Aarhus Universitets segl

Kan højere rugetemperatur sikre bedre velfærd hos kyllinger?

Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, om en stigning i rugetemperaturen kan mindske forekomsten af benproblemer hos slagtekyllinger.

Nyt projekt skal medvirke til at mindske forekomsten af benproblemer hos slagtekyllinger.

Kylling er en af forbrugernes foretrukne former for kød, og især fileter af kyllingebryst langes ofte over disken i supermarkedet. Efterspørgslen på den magre brystudskæring har medvirket til, at man i avlsarbejdet specifikt har selekteret kyllinger med større daglig tilvækst og større brystmuskulatur.

Det er dog ikke uproblematisk. Nyere undersøgelser viser, at benmuskulatur og knogler ikke vokser proportionalt med brystmusklerne, og det kan resultere i, at nogle kyllinger må aflives, da de har problemer med at bære egen vægt.

Nu vil forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med SEGES og en gruppe erhvervspartnere undersøge, om en stigning i temperaturen under rugning kan øge væksten af støttemuskler og benknogler.

-Vi forventer, at projektet medvirker til at mindske forekomsten af benproblemer hos slagtekyllinger og reducere antallet af kyllinger, der må aflives, fordi de har problemer med at gå. Det forbedrer både dyrenes velfærd og producenternes økonomi. Samtidig giver det en langt større arbejdsglæde, da noget af det mest demotiverende for en landmand er at skulle aflive og destruere store, fine kyllinger, som han har fodret og passet omhyggeligt gennem hele produktionsperioden, siger seniorforsker og projektleder Niels Oksbjerg fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet. 

Kyllingerne følges tæt

For at undersøge, om en temperaturstigning gør en forskel, vil forskerne lave en række forsøg, hvor flere hold rugeæg udsættes for forskellig rugetemperatur fra dag fire til syv i fosterperioden. Efter klækning vejes kyllingerne, og det gentages 15 dage og 35 dage efter klækning. Endvidere registreres kyllingernes foderforbrug og dødelighed. Efter aflivning vejes lår og underben, og knoglernes brudstyrke måles.

Grunden til at netop rugetemperatur er interessant skyldes, at tidligere studier har vist, at en stigning resulterer i højere antal muskelfibre ved dag 18 under rugning. Netop muskelfibre er de grundlæggende byggesten i kyllingens muskulatur og er positivt relateret til dyrets vækst.

Det er dog ukendt, hvorfor en stigning i temperaturen på de pågældende dage gør en forskel på antal af muskelfibre.

- Man har tidligere observeret, at antal bevægelser af lemmerne øges i perioden fra dag seks til dag elleve, når temperaturen stiger. Muskelkontraktion og strækning af muskler øger muskelcelledelingen, og derfor kan det tænkes, at en forøgelse i muskelaktiviteten øger antallet af muskelfibre og stimulerer knogledannelsen, siger Niels Oksbjerg.

Projektpartnerne håber, at projektet på sigt kan resultere i udviklingen af en revideret rugeteknologi.


Yderligere oplysninger

Projektet er støttet af Fjerkræafgiftsfonden og udføres i samarbejde mellem Aarhus Universitet, SEGES og specialister i rugning fra rugeriet DanHatch m.fl.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Niels Oksbjerg
Institut for Fødevarer
E-mail: niels.oksbjerg@food.au.dk
Telefon: 8715 7809
Mobil: 3011 3204