Aarhus Universitets segl

Netværk og investeringer opstår på tværs af landegrænser

For fjerde år i træk afholdes det internationale event European Food Venture Forum. For tredje gang løb det af stablen i Aarhus, og omkring 100 deltagere var samlet. Blandt dem var der repræsentanter fra blandt andet Finland, Ungarn, Østrig, Belgien og Danmark.

Marc Beermann fra UrbanFarmers præsenterer sine ideer og produkter for coachene. Han var én af de mange iværksættere ved European Food Venture Forum. Foto: Anne Mette Skovbo Rasmussen

En naturlig og sund fødevareingrediens, der kan gøre mennesker klogere. En grøntsag der indeholder omega-3 og -6, antioxidanter, vitaminer og mineraler. Eller hvad med en maskine, der automatisk kan tappe saft fra palmer, på samme måde som man malker køer med maskiner?

Det var nogle af de ideer, små og mellemstore virksomheder præsenterede for potentielle investorer på det fjerde internationale netværksarrangement European Food Venture Forum. Begivenhederne fandt sted den 3. og 4. september 2014 og de første arrangementer blev afholdt på Aarhus Universitet. Formålet med mødet var at skabe relationer imellem iværksættere og investorer.

Hver iværksætter havde otte minutter til at overbevise investorerne om at netop deres virksomhed er den rette at investere i.

 

De otte minutters oplæg indeholdte primært en introduktion af de forskellige virksomheder, herunder de produkter og ideer, de har på tegnebrættet og gerne vil udbrede på de europæiske markeder.

 

- Deltagerne får feedback fra både et ekspert- og investorpanel, der bedømmer deltagernes præsentationer. Men de har også glæde af at se hinandens præsentationer. Deltagerne kommer til at være en del af udviklingen af et europæisk netværk med små og mellemstore virksomheder i fødevaresektoren. Så de kan lære rigtig meget af hinanden og de kan få øjnene op for eventuelle fremtidige forretningspartnere,” siger Michelle Williams, institutleder på Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.

 

Aarhus Universitet som vært

Arrangementet blev afholdt som en del af Aarhus Festuge og i samarbejde med Food Festival 2014. I den forbindelse havde deltagerne også mulighed for at  se på kulturlivet i Aarhus. På den måde har Aarhus som by haft glæde af de begivenheder, der har fundet sted i forbindelse med European Food Venture Forum. Men også Aarhus Universitet får meget ud af deres partnerskab:

 

- Vi har muligheden for at styrke de samarbejder, vi har med de andre værter, sponsorer og partnere ved eventen. Og så får vi muligheden for at profilere den ekspertise, vi har indenfor mad, da vi er værter ved begivenhederne den første dag, der foregår i iNano-huset,” siger Michelle Williams.

 

Flere virksomheder har del i European Food Venture Forum, herunder Foodbest, Invest in Denmark, Future Food Innovation og Aarhus Kommune. Arla er sponsor, og blandt partnerne kan Aarhus Universitet, Danish Food Cluster og Kromann Reumert nævnes.

 

- Aarhus Universitet er partnere ved denne begivenhed, fordi vi anerkender vigtigheden af investeringer, vækst og succes for små og mellemstore virksomheder i fødevareindustrien.
Denne begivenhed samler virksomhederne i Århus, og det er en perfekt mulighed for at netværke med små og mellemstore europæiske virksomheder og investorer inden for fødevaresektoren,” siger Michelle Williams.

 

Yderligere oplysninger: Institutleder Michelle Williams, Institut for Fødevarer, email: michelle.williams@food.au.dk, telefon: 8715 7957/8715 8335, mobil: 2517 0049