Aarhus Universitets segl

Ny professor i pedologi og digital jordbundskortlægning

Mogens H. Greve tiltræder som professor i pedologi og digital jordbundskortlægning ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Mogens H. Greve tiltræder som professor i pedologi og jordbundskortlægning ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. Foto: Camilla Brodam

Aarhus Universitet har ansat sektionsleder Mogens H. Greve som professor i pedologi og digital jordbundskortlægning med virkning fra d. 15. november 2021.

Siden Mogens H. Greve i 1990 stod som færdig uddannet geolog udenfor Aarhus Universitet har det været kortlægning, landskaber og jordbund, der har haft hans opmærksomhed.

”Altså jeg havde jo en lidt diffus forestilling om, hvad en geolog var, da jeg begyndte uddannelsen i sin tid, men i løbet af studiet faldt min interesse på kortlægning. Man kan vel kalde mig for en naturgeograf-geolog, for det var jo landskaber og jordbund, der allerede den gang fangede min opmærksomhed,” fortæller den nyslåede professor.

Flyttede til det kolde nord

Karrieren startede hos Geologisk Institut, hvor Mogens H. Greve var med til at udvikle det system, der stadig den dag i dag anvendes af Skov og Naturstyrelsen til bæredygtige valg af arter til skovrejsning på landbrugsjord.

I 1992 rykkede han teltpælene op og flyttede til Norge, hvor han blev ansat hos Norsk Institutt for Jord- og Skogkartlegging.

”Her var jeg ansat først som afdelingsingeniør og senere som overingeniør. Jeg ledte et kortlægningsprojekt i Sydnorge og et andet nær Trondhjem. Jobbet indebar 5 måneders feltarbejde i sommerperioden, og kontorarbejde om vinteren, når jorden var frossen,” fortæller Mogens H. Greve, der forklarer, at feltarbejdet er noget af det bedste han ved. Der kan han få jord under neglene og vind i skægget.

Han forblev dog ikke i det kolde nord, og efter at han i 4 år havde kortlagt norsk landbrugsjord med henblik på at undgå erosion, vendte han tilbage til Danmark. Denne gang var det en stilling ved Danmarks Jordbundsforskning i Foulum, der lokkede.

En ny æra indenfor jordbundskortlægning

”Da jeg blev ansat ved Danmarks Jordbundsforskning i Foulum var det for at lave jordbundkortlægning og udvikling af nye metoder hertil, og det har faktisk været mit kerneområde lige siden,” fortæller Mogens H. Greve.

Købet af en jordbundssensor, den første af sin slags ved Dansk Jordbundforskning, var skelsættende for Mogens H. Greves forskningsaktiviteter.

”Den sensor startede en helt ny æra, hvor vi gik fra analog kortlægning til digital kortlægning,” forklarer Mogens H. Greve.

Før sensoren foregik kortlægningen ved hjælp af bl.a. jordspyd og aftegninger af jordbundsgrænser på flyfotos.

”Det her var starten på de statistiske jordbundskort, vi kender i dag, men det var altså en helt ny metode den gang. Siden er der naturligvis sket en gradvis udvikling af de statistiske kortlægningsmetoder,” fortæller Mogens H. Greve.

Ph.d.-afhandling og ledelsesuddannelse

Den nye professor har ikke alene en uddannelse som geolog bag sig, i 2004 fik han en ph.d.-grad ved Københavns Universitet. Ph.d.’en omhandlede ikke overraskende kortlægningssystemer, og med titlen ”A Danish Soil Reference System for Soil Interpretations on a Detailed Scale”, opsummerer afhandlingen meget fint det, der altid har været professorens helt store interesse og passion.

Blot få år efter at have afsluttet sin ph.d. var Mogens H. Greve endnu en gang på skolebænken, denne gang var den en master i public administration med fokus på ledelse og strategisk planlægning ved Aalborg Universitet, der lokkede.

Deep learning, remote sensing og droner

Ligesom Mogens H. Greve har udviklet sig igennem årene med diverse uddannelser og titler, så har også teknologien og metoderne indenfor hans forskningsområde også udviklet sig meget.

”Deep learning er det nye sort for tiden, og det er ikke uden grund. Det er en statistisk metode, som er betydeligt mere kompliceret end andre modeller, men det ser ud til, at den under visse omstændigheder, at den også giver bedre prædiktioner,” forklarer professoren.

Spektroskopi af jordprøver er et andet forskningsområde som Institut for Agroøkologi har været med til at bygge op i samarbejde med virksomheden Foss Analytics, disse metoder gør det muligt at analyse jordprøver langt hurtigere, mere effektivt og billigere end tidligere. En teknologi Mogens H. Greve har været med til at introducere.

”Der er jo en konstant udvikling af kortlægningsmetoder og sensorbaseret kortlægning. I ReDoCO2 projektet er vi begyndt at kigge ind i at vores jordsensorer skal være dronebåret, det åbner for en helt ny verden af kortlægningsaktiviteter. Det er virkelig spændende,” fortæller Mogens H. Greve.

Ifølge professoren bliver drone og satellitbaseret remote sensing mere og mere detaljeret både skalamæssigt, hvor man kan kortlægge mindre og mindre pixels, men også spektralt, hvor man får mere og mere information ud af hver pixel.

Masser af arbejde i fremtiden

”Jeg tror, at der i fremtiden vil være meget stor aktivitet indenfor mit forskningsområde. Der er et virkelig stort behov for viden om jordens ressourcer. For det første er der jo et ret stort pres på jorden som følge af den intensivering, vi har oplevet i dansk landbrug, og for det andet så oplever vi et stigende globalt behov for flere fødevarer,” fortæller Mogens H. Greve, der udover et stort fokus på myndighedsopgaver bruger en stor del af sin tid på undervisning, uddannelse og formidling til ikke kun universitetsstuderende og yngre forskere, men også gymnasieelever.

I de seneste år har tørvejorderne optaget meget af hans tid, og det ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. Men der er en bestemt udfordring fremafrettet, der har Mogens H. Greves fokus.

”Kortlægning og monitorering af almindelig landbrugsjord, det er jeg helt sikker på vil være en del af fremtiden. Og det bliver interessant. Lige nu fokuserer vi jo på lavbunds- og tørvejorde, men jeg er sikker på, at den interesse vil brede sig til andre jorde, især i forbindelse med carbon accounting og bæredygtig produktion på landbrugsjorde. Hvis man skal opnå et klimaneutralt landbrug, så er landmanden i mine øjne nødt til at kunne dokumentere sin jords kulstof indhold og udviklingen i kulstofindholdet. Jeg er sikker på, at vi også her kommer til at spille i rolle i forhold til at få lavet systemer til netop det,” afslutter Mogens H. Greve, der vil afholde sin tiltrædelsesforelæsning i begyndelsen af det nye år.

Supplerende information

Kontakt Professor Mogens H. Greve, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 20726734 eller mail: greve@agro.au.dk