Nu starter analyserne af seks nye store naturområder
TRANSFORM og Naturstyrelsen går nu i gang med analyser af seks potentielle signaturprojekter, der skal skabe større sammenhængende naturområder under Grøn Trepart.
Det tværfaglige forsknings- og innovationsprojekt TRANSFORM har indgået samarbejde med Naturstyrelsen om analysearbejdet for seks signaturprojekter under Aftale om et Grønt Danmark.
“Vi ser selvfølgelig meget frem til at bidrage med stærke, faglige analyser til arbejdet med de seks signaturprojekter. Signaturprojekterne kan blive vigtige eksempler på, hvordan større sammenhængende naturområder kan planlægges klogt, forankres lokalt og udvikles i praksis, og det er vi stolte over at skulle bidrage til i TRANSFORM,” siger Henrik Vejre, professor på Københavns Universitet og projektleder i TRANSFORM.
De seks signaturprojekter ligger i Thy, i Midtjylland, ved Vadehavet, ved Skjern Å, på Sydfyn og Midtsjælland ved Elverdams Å Her skal eksisterende naturområder bindes sammen med ny natur og skov for at skabe større sammenhængende naturområder til gavn for biodiversiteten.
Samarbejdet med TRANSFORM skal bidrage til at udvikle analyser og scenarier for større sammenhængende naturområder og samtidig styrke forståelsen af, hvordan natur, landskab og lokale interesser kan tænkes sammen i praksis.
“Det her er en virkelig spændende opgave, fordi de seks områder hver især har deres egne landskaber, muligheder og udfordringer. Hvis vi skal skabe stærke signaturprojekter, kræver det gode analyser af, hvordan natur, vandmiljø, klima og den nuværende arealanvendelse spiller sammen. Det er komplekst, men netop derfor er det vigtigt at få et solidt vidensgrundlag på plads fra begyndelsen,” siger Tommy Dalgaard, professor ved Aarhus Universitet og projektleder i TRANSFORM.
TRANSFORM skal blandt andet bidrage med analyser af landskab, organisering og udviklingsmuligheder samt understøtte arbejdet med lokale perspektiver og inddragelse. Analysearbejdet gennemføres i samarbejde med kommuner, lokale trepartssekretariater og øvrige aktører med viden om de enkelte områder.
Signaturprojekterne er en del af Aftale om et Grønt Danmark, hvor der frem mod 2035 skal etableres minimum ti signaturprojekter.
For yderligere information:
- Kristian Hansted, projektchef i Naturstyrelsen. Tlf. nr. 24985125
- Henrik Vejre, professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Tlf. nr. 20621015
- Tommy Dalgaard, professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet. Tlf nr. 20706132
Naturstyrelsen
Naturstyrelsen har det overordnede ansvar for analysearbejdet for de seks signaturprojekter under Aftale om et Grønt Danmark. I 2026 gennemføres analyser og kortlægning i samarbejde med kommuner og lokale trepartssekretariater.
Formålet er at undersøge, hvordan større sammenhængende naturområder kan udvikles i samspil med natur, landskab og lokale forhold.
Læs mere om Naturstyrelsen og de seks analyseområder her: naturstyrelsen.dk/ny-natur/andre-naturprojekter/signaturprojekter
TRANSFORM
TRANSFORM er et tværfagligt forsknings- og innovationsprojekt, der udvikler analyser, scenarier og værktøjer til den grønne omstilling af det danske landskab og til implementeringen af Grøn Trepart. Projektet er ledet i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet og SEGES Innovation.
Læs mere om TRANSFORM: https://transform-dk.org/