Aarhus Universitets segl

Fødevareforsker modtager EliteForsk-pris 2017

Professor Hanne Christine Bertram fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet modtager årets EliteForsk-pris for sin forskning i sammenhængen mellem kost og sundhed. Prisen uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet til fremragende forskere under 45 år.

Professor Hanne C. Bertram modtager Eliteforsk-prisen 2017 for sin forskning i international særklasse. (Foto: Ditte Valente/EliteForsk)

Hvordan reagerer kroppen på indtag af specifikke fødevarer, og hvad betyder kost for vores sundhed? De spørgsmål har professor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, Hanne Christine Bertram, beskæftiget sig med i mere end et årti.

Torsdag 23. februar modtager hun årets EliteForsk-pris for sit bidrag til udviklingen af avancerede fødevareanalyser og som anerkendelse af hendes position som frontløber på området. Prisen, der uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet, gives til fem fremragende forskere i international særklasse.

- Jeg er utrolig glad og beæret over at modtage denne fornemme pris. Udover den personlige anerkendelse glæder jeg mig utroligt meget over, at jeg kan bane vejen for, at der går en Eliteforsk-pris til dansk fødevareforskning, som uden tvivl er i Europas superliga, siger Hanne C. Bertram.

Bedre viden om kød og sundhed
Den nyudnævnte eliteforsker har gjort sig særligt bemærket ved at bidrage til at udvikle teknikken metabolomics - en avanceret metode til at undersøge kroppens omsætning af fødevarer. Når kroppen forbrænder næringsstoffer, udskilles forskellige molekyler i urinen eller blodet. Ved at analysere og kortlægge indholdet af disse molekyler, kan forskerne undersøge, om en bestemt fødevare knytter sig til en bestemt effekt i kroppen.

Metoden har blandt andet været brugt til at frembringe viden om, hvorfor eksempelvis ost er sundt, og hvordan mælkeproteiner kan øve indflydelse på vægtregulering.

Sammen med den nye pris følger 1 mio. kroner til fri forskning, og Hanne C. Bertram forventer, at midlerne skal bruges til forstå, hvordan vi kan udvikle sundere kødprodukter.

- Der er opmærksomhed omkring, hvordan kød påvirker vores sundhed, men der er mange uafklarede faktorer. Jeg vil rigtigt gerne bidrage til, at vi opnår en bedre forståelse for, hvordan kød først og fremmest påvirker os, når vi indtager det, og jeg håber, at det kan bidrage med viden, så vi kan udnytte fødevarematricen strategisk til at opnå en samlet sundere løsning, siger Hanne C. Bertram.

Udover at styrke forskning i forhold til at genere viden, der kan føre til udvikling af sundere kødprodukter, ønsker prismodtageren også at bruge midlerne fra prisen til at undersøge, hvordan vi påvirkes af det, vi får fra vores forældre.

- Der er nemlig stadig stigende evidens for, at vi altså får mere end gener fra vores forældre. Vores mors kostmønster synes at sætte sig spor på vores sundhed helt hen i vores voksenalder.

Rækker hånden frem
Sammen med prisen er det endvidere Hanne C. Bertrams håb, at hun også kan få sat fokus på vigtigheden af et stærkt samarbejde mellem universiteterne og den danske fødevareindustri.

- Et frugtbart samarbejde er vigtigt for at sikre effekt, og jeg oplever industrisamarbejde som inspirerende og givtigt. Men det er vigtigt, at der er lyst og vilje fra begge sider. Samarbejdet kan ikke skabes gennem tvang fra bevillingsgivernes side, hvor en ensretning mod, at forskningen skal føre til et nyt produkt i morgen, betyder tab af diversitet og kreativitet i vores forskning. Samtidig skabes der ikke generisk viden, som samfundsmæssigt har stor værdi. siger Hanne C. Bertram og fortsætter:

- Fødevareindustrien bliver kun mere konkurrencedygtig ved at ny viden gøres tilgængelig og ikke ved at løse de udfordringer, som de står med lige nu og her. Jeg vil gerne opfordre til, at man forsøger at støtte og fremme forskning både af mere fri karakter, men også forskning, der beror på samarbejde mellem universiteter og fødevareindustrien på forskellige planer.

Yderligere oplysninger
EliteForsk-prisen 2017 overrækkes torsdag den 23. februar af H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i Festsalen på Ny Carlsberg Glyptotek.

Læs portræt af Hanne C. Bertram på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside her.

Kontakt
Professor Hanne C. Bertram
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Email: hannec.bertram@food.au.dk
Telefon: 8715 8353

Institutleder Michelle Williams
Institut for Fødevarer
Email: mw@food.au.dk
Mobil: 2517 0049

Læs mere om metabolomics – og sammenhængen mellem kost og sundhed

Læs også portræt af Hanne C. Bertam ifm hendes udnævnelse til professor ved Institut for Fødevarer