Ingvartsen understreger at aftalen kun gælder driftsmæssige forhold.

-Vi bevarer den fulde forskningsmæssige frihed til at iværksætte de forskningsopgaver, som samfundet ønsker, vi skal udføre, siger Klaus Lønne Ingvartsen.

En stilling som leder af Danmarks Kvægforskningscenter opslås snarest muligt. Den hidtidige ledelse på KFC fratræder på den baggrund.

Yderligere oplysninger
For Aarhus Universitet: Institutleder Klaus Lønne Ingvartsen, tlf. 29 63 00 94
For Kvægbrugets Forsøgscenter: Rådgivningschef Trine Barrett, tlf. 30 92 17 57

Kvægbrugets Forsøgscenter (KFC) er et højteknologisk kvægbrug med 210 malkekøer (SDM og Jersey) samt opdræt. KFC blev etableret i 2000 af Kvægbrugets organisationer i Danmark og drives i tæt samarbejde med Aarhus Universitet i Foulum, som også ejer og driver jorden omkring bygningerne. Centret beskæftiger 12 medarbejdere.

Kvægforskningsfaciliteterne ved AU Foulum omfatter bl.a. seks forskelligt indrettede stalde med plads til 275 køer samt opdræt. Der er beskæftiget 12 driftsmedarbejdere i kvægstaldene. I tilknytning til AU Foulum er der 590 ha, hvoraf ca. 490 ha anvendes til foderproduktion m.m.