Presseklip: Hvorfor er det så svært at vælge den perfekte avocado?
Avocado er en populær frugt i danskernes indkøbskurve, men den kan være svær at vurdere i supermarkedet. Forsker Alexandru Luca deler til DR viden og tips til, hvordan du vælger den bedste.
Foråret kan være en udfordrende tid for avocadoelskere. I europæiske supermarkeder markerer perioden ofte et skifte mellem forskellige oprindelseslande, hvilket kan føre til større variation i kvaliteten.
I en artikel hos DR forklarer AU FOOD-forsker Alexandru Luca, hvorfor det er sværere, end mange tror at finde en moden avocado.
Han beskriver avocadoen som en ’black box’ - et begreb fra videnskaben, der bruges om systemer, hvor den indre tilstand ikke er direkte synlig.
“Avocadoen har en meget tyk skræl, og som forbruger kan man ofte ikke vide, hvad der er inde i den. Det er skjult,” forklarer han.
Fordi avocadoer ikke modner ensartet, kan to frugter, der føles identiske udenpå, være meget forskellige indeni. Denne naturlige variation gør det vanskeligt at vurdere modenhed med traditionelle metoder som at trykke på frugten.
“To avocadoer kan føles ens udenpå, men være vidt forskellige indeni,” siger Alexandru Luca.
Denne usikkerhed er en af grundene til, at nye teknologier - som for eksempel scannere i supermarkeder - bliver udviklet for at hjælpe forbrugere med at vurdere modenhed bedre og reducere madspild.
Sådan øger du chancen for at vælge en god avocado
Der findes ingen garanti, men nogle enkle råd kan hjælpe:
- Tryk forsigtigt på avocadoen – den skal give en smule efter uden at være blød
- Kig på farven – er den grøn, er den typisk ikke moden
- Undgå at trykke for hårdt, da det kan beskadige frugten
Udfordringen med at vælge den rigtige avocado peger på et bredere tema inden for fødevareforskning: hvordan vi bedre kan forstå og formidle fødevarekvalitet til forbrugere. Det er et centralt fokusområde på AU FOOD, hvor der forskes i blandt andet fødevarekvalitet, struktur og forbrugeradfærd.