Aarhus Universitets segl

Frøformerende og hjemmehørende: Disse planter kan booste biodiversiteten på tidligere landbrugsarealer

Når du tager landbrugsjord ud af drift, kan du med fordel give en hjælpende hånd til de urter og græsser, som bedst understøtter biodiversiteten. Aarhus Universitet har netop afleveret en liste med anbefalede plantearter til Landbrugsstyrelsen.

Knudshoved Odde, hvor et tidligere landbrugsareal for 4 år siden er tilsået ved metoden "assisteret spredning". Foto: Beate Strandberg, AU
Figur 3 fra notatet: Antal herbivore insekter på to hhv. hjemmehørende og introducerede arter tilhørende samme slægter. Baseret på den britiske database BRC - Database of Insects and their Food Plants, hvor der er korrigeret for insekternes forekomst i Danmark (arter.dk). Foto: Klik på figuren for at se et større billede.

Skal du som landmand have støtte til at tage nogle hektar ud af drift, skal du ikke så en hvilken som helst blomsterblanding.

Det er nemlig ikke alle såkaldte ”insekt-venlige” blomster, der er hjemmehørende og dermed optimale for biodiversiteten. For selvom importerede arter kan bidrage med nektar til bier og sommerfugle, er de ikke nødvendigvis optimale for de mange andre forskellige insekter, som også bidrager til en sund og forskelligartet natur.

Som eksempel har forskere fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet sammenlignet antallet af planteædende insekter på to forskellige hhv. hjemmehørende og introducerede plantearter, og forskellen er tydelig: de hjemmehørende planter tiltrækker langt flere af de såkaldte herbivore insekter, end de introducerede planter.

Det er data, som disse, samt en række videnskabelige undersøgelser, der ligger til grund for den liste over de hjemmehørende urter og græsser, som er sendt til Landbrugsstyrelsen.

Listen er lavet i forbindelse med etableringen af en ny ordning, permanent ekstensivering, som giver tilskud til udtagning af landbrugsjord for at forbedre klimaet, mindske kvælstofudledningen og fremme biodiversiteten.

Landbrugsstyrelsen har bedt forskerne komme med deres bud på, hvilke planter, der vil give mening at udbrede og understøtte på de tidligere landbrugsarealer. Det er altså endnu ikke afgjort, om det er arterne på forskernes liste, der kommer med i den endelige ordning.

Rapporten er udarbejdet af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug efter ønske fra Landbrugsstyrelsen og som led i ”Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsrådgivning”, der er indgået mellem Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Aarhus Universitet.

Er du på udkig efter anbefalinger til biodiversitet i din have, er der hjælp at hente på https://findplanten.dk/ . Her kan du indtaste oplysninger om din havejord og få anbefalet de bedste planter til at øge biodiversiteten lige uden for dit vindue.

Se listen over hjemmehørende plantearter, som anbefales til permanent ekstensivering her: Afgrænsning af relevante hjemmehørende plantearter, der kan etableres på arealer, der udtages under ordningen permanent ekstensivering

 

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.

For mere information se deklarering i databladet i følgende: Afgrænsning af relevante hjemmehørende plantearter, der kan etableres på arealer, der udtages under ordningen permanent ekstensivering