Aarhus Universitets segl

Indendørsarealer beskytter heste mod bidende insekter

Adgang til græsarealer er afgørende for hestes velfærd, men gennem sommerperioden kan bidende insekter være en plage. Forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt graden af ubehag forbundet med insektbelastning hos heste og om adgang til indendørsarealer gavner. Og det gør det, lyder det klare svar.

Insektplagen kan være voldsomt generende for heste i sommerhalvåret. Læskure og indendørsarealer kan afhjælpe problemet markant, viser undersøgelse fra Aarhus Universitet. Foto: Janne W. Christensen.

Foråret er over os og den daglige mulighed for at komme på fold eller græs med andre heste er altafgørende for vores hestes velfærd. I visse områder kan bidende insekter - særligt klæger (Tabanidae) -dog udfordre hestenes trivsel i sommerhalvåret.

Der findes adskillige midler og metoder, hvormed hesteejere prøver at komme dette problem til livs - herunder brug af spray- eller smøremidler og forskellige former for insektfælder. Midler til påføring på hesten virker dog sjældent ret længe ad gangen. Også diverse insektnet – fx fluemasker og insektdækkener – bruges i stor udstrækning, men kræver hyppig inspektion og er derfor heller ikke praktisk anvendelig i alle hestehold.

Betydningen af læskure og indendørsarealer undersøgt

Der er derfor brug for andre måder at beskytte heste mod insekterne på. Forskere fra Aarhus Universitet har gennemført et studie for at undersøge betydningen af adgang til læskure eller andre indendørsarealer i forhold til graden af ubehag hos hestene, forbundet med de bidende insekter.

”I vores studie har vi undersøgt forekomsten af klæger på hestenes folde gennem fældefangster, og vi har målt hestenes afværgeadfærd over for insekter sammenholdt med høj eller lav forekomst af klæger, og i forhold til om hestene havde adgang til indendørsarealer. Desuden har vi målt langtids- og akut stress gennem kortisol-niveauer i henholdsvis afføringsprøver og spytprøver fra hestene”, fortæller lektor Janne W. Christensen fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, som har ledet undersøgelsen.

Undersøgelsen blev gennemført i perioden fra juni 2019 – august 2020. I første del af undersøgelsen indgik i alt 39 heste fordelt på ni grupper, hvoraf fem havde indendørs adgang mens de resterende fire grupper ikke havde mulighed for at gå ind. Grupperne var fordelt på lokaliteter, som lå mindre end to kilometer fra hinanden.

Klar positiv effekt af indendørsarealer

Resultaterne viste, at hestene gjorde flittigt brug af indendørsarealerne på dage med høj forekomst af klæger samt at adgangen til indendørsarealer reducerede hestenes afværgeadfærd mod insekterne markant, dvs. at insekterne ikke fulgte med ind.

Tre islandske heste har søgt ly for insekter i læskuret. Foto: Janne W. Christensen.

Akut stress hos heste uden indendørs adgang

Forskerne fandt ingen sammenhæng med høj insektforekomst med kortisol-koncentrationer i afføringsprøverne fra hestene. Til gengæld blev der fundet høje kortisol-koncentrationer i spytprøverne, i et opfølgende studie, hos heste uden indendørs adgang. ”Det betyder, at vi ikke kunne måle langtidsstress som følge af insektplagen, men til gengæld at hestene befinder sig i en akut fysiologisk stresstilstand, når de angribes af fx klæger”, forklarer Janne W. Christensen.

”Vores konklusion på undersøgelsen er, at adgang til læskure og indendørsarealer øger velfærden hos heste på græs, da det giver dem mulighed for at undslippe den værste insektplage på dage med høj insektforekomst”, slutter Janne W. Christensen.

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:

Studietype

Eksperimentelt

Finansiering

Hesteafgiftsfonden, QATO Fonden og Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, som drives på grundlag af bevilliger fra Skibsreder Per Henriksen og Hustrus Fond.

Samarbejdspartnere

Aarhus Universitet, Institut for Husdyrvidenskab og Institut for Agroøkologi.

Czech University of Life Sciences in Prague Institut of Animal Science, Department of Ethology, Czech Republic

Purpan Engineering School, France

Københavns Universitet, Institut for Fødevare- og ressourceøkonomi.

Læs mere

 Insektbelastning hos heste - Forskning - Aarhus Universitet (au.dk)

Insect-repelling behaviour in horses in relation to insect prevalence and access to shelters - ScienceDirect

Kontakt

Lektor Janne W. Christensen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

E-mail: JWC@anis.au.dk